LÆS Dagens hilsen fra præsten - i en coronatid

Dagens hilsen fra præsten DAG 27


Så blev det den syvogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

De lovede ham sølvpenge.
For at forråde de andre. Den anden. Jesus. 
De lovede Judas sølvpenge, da han kom til ypperstepræsterne for at forråde Jesus. 
Judas havde gået sammen med de 11 andre disciple og Jesus i 3 år. Delt tanker og drømme og mad og ømme fødder. Men han ville mere. Han ville noget andet. Og han tog skridtet.

I Coronakrisens malstrøm er vi i samme båd. 
Dybt afhængige af hinanden. Og hinandens adfærd. Om vi går med. 
Og det er den grundlæggende fortælling: at vi på forunderligvis er stoppet med at hamstre toiletpapir og i stedet hjælper på kryds og tværs. Vi er rykket sammen i båden. Med fællessang i munden ror vi samme vej. 

Og dog vipper båden. Fordi mennesker – måske ikke dig men så i hvert fald mig – fordi jeg kan fristes til at søge mit eget! Søge fordele. Søge sikkerhed. Ja, måske fristes af tanken om at udnytte ………… 

Det er en kendt hage ved det med at være menneske. Kendt lige fra de første sider i bibelen og så til et indblik i mine de inderste tanker. At jeg kan fristes. Til at søge mit eget på bekostning af andre. Paulus (dag 25) siger det sådan her i sit brev til Romerne: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Og så bruger Paulus ellers et helt brev på at udrede, hvordan det forholder sig med mennesket og med Gud. Hver for sig og sammen. Og når så frem til følgende: ”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”

For Gud er der ikke andre veje end at blive ved med at overøse med kærlighed. For trusler hjælper ikke, straf heller ikke. I Guds optik er kærlighed at komme i møde. Nærme sig. Tage del. Gå helt og fuldt ind med alt, hvad han rummer. Gøre sig selv sårbar. Svag. Afhængig. Ja menneskelig. Så menneskelig at der ikke er andre veje end at blive ved med at hjælpe på kryds og tværs – give et brød selv til forræderen Judas, tage sig af en vagt, der får øret i klemme i Getsemane have, trøste forbryderen på korset ved siden af.

Måske er det også derfor, at vi igen og igen glæder os over at møde så megen hjælpsomhed her i Coronakrisens kølvand. At det taler direkte ind i min menneskelighed. Og kalder på mig!

Måske skal jeg bare lytte …………………. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 26


Så blev det den seksogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Og JELLINGFESTIVALEN!!

Vi vidste det vel i grunden godt. At Jellingfestivalen var udsat. Men alligevel. Nu kom der ord på det. Det blev sagt tydeligt og højt. Det som vi godt vidste inderst inde. Vi kan ikke samles så mange mennesker. Det er ikke godt for os.

Da jeg var på Jellingfestivalen som præst erfarede jeg noget andet. Nemlig at det er godt for mennesker at være der! Til musik og fest sammen. Lad mig fortælle:
Jeg stod i min gule vest med rygmærket PRÆST. Jeg stod til koncert med Queen. Så bliver det ikke meget større – nå ja det skulle da lige være, hvis Freddy Mercury stadig var med! Jeg holdt min telefon i hånden, så jeg kunne mærke, hvis den vibrerede. Det gjorde den – selvfølgelig i starten af koncerten nåede jeg lige at tænke, før jeg gik til mit mødested. Og her var en pige, der var bundløst ulykkelig. Over livet og kærester og alt det der komplet umulige med kærligheden. Så det gav god mening, at jeg måtte forlade Queen til fordel for hende. Sammen med hende var en anden pige. Hun støttede hende – snakkede med hende – holdt om hende – hun blev der hele tiden.
Først langt henne i samtalen og da koncerten med Queen var slut, da kom jeg til at spørge til hende, der hjalp den ulykkelige pige. Og så fortalte hun: ”Jeg kender ikke den ulykkelige pige. Jeg har bare købt en dagsbillet ene og alene for at høre Queen – det har jeg altid drømt om. Men jeg kunne jo ikke lade denne ulykkelige pige i stikken – nu da hendes såkaldte venner har gjort det!”

Jeg blev helt stille.

Midt i dette kaos af musik og støj og mennesker og alt det som Jelling oser af – dér mødte jeg denne pige, der ofrede sin tid og sin drømmekoncert for at sidde ved en vildt fremmed ulykkelig pige. Og bare være der. Holde af og holde om.

Musik handler om at samle mennesker. Musik handler om at give mennesker et mødested. Musik handler om at stå og synge sammen. Bare få lov at være lille mig. Sammen og hver for sig. Musik handler om forventninger og minder. Det handler om at sætte ord og toner på livets tilskikkelser.

MEN i år bliver det ingen Jellingfestival. Gad vide, om der bliver nogle frisører, caféer, restauranter, musikfestivaler tilbage på den anden side? 31. august. 10. maj. Det er som en EVIGHED. Vi kan kun håbe, at vi møder et menneske eller to som hende pigen på Jellingfestivalen – hende, der hjalp den ulykkelige pige. Hun satte sig selv til side for at hjælpe en anden!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 25


Så blev det den femogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Er du en solfanger?

Sådan én, der suger solens stråler og varme til dig. Lader dem varme sjælen og lyse op i sindet?
Er du en solfanger – sådan i Benny Andersens perspektiv. Sådan én, der langsomt begynder at forstå, at Alt og Intet er os givet. Alt og Intet
I så fald har du gode vilkår netop nu. For forårssolen skinner til den store guldmedalje og Benny Andersens underfundige ord kiler sig ind og giver mere og mere mening. Alt og Intet er os givet.

Givet. 

Dette helt centrale og meget underspillede ord. Givet. Det er os givet. Det kommer til os – udefra. Det er udenfor rettigheder og krav. Det er udenfor fortjeneste og ihærdighed. Det er på trods af istappen, som jeg holder kold. Det maksimale jeg kan præstere er at træne mig til at ligne et skellet. Ja, skal jeg selv sige det, så er der ikke meget tegn på liv.

