Læs en prædiken

Søndag d. 7. juni blev vores nye sognepræst Dorte Buelund indsat i Mølholm Kirke.
På grund af corona situationen blev indsættelsen dog ikke for fuld kirke med stor reception efterfølgende.
Mange har derfor endnu ikke haft mulighed for at byde Dorte velkommen.
Og det var heller ikke alle der havde fornøjelsen af at høre Dorte holde sin første prædiken i Mølholm kirke.
Men I kan læse den her:

Trinitatis søndag 2020

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

Magt. Hvordan har vi det med magt? Ambivalent måske?
Der er noget omkring det ord. Noget let faretruende, risikabelt.
Noget er i hvert fald på spil dér, hvor der er magt.
Jesus siger til disciplene, at al magt i himlen og på jorden er givet til ham. En magt, der altså gælder overalt og til alle tider. En magt, der er givet af Gud.
Og Jesus byder disciplene at gå ned af bjerget og gå ned i den ufuldendte verden, blandt ufuldendte mennesker, for at gøre alle til hans disciple, ved at døbe dem og lære dem at holde alt det, som han har befalet.
Disciplene skal altså bevæge sig ned i den så menneskelige verden, som er fyldt med al den magtudøvelse, som ikke er af Guds vilje. Det skal de disciple, som kun selv er ufuldendte mennesker.
Det ved vi alt om, fordi evangelierne hele tiden fortæller om disciplenes uvidenhed og fejlbarlighed, og ligefrem hentyder til, at disciplene selv var optaget af magt, af hierarkier. De kunne finde på at spørge Jesus om, hvem der skulle regnes for den største. privilegeret tæt på Jesus, som de var, var de alligevel altid alt for menneskelige.
Og på den måde vores spejlbillede.
Vi må forholde os til magt. Magt her hos os - i os - mellem os.
Et fællesskab uden hierarki findes ganske enkelt ikke blandt mennesker. Det kan være usynligt tilstede, men der altid nogen, der har mere at skulle have sagt end andre. Der er også altid nogen, der gerne vil bestemme, og nogen, der trækker sig.
Og hvorfor de her dynamikker opstår, er der vel ikke noget fornuftigt at sige noget om. Sådan er det bare.
Det mest mistænkelige af alt, er dog det, som bliver fremstillet som flade hierarkier. Der, hvor der mangler en leder, eller hvor lederen er usynlig, er der altid nogen andre, der tager magten, for magtens plads står ledig. Og måske udøves den magt endog i det skjulte, som manipulation, og så er vi ude i menneskelige fællesskaber, der ender med at kollapse før eller siden.
Heller ikke 70’ernes vilde eksperimenter med kollektiver, Tvind osv gik jo særligt godt. De udviklede sig til noget helt andet, end de i hvert fald gerne ville fremstå som. Hyldet ind i alle de rigtige fraser om fællesskab, lighed og solidaritet og “vi deler det hele” - dér satte det menneskelige begær sig ofte igennem. Fristelsen til at tage magten og misbruge den.

Magten er altså noget, som altid ER. Men som sådan ikke noget negativt, noget som skal udryddes. Den bare er.
Og begrebet magt støder vi jo altså på i den kristne tro. Ikke bare her i missionsbefalingen, hvor Jesus siger: ”Mig er givet al MAGT i himmel og på jord”, men vi beder også i fadervor , ”For dit er riget og MAGTEN og æren”. Magten er her Guds - ja - men vi skal også forholde os til den magt, der udøves mellem mennesker, siger Jesus. Fordi vi hele tiden står med næsten foran os.

Og vi kan da let komme i tanke om rigtig mange steder i tilværelsen, hvor det slet og ret er nødvendigt, at der udøves magt, i den forståelse, at der tages ansvar. F.eks. skal forældre bestemme over deres mindre børn - for børnene kan ikke tage vare på sig selv.
Der er magtrelationer alle steder - lægen overfor patienten, skolelæreren overfor eleven, sagsbehandleren overfor borgeren - og sådan må det nødvendigvis være.
Vi kan heller ikke opretholde samfundet, hvis der ikke er spilleregler, der håndhæves af nogen, der har magt. Vi kan ikke klare os uden hverken domstole, politi eller lovgivere.
Og kristendommen kredser jo i særdeleshed om, at vi som mennesker er indsat som forvaltere. Vi skal forvalte skaberværket -  det er også en magtudøvelse, men jo også samtidigt et ansvar, noget der skal ske i en særlig ånd.

