Mølholm Kirke bliver til

Det sker ikke af sig selv. Siden middelalderen og til vor egen tid rejses kirker, fordi nogen vil det. I middelalderen var det som oftest en mand - herremanden, der lod kirken bygge. I Mølholm var det et ønske blandt folk i den nye bebyggelse på Mølholmbakken, der var den spæde begyndelse til kirken. Men også den blev bygget af én mand.

Det er sært at tænke på, at det pæne kvarter, som hedder Mølholm, engang var et sted, man nødigt rejste igennem af fare for at blive overfaldet af røvere, der holdt til i skoven og slugterne. I området boede nogle få fiskere, landmænd og træskomænd. Og i Mølholmdalen lå mange enghaver og humlegårde,der tilhørte borgere i Vejle. Stednavnet Mølholm er cirka 400 år gammelt - og navnet kommer af, at der i 1500-tallet blev anlagt en krudtmølle her på en holm ved Mølholmdammen.

Omkring århundredeskiftet begyndte en vis udflytning. Det blev attraktivt at flytte op ovenfor Vejles bakker og bygge et hus med høj luft og god udsigt - og så var det skattely. Vinding Kommunes skatteprocent var eksempelvis i 1944-45: 4,1%. Forstaden Mølholm blev præget af mange store huse med plads til både kokke- og stuepige. I 1925 boede der bare 580 mennesker i Mølholm, i 1940 var den vokset til 2.263, og nu er befolkningen cirka 4.400.


Kirkegården kom først

Det var i grunden ønsket om at få sin egen kirkegård og et kapel, der først blev rejst. Man hørte til Vinding Sogn, men folk, der for de flestes vedkommende var flyttet op fra byen, fik aldrig nogen naturlig tilknytning til landsbyen og dens kirke, der lå cirka 3 km borte. En opgørelse fra 1949 viser, at af Vinding Sogns 2.933 indbyggere boede kun 1/4 i det gamle Vinding og de 3/4 i Mølholm området. Fem af områdets folk var blevet medlemmer af menighedsrådet i Vinding Sogn. De stillede i 1941 forslag om, at Mølholm skulle have sin egen kirkegård og et kapel.

- Det forslag skabte røre og vakte modstand. "Det ville blive alt for dyrt". "Kirkeskatten ville stige". og formanden skal have udtalt: "Hvis de ikke er tilfredse med de kirkelige forhold i sognet, er der ingen, der har haft bud efter dem". Dog gik man med til, at der blev nedsat et udvalg til at undersøge sagen nærmere - og håbede nok, at den ville blive glemt. Men de fem i udvalget med politikommissær Chr. Lustrup og gårdejer Kristen Fisker i spidsen arbejdede i godt 10 år med stor tro på, at opgaven skulle løses, selvom mange vanskeligheder måtte overvindes. At det var krigens år gjorde alting endnu vanskeligere. Udvalget måtte først undersøge, om det at få egen kirkegård og kapel var et udbredt ønske blandt beboerne. Så måtte en egnet plads findes.

En åben mark ved Niels Skousvej omgivet af fredet bøgeskov blev udset. Men godsejer Niels Skou, der ejede den, afslog først at sælge til menighedsrådet. Efter to år lykkedes det dog at få en aftale om køb. Prisen blev aftalt til 41.825 kr. Men så mange penge rådede man slet ikke over, og hverken Vinding Menighedsråd eller sognerådet ville fra begyndelsen støtte sagen. Udvalget var ved at give op! Så skete det mærkelige, at der en dag i juni 1945 kom et bud til politikommissær Lustrup, der var formand for udvalget. Budet afleverede en anonym pakke - med sejlgarn omkring! Den viste sig at indeholde 41.825 kr. - netop den sum man manglede for at kunne købe jorden. I pakken lå en seddel, hvorpå der stod, at pengene var til køb af jord "fra en tidligere Mølholmbeboer". At dette skete i pengeombytningens tid - gør det endnu mere gådefuldt. - Hvorom alting er: den store anonyme gave gjorde, at udvalget kunne tage det første afgørende skridt og erhverve jorden til kirkegård.

Samtidig blev der iværksat en stor husstandsindsamling. Og som sagen skred frem, blev man klar over, at det var en rigtig kirke, man ønskede bygget - og ikke kun et kapel.