MEN Alt og Intet er os givet. Sådan lever vi til fulde nu. Og sådan levede apostlen Paulus. Han var en kendt og berygtet forfølger af de allerførste kristne. Paulus søgte til overmål at forfølge Guds kirke og udrydde de kristne. Af alle mennesker så er det ham, kristendomsforfølgeren der bliver stoppet midt på sin vej af forårssolens stråler og Guds varme ord. Med bud om, at netop han Paulus var givet Alt og Intet og derfor skulle gå ud og fortælle om Jesus Kristus som Guds Søn. 

Den havde de så ikke lige set komme. De kristne. Det var ovenikøbet ”lidt” svært at tro på og at acceptere! Kunne Gud ikke have udvalgt en anden mand eller kvinde til dette? Hvorfor vælger Gud altid ”de forkerte” – som nu dengang med Abraham (dag 10 + dag 11). Men den forkerte skal bringe bud om at Alt og Intet er os givet til alle de ”forkerte”. Hedninge, der jo netop ikke var jøder. De blev nu rigtige. Ikke fordi de havde fortjent det. Ikke fordi de havde trænet sig til at ligne et skellet. Ikke fordi de havde smeltet istappen med deres varme. Nej, fordi i Guds univers er Alt og Intet netop givet. 

Den forkerte (= Paulus) sendes med bud til de forkerte (= hedningene). Og dermed vendes begreberne på hovedet og intet menneske skal længere kunne kaldes forkert i Guds forårssols lys. Nej, ethvert menneske er ”rigtigt menneske” netop ved at være kendetegnet af, at i livet der er Alt og Intet givet. Og når det er sådan, så kan vi kun af hjertet sige tak for hver en solstråle og hvert et strejf af varme. Og jer, der er så heldige at mærke forårssolen varme sjælen og lyse sindet, I sendes som Paulus ad andre veje end I havde troet og tænkt. I sendes med bud om tro, håb og kærlighed til hvert et menneske, som er grebet af tunge tanker, hvis sind er mørkt og hvor lyset stoppes af angstens dør. Bank på – lys op – varm.
For Alt og Intet er os givet. Sådan lever vi til fulde nu. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 24


Så blev det den fireogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Det er Palmesøndag. En særdeles flot udgave af slagsen. Det kunne godt give lidt mod på tilværelsen og livet!

Det er Palmesøndags kendetegn. At kikke frem – samtidig med at man kikker tilbage mens man lever i nuet. En såkaldt ”tre-i-én”. Lidt multitasking. Eller lidt ”sådan-er-livet-altid-agtigt”. At du lever netop nu. At du gør det i håb om det næste øjeblik rummer noget godt til dig og os. At du gør det på baggrund af den vej du er gået, de erfaringer du har samlet op, de mærker livet har sat på dig, de glæder der varmer.

Palmesøndag rummer Jesus det hele. Han ridder på æslet netop nu – netop nu hylder folk ham med palmegrene og hurraråb. Det gør de på baggrund af Jesu historie de sidste tre år. Det de har hørt, set, undret sig over, blevet overrasket over, blevet vendt om som mennesker af. De står og hylder ham for hans fortid. Nu. Og håber, at det bringer noget med sig i det kommende. I fremtiden. Den helt nære. Eller på længere sigt. Men vi mennesker er mest til det helt nære perspektiv. Spørg bare en politiker. 

Men de lever i nuet. Nuet er fyldt af forventningerne for fremtiden og historierne fra fortiden. De matrikulerer sig ind i livet netop nu i denne skikkelse på et æsel på vej ind i Jerusalem. Og han tør være i nuet. Give nuet indhold, mening, dybde. Uden at lade fremtiden kaste skygger. For det kan den ellers nok. Forræderi, skuffelse, ensomhed, tortur. Afmagt. 

Måske er det afmagten, vi kender bedst. Lige nu. Ikke kun som fremtidigt element. Nej, som faktor på denne solbeskinnet Palmesøndag. Afmagt overfor Corona. Og usikkerhed om dens egenskaber og konsekvenser.

I grunden er det ikke noget nyt, som bringes på banen. Afmagt. Usikkerhed. Det træder bare så markant frem. Afmagt – usikkerhed begge helt grundlæggende sider af et menneskes liv. I hvert fald efter teenageårene! Eller måske er det bare først efter dem, at man tør indrømme det. Afmagten. Usikkerheden. Og mange har drømt om at afskaffe dem – trylle dem væk. Nogen har brugt Guds navn til det. Sagt at I ham gives al magt og al sikkerhed. Men det lyder lidt hult lige nu. I Coronaland. Lige som det har lydt hult i Auschwitzland eller i skyttegravene i 1. Verdenskrig eller i gummibådene på Middelhavet. 

Nej, Gud er ikke én der skal udfylde vores huller. Når livet ikke går op. Når vi møder noget vi ikke forstår. Gud fylder ikke huller.

Gud fylder liv. Hele livet. Midt i livet. Menneskers liv.  Gud fylder menneskers liv med perspektiv! Når du står i afmagt og usikkerhed – og med dig selv ved, at du ikke kan ændre det, ja så mødes du af Guds perspektiv: at du i den afmagt og usikkerhed ikke er alene. At selv afmægtige og usikre mennesker kan løfte deres blik og se hinanden. NU. Og sammen gå ind i dagen i morgen. Gud giver os lov til at være mennesker. Måske vifte med palmegrene for hinanden. For sundhedspersonalet. Fylde gaderne med hurraråb. I dag. Selvom vi ikke ved, hvad der kommer i morgen. Alligevel – lad os vifte med grene og lade råbene gjalde som en hyldest til al fælles kamp ind i afmagten og usikkerhedens land. NU!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 23

 
Så blev det den treogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Vi er ikke i krig. Ingen sømænd behøver at dø. Men hvis vi ikke handler nu, så svigter vi vores mest værdifulde ressource, nemlig besætningen, skrev Brett Crozier. Han er ikke hvem-som-helst. Han er nu forhenværende kaptajn på det amerikanske hangarskib USS Theodore Roosevelt.

Forhenværende fordi han så indtrængende appelerede til som kaptajn og chef at måtte hjælpe sit mandskab ud af et eskalerende Coronaudbrud. Og sende dem i karantæne på land. I krigstid, skrev Crozier, ville han fortsætte tjenesten: - Men eftersom vi ikke er i krig, så kan vi ikke tillade, at en eneste matros går unødigt tabt på grund af denne pandemi.

