Săcele - en venskabsmenighed i Rumænien

NUVÆRENDE ARBEJDE FOR SACELE

Den ungarsk lutherske kirke i Sacele er venskabskirke for Mølholm kirke. Baggrunden og historien kan læses længere nede.

Som konkret hjælp til Diakonihjælp for de allerfattigste samler en arbejdesgruppe ind til dette. Arbejdsgruppen er under ledelse af Henrik Jeppesen, Tidseltoft, 17 7100 Vejle, mob. 2679 3912, mail jeppe@dantechdk.com. Beløb til hjælp kan indsættes på konto i Danske Bank: Reg nr. 3618 Kontonr 3262641473 eller via Mobilepay 2679 3912

TIDLIGERE HISTORIE OM KONTAKTEN TIL SACELE

Mølholm Sogn har siden slutningen af 1998 haft kontakt til en ungarsk mindretalsmenighed i byen Săcele i Rumænien. Byen ligger cirka 10 km øst for byen Brasov i Transsylvanien.

Under en rejse med en delegation fra Ribe og Haderslev Stifters Mellemkirkelige Udvalg mødte sognepræst Erik Steen Nielsen, Mølholm, sognepræsten Kajcsa Laszlo i sognet Langesdorfoberne i byen Săcele. Tanken om en venskabsmenighed havde tidligere været drøftet i Mølholm, og da Kajcsa Laszlo var meget interesseret i at oprette en venskabsforbindelse, var det nærliggende at etablere en sådan de to menigheder imellem. Som mindretalsmenighed frister Săcelemenigheden ret trange kår. Foruden en generel venskabskontakt kunne en form for nødhjælp være aktuel.

Der etableredes et arbejdsudvalg på otte personer i Mølholm med sognepræsten som formand. Udvalget repræsenterer et bredt udsnit af ungdoms- og voksenarbejdet i sognet (FDF Vejle 1, Y's Men's Club Vadestedet, Mødestedet og Mølholm Kirke). Der rettedes henvendelse til Săcelemenigheden med forespørgsel om, hvad man gerne ville have hjælp til.

Udvalget har herefter hvert år siden 1999 foretaget indsamlinger i sognet og afsendt tøj, skolemøbler, vitaminpiller, computere med mere til Săcele. Kajcsa Laszlo har forestået uddelingen sammen med kirkens presbyterium.

I efteråret 1999 aflagde fire af udvalgets medlemmer besøg i Săcele, dels for at udbygge kontakten, dels for ved selvsyn at danne sig et indtryk af , hvad menighedens behov var, og tilse at det tilsendte kom de rette til gode.

Under besøget erfarede vi, at menigheden havde et stort ønske om, at præstegården blev renoveret og gjort skikket til at danne ramme om menighedsarbejdet. Via lodseddelsalg og diverse aktiviteter fremskaffedes penge til indkøb af materialer til præstegårdens renovering, mens menighedens medlemmer selv forestod arbejdet.

 

I 2000 aflagde et par familier fra Mølholm Săcelemenigheden et besøg, dels for yderligere at befæste kontakten, dels for at se, hvordan arbejdet skred frem. Besøget var på alle måder vellykket.

I 2001 besøgte præstefamilien Kajcsa Laszlo Mølholm Sogn, hvorved kontakten styrkedes yderligere.

Ved hjælp af fondsmidler har det været muligt at tilbyde en ung journalistelev fra Săcelemenigheden et seks måneders ophold på Løgumkloster Højskole i første halvdel af 2003. Den pågældende har under opholdet været tilknyttet en kontaktfamilie i Mølholm, ligesom hun ved et sognemøde har fortalt om livet i Săcelemenigheden.

I efteråret 2003 og 2004 har flere repræsentanter fra Mølholm været i Săcele - og det skal understreges, at rejserne ikke foregår for indsamlede midler men søges i fondsmidler og egen lomme!

I foråret 2007 besøgte Kajcsa Laszlo igen Mølholm og i juni 2007 deltog sognepræst Erik Steen Nielsen i indvielsen af den ombyggede skole - nu kirkehus.

I foråret 2009 besøgte en delegation på 20 medlemmer Mølholm og Vinding Sogn. Focus var lagt på inspiration til holdninger jævnfør. Byen i Balance: "Hvad er du god til - hvad ønsker du der sker næste fem år - hvad vil du gøre for at det sket".

Med mellemrum udveksles "nyhedsbreve" de to menigheder imellem, og et par gange om året går kirkekollekten til Săcelearbejdet.

Ud over den mere officielle kontakt er der i årenes løb også etableret mere private forbindelser de to menigheder imellem.

Nødhjælp til de allerfattigste indsamles af en arbejdsgruppe i sognet under ledelse af Henrik Jeppesen, Tidseltoft 17, 7100 Vejle, mob. 26793912, mail jeppe@dantechdk.com. Beløb kan indsættes på konto i Danske Bank: Reg nr. 3618 Kontonr 3262641473

Kontonummer
for gaver:

Danske Bank
Reg. nr. 3618 

Konto nr. 
3262641473

Mobilepay:

2679 3912