Et flot indsamlingsresultat blev nået, men de 42.000 kr. var slet ikke nok. Den lokale spillemand Frederik Iversen, som boede i Mølholm, (kendt for spillemandsmusik og Trædballehus) støttede også sagen med en stor pengegave til orgel og til kirkebyggeriet. Og han blev den første, der blev begravet på den nye kirkegård, der kunne tages i brug i 1948. Den er udvidet to gange siden, og hertil kommer, at menighedsrådet i 1983 købte Stampeskoven, som omgiver kirkegården.

Den ligger som en fredet og fredfyldt plet midt i den bymæssige bebyggelse - præget af årstidernes vekslen og med gravsten, der fortæller om livets gang - og om det, der ikke er til at skille: livet og døden.

 

En gav kirken - én murede den

At det kom så vidt, at man et par år senere kunne påbegynde en kirke er en besynderlig historie.

En dag henvendte kirkekomiteens formand Chr. Lustrup sig til den lokale bygmester Bertel Nielsen. Han er kendt for at have udført mange store byggeprojekter i Vejle, blandt andet Lido på Fredericiavej, Hotel Australia og Gammel Havn komplekset og mange villaer i Mølholm. Lustrups ærinde var at bede Bertel Nielsen lave en vandkumme til den nye kirkegård, men besøget fik den overraskende vending, at kummen blev til en kirke. For Bertel Nielsen trak i stedet nogle store tegninger frem og afslørede sin kongstanke: At bygge en kirke til sognet, hvor han boede, (på Lido) og dermed sætte sin far et varigt minde, som tak for det, han havde lært ham. De første tegninger (en kopi af Frederikskirken i Skåde) måtte omarbejdes. Arkitekt Mundt fra Sønderborg blev inddraget - og omsider blev projektet godkendt. Dog fik man, fordi der i efterkrigsårene var stor boligmangel, kun lov til at gå i gang med byggeriet på den betingelse, at kun én udlært murersvend skulle sættes på opgaven. Det blev bygmesterens dygtige murer Ole Jensen, der fik opgaven betroet - og efter to års indsats stod kirken der. Skænket af én mand - og bygget af én murer, der kun fik hjælp til det grove. Blandt andet støbte man selv de cementsten på stedet, som kirkens ydermur er bygget i.

Indsamlingen i sognet gik til kirkens inventar, og nogle skænkede lysestager, lysekroner, mosaikruder med mere til kirken. Den er en af de sidste kirker, bygget i den traditionelle stil - med hvide mure og rødt tegltag og med takkede tårngavle og stræbepiller.

Og da der også var fundet en præst til stedet (kirkens giver havde det privilegium at kunne vælge den første præst) kunne kirken indvies den 13. juli 1952. Biskoppen sagde ved indvielsen, at man havde kæmpet som mod trolde, men vundet. Mølholm Sogn blev udskilt som selvstændigt sogn og fik efter nogle år også skole og butikscenter, - alt sammen brikker, der gør, at det sogn, hvor man bor, også kan blive det sted, hvor man lever, - og indgår i forskellige fællesskaber.

Et lyst og enkelt kirkerum

Når man træder ind i kirkens rum, bliver det tydeligt, at det er et anderledes rum. - Med et kirkeskib, hvor mennesker samles til gudstjeneste - og i både glæde og sorg. Og med hvælvinger over os, der sætter vort liv ind under det perspektiv: At der er en himmel og jord. Kirkens 14 m høje tårn fik lydhuller og blændingsdekorationer, som synes inspireret af Grundtvigskirken.

Den store klokke har inskription af Vejle-digteren Anton Berntsen:

  • "Jeg kalder til dagværk, jeg kalder til fest
  • Jeg byder velkommen hver kirkegæst
  • Jeg signer de levendes travle fjed,
  • og over de døde jeg ringer fred".

Mindepladen i våbenhuset fortæller, at det er Bertel Nielsen og hans hustru, der skænkede kirkebygningen, der påbegyndtes 1950 og stod færdig i 1952. Kirkerummet er et meget lyst rum og præget af stor enkelthed. Det har store lysåbninger i tudorstil (engelsk sengotisk stil). Kirkerummet er 33 m langt og giver plads til 250. Kirken har i forhold til sin størrelse et stort, åbent kor og en stor korbue, der giver alterbord og døbefont en central plads i kirkerummet. Altergitteret er et smedejernsarbejde udført af bygmesterens bror, smedemester Thomas Nielsen, efter arkitektens tegninger. Det har motiver fra skabelsen og Jesu dåb.