Den fungerende flådeminister var ikke enig. Og derfor løste han Brett Crozier fra kommandoen over hangarskibet. Begrundelsen var, at han lod følelser for mandskabet vægte i sit arbejde. Da Brett Crozier forlader hangarskibet ad landgangsbroen sker det i overværelse af de 5000 besætningsmedlemmer. De hylder ham med råb og klap – et øjeblik, der nu via sociale medier har spredt sig som Coronavirussen. 


Besætningen på USS Theodore Roosevelt siger: Kaptajn Crozier har vores fulde tillid og loyalitet. Besætningen vil med kort varsel sejle med ham fremover!

Kaptajn Crozier ”tog en for holdet”. Han så sig som del af besætningsfællesskabet, han ved at et hangarskib er et minisamfund, der er dybt afhængig af, at den enkelte vil yde en 100% indsats for den fælles opgave. Netop deri peger hans fortælling videre ud over rælingen på hangarskibet. En kaptajn er nok chef og autoritet. Men den fungerer kun i en ”tjeners skikkelse”. Den fungerer kun i anerkendelse og respekt. Ikke en autoritær respekt, nej en menneskelig respekt, der kan få et besætningsmedlem på et hangarskib til at give alt for det fælles – eller en sundhedsansat i en Coronatid til at give alt for det fælles sygehusvæsen.

Jesus fortalte dem en lignelse: Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det. Og Jesus kikkede på farisæerne, de skriftkloge og flådeministeren. Gad vide, om han fik svar? For Jesus siger så indlysende som kun han kan gøre det – selv om det tilsyneladende IKKE er så entydigt: ”ethvert menneske er vigtigt!”

Ja, det er et Guds barn. Det er bare så ufatteligt svært at forholde sig til for tiden! Her, hvor så mange er udsatte og skrøbelige. Hvordan hjælper vi? Og hvem? Det er her, at vi bliver spændt ud mellem flådeministeren og kaptajn Brett Crozier. Eller mellem 1 får og de 99.
Eller ………………….. hvad tænker du?
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 22


Så blev det den toogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Det var alvor i går. For der stod mere på spil end risiko for smitte. Der var noget helt grundlæggende på spil: Vores selvforståelse som mennesker og vores forståelse af det med Gud, kirke og sammenhæng.

Derfor var det eneste rigtige det, som blev resultatet. At institutionen kirke ikke går forud for mennesker. Ja, at alt det vi samles om hver gang i Mølholm kirke netop kun har mennesket og menneskets liv som centrum. Set i Guds lys. Det er en solidaritet med hinanden som mennesker, der er på spil. Så grundlæggende som Jesus selv forfægter den igen og igen.

Vi møder den i lignelsen om Den fortabte søn (eller De to fortabte sønner!) om sønnen, der drager ud i verden og kapper alle bånd. Men hans far fastholder sit bånd og står med åbne arme. Eller i lignelsen om Arbejderne i vingården, hvor enhver får en dagløn (= deres behov) selvom nogle bliver sure (”bliver dit øje ondt, fordi jeg er god?”). Eller i Den barmhjertige samaritaner (se dag 15, 18, 21) eller i lignelsen om Farisæeren og tolderen i templet. Her, hvor den ene stillede sig selvretfærdig frem og rettede sin tak til Gud – for at han ikke var som andre mennesker: røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som tolderen der! Tolderen stod ydmygt længere ned i templet med blikket sænket ned i gulvet: ”hjælp mig i min nød!” Eller som lignelsen om Den gældbundne tjener, der fik meget tilgivet men ikke selv ville eftergive lidt.

Som Jesus fortæller, sådan lever han.

Derfor går han selv til de mennesker, som andre lukker ude i foragt – eller som har lukket sig selv ude i selvforagt. Han sidder til bords med syndere og toldere, han spiser med Zakæus (se dag 18), han lader sig overtale af den hedenske kvinde, der blot ønsker smulerne, som hundene ikke spiser, han dømmer ikke kvinden, som mændene ville stene (se dag 1), han lader kvinderne med de små børn komme til ham (”det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”).

Eller vi kan sige det med andre ord: Jesu nærhed til Gud består i nærheden til de andre. Hans frihed som mennesket består i ikke at ville sig selv. Jesus beror så dybt i Gud, så uforbeholdent at han helt fundamentalt og fordringsløst kun er der for andre. Og som sådan er Jesus Guds udtryk!

Der er overensstemmelse mellem ord og handling.

Det er denne indholdsmæssige bestemmelse, som vi som Folkekirke var ved at sætte over styr i går. ELLER som nogen forsøgte at negligere værdien og betydningen af. Der var en solidaritet, en forståelse, en samhørighed, et fællesskab på spil. Vi ville have mistet overensstemmelsen mellem forkyndelse og handling. Vi ville have mistet vores forståelse af det med at være menneske og menneskelig.

Nu har vi muligheden for også på denne toogtyvende dag at glæde os over at vi til stadighed må kæmpe med at være mennesker sammen på trods af Corona og alt det kaos, der følger med den. Men vi er stadig mennesker og bliver kaldt til at være menneskelige.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 21

 
Så blev det den enogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Nu er det ALVOR!

I mandags udtalte statsministeren: 

”Hvis vi danskere i de næste to uger, henover påsken, fortsætter med at stå sammen ved at holde afstand ………….” og hun fortsatte: ”Jeg vil også være ærlig og sige, at hvis vi ikke lykkes de næste to uger – hvis tallene stiger voldsomt, og vi kan se danskerne begynde at samle sig uden at holde afstand – så kan vi ikke åbne Danmark stille og roligt op igen.«

I går onsdag udtalte udenrigsministeren: ”Jeg understreger bare, at vi er i den indledende fase af en ret alvorlig pandemi. Vi er på vej op ad bjerget. Vi står ved foden uden at vide, hvornår det topper.” 

Samtidig udsendte kirkeministeren en pressemeddelelse: ” Det ville være smerteligt, hvis alle kirker skulle holde lukket i påsken uden nogen form for kirkelig markering. Derfor arbejder regeringen nu på en løsning, så vi også i kirken kan fejre påske inden for en ansvarlig ramme ”

Det hænger IKKE SAMMEN!