Magten er ikke i sig selv dårlig, allerhøjst neutral, den er slet og ret noget, der findes. Det, det kommer an på er, hvordan magten bruges.
Bruges den godt eller dårligt, bruges den til at bygge mennesker og fællesskaber op, eller bryde ned og lægge dem øde. Misbruges magten?Løgstrup sagde det rigtig godt: “Magten kan nemlig gå på egen hånd, den kan rive sig løs fra sine opgaver, slå dem over ende, vælte sig hen over dem og blive til en magt for magtens egen skyld”.
Det er fristelsen. Magten kan korrumpere, siger vi også.

Evangeliet vil lære os at forstå magten ret.
Kun ved at kende Guds magt og den spænding, der er mellem Guds og menneskers magt, kan vi forholde os på den rigtige måde til menneskelig magt her i verden. For så får vi nemlig relativeret den menneskelige magt. Det er nemlig Gud, der har den egentlige magt.

Fordi Jesus er blevet givet al magt i himlen og på jorden, så er det ham, vi skal adlyde. Det er det eneste svar på hans befalinger.
Vi skal blive hans disciple og lære andre at blive hans disciple. Vi skal gøre det, han har sagt og lært os. Og troen kommer af at høre i betydningen “høre efter”.

Det er altså Jesu magt, der er begrundelsen for den måde, vi skal forvalte vores magt på. Og hvad består Jesu magt da nærmere i?
Den består i kærlighed, frelse, nærvær. Den magt, som giver og ikke tager.

Der er jo en anden fortælling i Det Nye Testamente, som også handler om magt. Det er der, hvor Jesus også befinder sig på et bjerg, men hvor han er sammen med Djævelen. Djævelen lover Jesus magt over alle jordens riger, alt det, man kan se dernede, fra bjergets top.
Han kan simpelthen få det hele - hvis blot han vil adlyde ham, Djævelen. Sådan et tilbud ville nok kunne friste nogle svage sjæle. Men ikke Guds søn. Jesus nægter, og dermed viser han, at han ikke har behov for nogen anden til at give sig magt. Han har fuldmagten fra sin far. Og så viser han endvidere, at hans magt er radikalt anderledes. Den ligner overhovedet ikke en jordisk magt, der vil regere. Det er virkelig en magt af en anden verden, Guds verden.  Det er kærlighedens magt.
Den er så stærk, at den ikke behøver at eje og kontrollere, den er udelukkende til for den andens skyld. Den vil tjene.
En sådan måde at udøve magt på viser Jesus jo selv hele tiden. Han har magt, ikke fordi han er noget, men fordi han gør noget, nemlig at han tjener. At han giver sig selv fuldstændig for mennesker. At han sætter sig selv til side, og dermed selv er eksemplet på, hvad det vil sige at udøve magten ret.

Vi bliver aldrig færdige med at undersøge vores egen magtudøvelse, eller vi skal i hvert fald holde et vågent øje med os selv. For i og med at vi kan påvirke andre mennesker, så har vi også magt. Det er tilstede uophørligt. Vi står hele tiden i relationer til andre. Og vi kan ødelægge så ufatteligt meget ved at forfølge dét begær, som bare drejer sig om at ville have og bestemme og gå efter vores eget bedste. Så vi kan ende med på den ene eller anden måde at skade andre.
Jesu magt er en anden end denne verdens form for begærende magt. Det er en magt, der ikke handler om at lade sig friste og sætte andre til side for at opnå. Det handler derimod om at tjene og sætte sig selv til side.
Vi skal holdes fast på, at vi er blevet givet en anden måde at tænke på. En måde at bruge magten på - som ikke skaber hierarkiske strukturer, der kan ødelægge mennesker, relationer og fællesskaber. En udlevelse af magt, der vender alt på hovedet - den største er den, der tjener. Den bygger det enkelte menneske op, og den bygger fællesskaber op. Den viser sig i kærlighed. Dér, hvor vi ikke søger vores eget, men derimod den andens og de andres vel. For i sidste ende er magten ikke vores - men den tilhører Jesus Kristus.
Han sender i evangelieteksten til idag, tilhørerne og os ud i verden for at vi skal udbrede hans frisættende kærligheds magt.
Vi skal fortælle om den, vi skal vise den, vi skal leve den ud, vi skal tage den på os.
Dorte Buelund