I korvinduerne findes de fire evangelistsymboler: Menneske med vinger (Mattæus), Løve (Markus), Okse (Lukas), Ørn (Johannes). Døbefonten er udført som en muret søjle med granitsten og dåbsfad. Også prædikestolen er så enkel som vel muligt. Over den hænger et krucifiks hjemført fra et italiensk kloster og skænket til kirken. Kirkeskibet er lavet af den lokale bagermester Madsen og bærer navnet "Enten - eller".

Ved kirkens 25 års jubilæum fik den et nyt, muret alterparti i stedet for det oprindelige af træ. Og kirken, der oprindelig var grå, fik nye, stærkere farver med grønne bænke og lilla nummertavler og orgel. Kirkens orgel er på 21 stemmer og bygget af Bruno Christensen og Sønner. Det erstattede i 1978 det oprindelige orgel, der kun havde 8 stemmer.

Altersølvet er udført af sølvsmed Bent Exner og kirkens messehageler af væveren Hanne Vedel.

I 2001 og frem til 50-års jubilæet blev gennemført en tiltrængt renovering. Kirken blev kalket udvendig og alle indvendige vægge blev sandblæst, repareret, vandskuret og kalket flere gange. Albert Bertelsen var rådgiver i farvesætningen af kirkens indre i samarbejde med konservator Bent Jakobsen. Albert Bertelsens alterbillede og dets farveskala var grundlaget for valg af farver til kirkebænke, orgel og tekstiler. En udsmykningsfond, hvortil mange lokale har givet pengegaver, gjorde det muligt i forbindelse med renoveringen at indkøbe lampetter og fire nye lysekroner til ophængning i koret. Under restaureringen blev alle gudstjenester holdt i Mølholm Sognehus, men begravelser måtte foregå fra Vinding Kirke.

1. september 2002 blev den nyrenoverede kirke ved en festgudstjeneste taget i brug igen. Denne gang var det biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev stift, der medvirkede som prædikant. Nu kunne menighed og gæster igen samles til kirkelige handlinger i både glæde og sorg. Det lyse kirkerum virker opløftende og åbner sig mod omverdenen med "alle sine vinduer".

 

Nyt alterbillde

Kirkens nye alterbillede er fra 1994. Indtil da havde alteret med det gyldne trækors været det eneste samlende symbol. I forlængelse af kirkens historie var det naturligt for menighedsrådet at spørge kunstneren Albert Bertelsen, der bor i sognet, om at udføre opgaven. Efter grundigt forarbejde var alterbilledet færdigt pinsedag 1994. Maleren har ladet tre urgamle symboler mødes i billedet: lyset, livstræet og fisken : Lyset kan tolkes som morgenlyset fra øst, men også som opstandelsens lys og livslyset, der når vores jord, og gør at det grønnes. Træet står der - ligesom de gamle bøge udenfor - med rødderne i det livgivende vand og taler om liv og sammenhæng. Det kan også ses som livets træ fra Paradishaven - og som livstræet, der skyder op fra korsets rod. Træet har sære slyngende grene, der fletter sig ind i hinanden. Billedet rummer med sit underfulde lys det, som er ubegribeligt og uforklarligt: At det guddommelige og det menneskelige vikles ind i hinanden, at støv møder ånd, at lyset og livet er til, - så vi må glædes og undres.

Ser man nærmere til, er der centralt i billedets nederste blå del en fisk. Fisken blev af de første kristne brugt som et hemmeligt tegn på deres tro. Det græske ord for fisk "Ikthys" rummer på græsk forbogstaverne for Jesus Kristus Guds Søn Frelseren. Det er et stort billede 330 x 270 malet med acryl på træ. Det er placeret over alterbagvæggen - på den flade del af kirkens østvæg, hvor det føjer sig ind under hvælvingerne.

 

Mursten og mennesker

Sådan siger et kirkerum noget til den, der træder ind i det. Selv hvis det er tomt. - Og endnu stærkere, når ordene og salmerne lyder her. Og det var derfor, de bygede kirken, - der består både af mursten og af mennesker, - for at der her skulle være et sted, hvor livets ord lyder, og livets sejr forkyndes. Sådan skrev de i grundstensdokumentet:

 

"Stat da Hus til Herrens ære

Gennem mange slægter ned.

Stedse kært og helligt være

Du for Præst og Menighed.

Imod Verdens Synd og Sorg

Hid vi ty som til en Borg,

Hvor vi sikre Vaaben finde

Til i Liv og Død at vinde."