Sådan lød det også fra Jesus. Og han kikkede rundt blandt de ledende farisæere: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?"

Dermed siger Jesus, at menneskeliv står over helligdagen. Ja endnu mere, Jesus siger her og gennem hele sit liv, at Guds vilje og mål og kærlighed netop har mennesket som fokus. Og ikke en regel om, at man skal gøre dette eller hint af hensyn til ham. Tydeligt også i lignelsen om Den barmhjertige sameritaner. Her går både præsten og kirketjeneren forbi den overfaldne, fordi de af hensyn til renhedsregler ved templet ikke må udsætte sig selv for urenhed. Men den forkerte gør det rigtige. Og hjælper.

Derfor bryder Jesus også sabbatten og helbreder den mand, der var ramt af vand i kroppen (Luk. 6)

Tilbage til Coronakrisen. 

Min gode kollega i Jelling, Kristian Bøcker skriver: ”Jeg er præst og jeg holder umådelig meget af at fejre gudstjeneste i kirken – ikke mindst en dag som påskedag. Og jeg savner det som så mange andre. Men jeg kan da virkelig ikke forstå, at ellers besindige folk nu måske vil åbne for, at der holdes gudstjeneste i kirken påskedag, når enhver ved, at det endog meget vel kan gå hen og blive farligt – uanset hvor meget afstand man holder i kirken. Vil man så virkelig sætte især ældre kirkegængeres helbred på spil foruden alle andre kirkegængere og betjeningens? Har man ikke hørt efter, når landets statsminister og landets øverste sundhedsmyndigheder har bedt os om at bryde smittekæderne? Tror man, at fordi det handler om Gud og tro og glæde ved gudstjenesten, så har man en særlig ret til at presse sine behov igennem?

Burde ikke netop gode kristne mennesker holde sig tilbage og tænke på almenvellet lige nu? Eller tænke på alle dem, der virkelig må savne enhver kontakt til andre? Eller på dem, der måske mister hus og hjem ved alt dette her? Kunne man så ikke – var jeg lige ved at sige – være så voksen, at man kan udholde sit savn!”

Og nu tager jeg, Erik Steen selv lige ordet igen. Jeg har gennem disse Dagens hilsen fra præsten skrevet en del om afsavn og mangel på menneskeligt fællesskab. Men jeg har aldrig forestillet mig, at vi som folkekirke skulle bringe hinanden i den situation, at vi kan blive smittecentral for Coronavirus. 

Jeg vil drømme om og elske at være tilbage i Mølholm kirke og kunne være fælles. MEN det bliver nødt til at vente! Vi må stå sammen ved at holde afstand.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 20

 
Så blev det den tyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
”Står den der stadig?”
Kirken.
 
Tja ……………. jeg har lige kikket efter – for at sikre mig. Og jo, det gør den. Den står, hvor vi efterlod den, da vi lukkede ned og gik hjem. Lidt uberørt af byens travlhed. Gad vide, hvad der ville ske, hvis nu karantænen varede i 100 år. Ligesom i Tornerose. Og bøgeskoven voksede op og skjulte kirken så man først fandt den ved et tilfælde igen om 100 år. Ville folk i Mølholm så undre sig over dette underlige hus? Ville deres liv være anderledes? Ville de mangle noget? Ville de være gladere? Eller ville de være ligeglade!
 
Mølholm kirke blev indviet i 1952. Vinding kirke i ca. 1150 år. De står der begge stadig – det er som slægternes fodtrin lyder mod os op igennem glemte år. Slægterne der gik før os. Vores rødder. Ikke kun tornehækkens rødder. Eller bøgehækkens. Nej, vores rødder. De mennesker, der gik foran os. Beredte vejen for os. Kæmpede med at opbygge Vinding og Mølholm og Vejle med skoler og veje og ja, kirker og kirkegårde.
Kirkerne er her stadig. Der bor stadig mennesker heromkring. Selvom vi alle holder os lidt mere for os selv for tiden. For der er sket noget med os. Det gør der altid! Og dette ”noget” det sætter spor i os. Ikke kun slægternes fodspor, nej tidens og tilværrelsens fodspor. 
 
Vi bliver ændret!
 
Som mennesker. Som kirke!
I gamle dage gik man ”op til kirken” som det særlige sted. Her var ramme og indhold, her kunne mennesker hente det gode liv og bringe det med ud i verden. Det er som en pakke, leveret af Gud. Og vi bragte den med hjem og pakkede den ud. Vi kender billedet fra gamle film, de ”gode gamle dage”, hvor et menneke trygt kunne hvile i det givne.
I dag er det anderledes. Det er sket ad et par gange. I ryk. Eller glidende. Uden at det gamle helt er forsvundet. Det har bare taget nye former, nye ord. Men det HAR ændret sig. Fordi mennesker er blevet ændret. 
 
Vi tænker over tingene!
 
Det har vi lært gennem mange år. Vi hylder det som et ideal i folkeskolen. Vi gør det selv. Tænker over tingene. Når statsministeren holder endnu en alvorlig tale om Corona, så siger ingen af os: ”Hun er statsminister – så har hun ret.” I stedet så siger vi: ”Det lyder rigtigt, det lyder slemt – vi gør som hun siger!” Det er helt naturligt for os. Det er en måde at leve på. Ja, vi bruger ikke meget krudt på, at det har rødder tilbage til filosoffen Kant: ”……….. selv når jeg tænker det helt store ……………. så er det dog mig, der tænker det ………”. Sådan skrev Kant.
 
Den måde at tænke og leve på ændrer meget!
Vi får et stort ansvar. Vi bliver mere ensomme. Vi skal bære meningen af os selv. Vi skal gøre op med os selv, om hvad kirken egentlig står for. Og kirken viser bare tilbage på dig selv, så du kan overtage dit eget liv.
MEN det fungerede ikke!
Det enkelte menneske tog jo ikke ansvar. Det så vi endegyldigt i 2. Verdenskrig. Mennesket kom til kort. Vi er begrænsede.
 
Derfor er vi et nyt sted i dag. Vi er afhængige. 
 
Det afsløres til fulde i disse Coronatider. Begrænsede og afhængige. Og nu bliver kirken et anderledes rum. Et generøst rum, hvor vi kan tage verden med ind. Tidligere hentede mennesker Gud ud i verden. Nu bringer vi verden ind i det generøse rum. Der hvor vi kan komme på trods af, at vi er begrænsede, her hvor vi kan få lov at vise, at vi er afhængige. Netop det begrænsede liv rummes som det gyldige liv. Vi skal ikke magte alt. Vi er ikke Gud. Vi er mennesker. 
 
Her sætter kirken perspektiv for mennesker og for samfund. Ja samfund er jo blot mennesker, der er gået sammen om det fælles. For vi er afhængige. Og perspektivet er samhørrigheden!
Det perspektiv kan vi følge i vores indsats mod Corona og for menneskers liv. Samhørrighed.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 19

 
Så blev det den nittende dag.
 
Et strejf af håb.
Det ramte os i går. 
 
Tankevækkende, for det meste af statsministerens tale i går mandag var én lang påmindelse om at fortsætte, holde ud for at holde af. Og ganske kort formulerede hun håbet om, at der måske kan ses frem til gradvis op lukning.
Og det er det, som vi husker. Håbet.
Det er der noget livsbekræftende i. Det er der noget utroligt stærkt i. At håbet får lov at spire frem gennem alle formaninger. Lidt som mælkebøtten, der kan mase sig vej op gennem asfalt og fliser. Fordi den vil op i lyset.
Der er ellers asfalt nok hældt ud over os lige nu. Og mangler vi lidt mørke, ja så kan vi jo bare kikke rundt i verden omkring os. Det er helt ubegribeligt, at sådan en lille virus kan lave alt det! Det er som naturen rammer os. Og forsøger at fjerne kulturen fra os, tage alt det medmenneskelige og tillærte fra os – hive os tilbage til naturens instinkter. Ja, det er selvfølgelig lidt svært det med naturen her i en grøn omstillingstid, for nu bliver naturen forherliget. Men – for der er et men. Det viste Lars von Trier os i filmen Antichrist (og NEJ, dette er ikke en anbefaling om at se den ……….. den er meget grænseoverskridende og vildt hård at se!!!!). I filmen siger den navnløse kvindelige hovedrolle: ”naturen er Satans kirke!” Det er det, som Lars von Trier skildrer: jo mere vi bevæger væk fra kulturen og ind i naturens univers, så bevæger vi os ind på selvopretholdelsens univers, ind på instinkternes gebet og væk fra udblik og overblik og blik for andre. Det bliver et mørkt univers. Men det er svært – utrolig svært at være i. 
 
Det er det, som bringes ind i vores stuer rundt omkring fra i verden. Hvordan kulturen og menneskene sættes under pres! MEN det er forrygende at høre om og se i TV, hvordan mennesker knokler som gale for at kæmpe sammen mod den lille virus og mod det kulturelle nedbrud. Der er så mange mennesker, der ikke bare ”går ind i Satans kirke” og lader andre bag sig.
Det giver håb.
Det håb, som statsministeren også gav sin brik til i går. At vi fælles kan stå dette igennem. At det gør en forskel. At vi kan forblive mennesker og menneskelige ind i dette og gennem dette og tage det med ud på den anden side.
Det vil vi glæde os over!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 18

 
Så blev det den attende dag. 
Da jeg var yngre, da drømte jeg om at blive 18 år. Jeg tænkte, at det måtte være hele livet, der åbnede sig for mig. Og jeg tog mit lastbilkørekort. Det var drømmen. Som en cowboy at kunne ride ud på de lange landeveje og bare være mig selv. Trone højt oppe over vejen med frit udsyn – nyde friheden. 18 års grænsen var magisk, den var en port ind til et liv som voksen med masser af muligheder. Selvom de folk på 25 år virkede noget gamle og satte. ”Gad vide,” tænkte jeg, ”gad vide, om der er liv på den anden side af de 25?”
Siden har jeg revideret mit spørgsmål flere gange. Til dels af nødvendighed. Men også fordi jeg har erfaret mere og mere om det med livet. En erfaring som jeg ikke bare kan transformere ind i mine konfirmanders univers som deres viden og base. Nej, de må selv gå vejen! De behøver ikke gå den alene. Men de skal selv erfare værdier og holdninger i deres liv. Så de netop bliver deres.
 
Man kan se det samme i TV-programmet ”Alene i vildmarken”. Drømmen om at komme ud helt for sig selv! Idealet om at kunne klare sig alene i naturen, bare leve af den og med den og i den. De har samme gå-på-mod som jeg havde som 18 årig. Og derude i vildmarken erfarer de det samme, som jeg har mødt. At der hører mennesker til i mit liv. Både privat og personligt og arbejdsmæssigt. Det er ikke nok at sidde og læse alene. Der skal mennesker til i et fællesskab. Til samtale, til dialog, til hygge, til trøst – ja eller bare til stilhed. Bare underligt, at de er så forskellige fra mig! De andre. De vil nogen gange tale, når jeg vil tie. De vil nogen gange ………………… ja, du kender det måske?
 
Ude i ”Alene i vildmarken” bliver det mere og mere tydeligt, at nok kan de håndtere både sav og fiskenet og bål, men savnet efter nogen at snakke med – behøver ikke være kæreste eller familie – bare én, man kan møde på en gåtur i byen – men netop savnet efter nogen at snakke med, spejle sig i, forholde sig til ………. ja eller være uenig med, det savn rammer dem hårdt. Og det lærer dem noget om sig selv. Om at være dem som menneske. 
 
Måske er det der, at vi er nu? I et Coronaramt Mølholm.
 
På denne attende dag. Nået dertil, at vi på den hårde måde lærer om os selv og hinanden. Men vi lærer også noget om, hvordan andre har det!
”Lige nu længes vi alle efter det, nogle altid mangler!”
Sådan lyder det fra Kirkens Korshærs chef, Helle Christiansen. Der er nogen, der altid mangler det fællesskab og den nærhed og den omsorg, ja de kram og knus, som vi savner netop nu.
 
Zakæus vidste ikke, at han manglede det. Han var overtolder og rig. Sad der ved byporten til Jeriko og indkrævede told til besættelsesmagten Rom. Og ”kom til” at kræve lidt for meget og gemte det til sig selv. Stort hus, hegn omkring måske. Men ikke så velanset. Ikke socialt samlingspunkt. Tilmed ikke så høj, måske også lidt tyk? Da Jesus kom til Jeriko, ville Zakæus høre ham. Butikken var der alligevel ikke kunder i (det kender vi godt!). Folk stimlede sammen og holdt helt ”tilfældigt” Zakæus væk fra Jesus. Men han var snu, gik foran, rundt om og kravlede op i et træ. Sad der og lyttede og selvfølgelig stillede Jesus sig nedenunder træet og fortalte. Måske om Den barmhjertige sameritaner eller Arbejderne i vingården eller Den fortabte søn eller ………….
Pludselig lød det: ”Zakæus, kom ned. For i dag skal jeg være gæst i dit hus!”
Jesus på besøg hos den forkerte. Skulle have været hos de rigtige. Men Jesus vælger altid anderledes, går altid foran, er altid i bevægelse. Gud er ikke sådan at holde fast i vores forestillinger. Han overskrider grænser, han går til mennesker, han tør være der, hvor ingen andre vil. Det virker som om, at han kender til grundfølelsen af at være 18 år og langsomt opdage, hvad det vil sige at være et menneske. 
Og Zakæus kommer ud til de råbende folk: ”Jeg giver ½ til de fattige – og ”hvis” jeg har presset penge fra nogen, så betaler jeg det firdobbelt tilbage!”
 
Nu er spørgsmålet:
Får Zakæus lov at vende tilbage til fællesskabet i byen?
Lukker de andre Zakæus ind igen?
Giver de ham lov?
Tilgiver de ham?
Eller giver de ham ”som fortjent”?
Hvordan bliver vores vej i Mølholm tilbage til det fælles ………………… når vi engang får lov – på den anden side af Coronakrisen?
For det er jo ikke kun økonomien vi skal åbne igen.
Det er også menneskene!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 17

 
Så blev det den syttende dag. I dag er det SØNDAG. Og Mølholm kirkes klokke ringer til gudstjeneste og flaget vejrer i vinden som en synlig protest og trods. Måske er det en idé til os alle i Mølholm: at vi flager hver søndag som vores hilsen til hinanden i fællesskab mod Corona?
 
Søndagen hedder Mariæ Bebudelse. Helt tilfældigt ligger den ni måneder før jul. Søndagen bebuder noget, der kommer, noget som er, og noget som var. Der var en kvinde med drømme og håb og længsler. Nu er hun en kommende mor. Og der kommer et barn om ni måneder. 
 
Det er sådan, vi lever nu.
Der er noget som er. Der er noget, vi håber kommer. Der er noget, som var. 
 
Der er en Coronakrise. Der er en nedlukning af det fælles, af kontakter, af berøring. Vi er nødt til at leve uden berøring, krammere, knusere, håndtryk. Men hvor længe kan et menneske leve foruden at nogen vil række ud efter det …………… og røre det?
Derfor håber vi. Af indre nødvendighed, af menneskelig indestængt trang til at række ud – eller til at blive rakt ud efter. Vi håber, at der kommer en tid, hvor vi igen kan røre og blive berørt. 
Der var en tid, hvor vi måtte. Men gjorde vi det? Og gjorde vi det nok? Turde vi gøre os sårbare, skrøbelige, udsatte, turde vi satse os selv? Det spørgsmål rejser sig. For vi havde muligheden. Der var et vindue åbent. Og det var kun delvist, at vi turde række ud gennem dét og efter hinanden.
 
Det er vores livs vilkår. At vi kommer til kort. At vi lever i det. At vi håber på nye muligheder.
 
For Maria, Jesu mor, der er fortællingen, at hun bliver grebet og kaldet. Hun bliver grebet på sin vej som ung kvinde, og hun bliver kaldet til at lægge krop til liv. Der skal altid være krop med. Det erfarer vi for tiden. Og Gud handlede derefter. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Derfor kan der rækkes ud, derfor kan vi røre, derfor kan vi berøres. Og Maria lader sig røre, hun lader sig gribe, hun lader sig kalde. Altid udefra, som noget der møder os udefra og til liv. Aldrig af egen kraft, ikke af os selv. Nej, vi lever af, at der rækkes ind i vores liv, at Gud rækker ud over sig selv, at du som mit medmenneske rækker ud over dig selv. Og ind i mit liv.
 
Maria hviler i dette. At være grebet og kaldet. Hun kan være menneske ved at give livet krop og rum. At give det videre. Og derfor bryder hun ud i lovsang. Det handler om vinklen vi ser tingene fra. Det handler om fokus. Om Maria ser al sit liv og alle sine drømme og alle sine håb svinde væk. Eller om hun ser på det med taknemmelighed, som en velsignelse. Og bryder ud i lovsang.
 
For os handler det også om vinklen og fokus. 
 
Om vi tør holde fokus på vores opgave – at være muligheden for de andres liv. Ved ikke at bære smitte videre. Om vi magter at holde vinklen rettet mod håbet om kommende muligheder! Måske er de muligheder nogen, der kommer allerede i dag. Måske skal vi turde gribe dem, ligesom Maria gjorde det!
Gribe dem i al deres anderledeshed – tage dem til os – give dem nye former og ny krop.
Og hejse et flag som symbol derpå!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 16

 
Så blev det den sekstende dag.
Solen skinner stadig. Himlen er blå. Mølholm virker stille og rolig. Men ind over os kommer historierne i små dryp. Historier om menneskeskæbner og –forhold, som vi helst ikke tror eller ønsker. Tanken om, at jeg ikke kan sidde ved et nært menneskes dødsleje. Den er svær. Normalt vil vi sige, at det er svært at skulle sidde der, være der – ved dødslejet. Nu er det tanken om, at vi ikke MÅ, der fylder.
 
Det er så meningsløst. Løst fra al mening. Hvordan er det kommet dertil. At livet tegner løst fra mening. Tja, du kan finde mange fortolkninger på nettet, du kan få mange meldinger fra mennesker omkring dig, nogle mere vilde fortolkninger og meldinger end andre.
Sådan har det altid været.
Bibelen er fuld af fortolkninger og meldinger i forhold til menneskers liv. Og det onde. Eller det meningsløse. Lige siden vi mennesker har taget ordet i vores mund, ja der har vi forsøgt at bruge ordene til at forholde os til livets tilskikkelser. Specielt de mere alvorlige. Og vi finde alle – ja eller næsten alle fortolkninger i bibelen. At Gud står bag det onde. At Gud tillader det onde. At Gud står bag det gode og Satan bag det onde. At det onde er ”herreløst”og bare skyldes sig selv, ja, at det dermed er alle forklaringers opløsning. At der ikke gives en forklaring! 
 
Jeg har i de 15 første dages ”hilsen fra præsten” taget afsæt i Gammel Testamente med enkelte indblik ind i det Nye Testamente. Det er med fuldt overlæg, for jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at Coronakrisen har ”evigheden” som horisont = det kommer til at tage sin tid. For det første. For det andet fordi der er en bevægelse indlagt fra Gammel til Ny. Det gamle blev først gammelt, da der kom noget nyt til!
Vi kan sætte to hovedlinier over dette:
For det første: Gud vil ikke være Gud uden sit menneske!
For det andet: Mennesket er altid i liv og død omsluttet af Gud. 
 
Der er en konstant i dette – og der er en bevægelse. Gud vil EET – og bevæger sig derfor! For hvis han ikke gjorde, så kunne han ikke række ud efter mennesket. Gud bevæger sig, ja forandrer sig gennem historien i forhold til, hvordan mennesket reagerer – for at kunne forblive den samme: GUD FOR MENNESKET.
 
De 800 sider i Gammel Testamente handler om, hvordan Gud udskiller det onde fra sig og lader det ligge ved siden af sig som det, han ikke vil (= Noas ark: ”jeg vil aldrig mere søge at udrydde alt ondt som med syndfloden for så er det onde der stadig! Nej jeg opretter min levende pagt mellem jer og mig!). Først når vi har forstået det, kan vi forstå det Nye Testamente.
Her kan vi i Lukasevangeliet kap. 13 læse om katastrofen med det væltede tårn i Siloa og de dræbte. Der siger Jesus: ”Nogen siger, at ulykken med tårnet og de dræbte mennesker skyldes, at det var Guds straf over dem. Jeg siger jer: Nej, de var ikke mere skyldige end andre!” Her bliver det tydeligt, at Jesus arbejder med ”at lade nåde gå for ret” i stedet for noget for noget.
Det onde er ikke Guds straf. Ja, Søren Kierkegaard siger det således: ”Enhver forklaring af det onde er en bortforklaring.”
Guds forhold til mennesket er derimod at lade nåde gå for ret. Det er tilgivelsens univers. Det er befrielsens gave. Det er bamhjertighedens blik. Gud åbner et rum for os, hvor vi kan være og leve i – ja være mennesker i uden at skulle frygte underlige magter eller Gud selv.
 
Se, det er også en fortolkning! Men det er en tolkning, hvor jeg som menneske kan få lov at være menneske. Og det betyder at kunne leve i det meningsløse. At vi må have lov at lade det meningsløse være meningsløst. Der er INGENmening med, at jeg ikke må sidde ved siden af min kæres dødsleje.
 
Det betyder IKKE, at vi accepterer det meningsløse. Tværtimod, så vil vi tale det kraftigt imod. For det er forkert, at vi ikke kan få lov at sidde der. Det er forkert, at vi ikke kan give hinanden en trøstende krammer. Det er forkert, at vi ikke må samles til fælles måltider – heller ikke ved alterbordet i Mølholm kirke. Det er derfor, at vi af alt magt vendes ud mod det fælles: for at løse det, der binder os lige nu. Det er OS, der skal gøre det.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 15

 
Så blev det den femtende dag.
”Det hårdeste er uvisheden!” – sådan fortæller soldater fra Jægerkorpset om den hårdeste udfordring i deres optagelsesprøve. Måske har du set TV-udsendelser om netop Jægerkorpset og vejen ind i det? Umiddelbart synes der at være mange hårde udfordringer. Men den, der fremkaldte udtalelsen ”Det hårdeste er uvisheden!” er en stroppetur med fuld oppakning, vækket midt om natten og så ellers bare ud at gå. Uden på noget tidspunkt at vide, hvornår man er i mål. Bare at skulle blive ved ………….. 
 
Det hårdeste er uvisheden. 
 
Det er den, som vi lever i nu. Alle sammen. For vi ved ikke, hvornår restriktionerne bliver hævet. Og vi har alle en mening om det – vi har alle holdninger. Men vi ved ikke noget. Uvisheden hersker.
 
Det er i den sammenhæng, at Jesus fortæller lignelsen om Den Barmhjertige Sameritaner. En mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at sikre sig selv.” Hold loven – hvad læser du der?” Og manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl, styrke og af hele dit sind. Og din næste som dig selv.”
 
Hold loven. I går hørte vi om Moses og loven. Og lige siden ørkenvandringen har loven lagt en definerende ramme ned for menneskers liv – både overfor hinanden og overfor Gud. Men vi oplever også usikkerheden ved loven: ”hvornår har jeg gjort nok – det rigtige – det fulde – det hele?” Det er grundlæggende den usikkerhed, som Jesus taler ind i. Både i fortællingen om Den Barmhjertige Sameritaner og i hele sit virke og liv. I lignelsen følger vi fortællingen om, at det er den forkerte, der gør det rigtige. Nemlig ikke sikrer sig selv men bliver en næste for den overfaldne. I hele Jesus virke og liv følger vi samme tråd. Det handler ikke om med loven i hånden og ryggen at sikre sig selv. Det handler om at være sat fri til at skænke liv. Dybest set bliver loven opfyldt af kærligheden – ja faktisk før loven er nødvendig og udtalt hører kærligheden hjemme. 
 
Det fjerner ikke uvisheden! Det giver i grunden ikke større sikkerhed! 
 
For dig selv. Men det er heller ikke dig, der er i centrum. Det er det menneske du kikker på – og som du bliver en næste for! Midt ind i al uvished.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 14

 
Så blev det den fjortende dag. Vi er ligesom gledet ind i en uendelig række af dage. De bare følger hinanden i en særegen uvirkelighed. Dag 14 er én dag med end dag 13. Men alting er stadig stille og tomt. Som en ørkenvandring. 
Som den ørkenvandring Moses foretog med isralitterne. Man siger tit, at han førte dem ud i ørkenen. Og de blev flere gange sure på ham over vilkårene i ørkenen. Men der var jo ingen vej tilbage, og ørkenens kendetegn er velkendte, og folket valgte også selv at følge Moses! Ikke et frit valg, for vilkårene i Egypten var jo som en ørkenvandring på andre planer. Vi står aldrig i et totalt frit valg. Vi er nødt til at vælge ud fra givne omstændigheder. 
 
Men det glemte isralitterne så igen og igen i ørkenen. De brokkede sig. De samledes for mange ad gangen om de forkerte ting, de samlede for meget mana, de lavede skel mellem grupperinger, de søgte alternative løsninger på alskens problemer, de udfordrede og udæskede og problematiserede Moses og hans vej, ja selv hans og deres Gud.
 
Men som Gud mødte Moses ved den brændende tornebusk og kaldte ham til at føre folket ud af Egypten, sådan følger Gud folket gennem ørkenen og taler med Moses. Mest på et bjerg. Bjerget får et helt specielt symbolsk liv fremefter i bibelen – Jesu Bjergprædiken, Jesu møde med bla. Moses på Forklarelsens bjerg, vi kender navnene på bla. bjergene Sinaj, Horeb, Karmel. Det er på bjerget i mødet med Gud, at Loven bliver givet. Vi kender den som De ti bud på stentavlerne. I grunden er der over 600. Alle handler om forholdet mellem mennesker indbyrdes og om forholdet til Gud. 
 
I disse Coronakrisetider får vi også nye love. 
 
Ikke på stentavler men alligevel mejslet ud som i granit for os. Som håndfaste adfærdsregler for vores fælles samvær. Til vores fælles bedste. Givet fra ”bjerget” i folkeligt forstand, Folketinget. Følger vi så lovene? Tja, vi har jo sådan en dansk tilgang til autoriteter og regler. Vi vil gerne selv være ”lidt ind over”. Vi vil gerne tænke med. Ja, vi kan dybest set ikke andet! For ingen af os tænker jo: ”Statsministeren siger …… og derfor gør vi sådan”. Nej, vi tænker i stedet: ”Lyder det rigtigt, det statsministeren siger?” Og hvis svaret er ja, så følger vi. Sådan lever vi til dagligt. Vi mener selv, vi gør det i ansvarlighed og med omtanke. Men vi synes ikke altid, at andre gør det med samme ansvarlighed og omtanke. 
Det er i dette spændvidde, at både statsminiteren og Moses arbejder. At Loven dybest set er overflødig, for ”vi kan jo godt sige os tingene selv”, og på den anden side er Loven dybt nødvendig som ramme for den fælles vej. 
 
Lovene kan bare ikke alt. De kan kun regulere, sætter ramme, trække grænser. De kan ikke skabe liv. De giver ikke ånd. De tegner ikke fremtiden. Der skal noget andet og mere til. Det er dette ”andet og mere”, som vi samles om i Mølholm kirke søndag efter søndag. Og når vi nu ikke kan samles for tiden, ja så forsøger vi at være sammen på en anden måde. Derfor disse daglige hilsener som et fælles dialogforum, og derfor forsøger vi at lave videogudstjenester til fælles gudstjenestefejring. Vi er ikke eksperter. Vi bygger vejen, mens vi går. Men vi forsøger. Sådan er al liv. Vi skal forsøge. Alternativet er værre. For lovene skal holde os raske og bryde smittekæder – det andet og mere skal give liv og håb. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 13

 
Har du sunget med Phillip Faber i dag på denne den trettende dag i Coronakrisens tegn?
Sunget sammen med alle os andre! En lærke letted, og tusind fulgte. 
Det er noget nyt, vi gør i disse dage. Eller det er noget gammelt, vi tager op – fællessangen.
 
I Spaniens hovedstad Madrid går danske Jacob Hancke ud på sin altan hver aften kl. 20. Og klapper. Det gør nærmest alle andre også – fællesklapning. De står i fællesskab og klapper højlydt og nærmest i trods, mens der presser sig en lille tåre frem i øjenkrogen. ”Det er simpelthen en hyldest til de folk, der arbejder døgnet rundt for de syge i landet”, siger Jacob Hancke i Madrid. ”Det er en stærk oplevelse.”
En hyldest til de folk, der går foran i en fælles indsats. 
 
Vi har altid haft brug for mennesker, der er gået foran. Som nu Moses. Han er efterkommer af Josef og hans brødre. Josef, der bragte isralitterne til Egypten. Moses, der førte dem ud af Egypten. Moses’ historie er farvestrålende og vild: som 3 måneders baby sat ud i en kurv på Nilens vande, samlet op af Faraos datter, prinsessen – deraf navnet: Moses = den som er trukket op af vandet, opvokset i Faraos palads som en fremmed, der skulle finde sig selv og som siden bliver fundet af Gud Herren ved den brændende tornebusk: ”Du skal føre isralitterne ud af Egypten!”
 
”Mig! Jamen hvad skal jeg sige til Farao? Nej, det duer ikke. Det kan jeg ikke. Kan du ikke finde en anden?”
Det er det helt indlysende svar fra ethvert menneske. Kan du ikke finde en anden! På Moses tid og i Coronakrisens tid. Men der er ikke andre – det er DIG, der skal træde i karakter!
For Moses betød det et ændret liv på det personlige plan. Han måtte være omstillingsparat, fleksibel, udadvendt, dynamisk og med en evne til at have mange bolde i luften. For en masse mennesker fulgte efter Moses, de satte deres lid og tillid og forhåbninger til ham. De lagde deres liv i hans hænder og varetægt.
Det blev en ørkenvandring. 
 
For dem og for os i dag. Men der var ingen vej tilbage til kødgryderne i Egypten. Der er heller ingen vej tilbage til dagene før Coronakrisen. Vi bevæger os mod ukendt land. Vi bygger vejene, mens vi går. Vi er afhængige af, at nogle går i spidsen, og at vi andre tør følge efter. En lærke letted, og tusind fulgte.
 
Det er derfor vi synger og klapper. Fordi vi har brug for at gå sammen gennem ørkenen. Fordi vi er taknemmelige over dem, der giver læ mod vinden og sandet, dem, der tager tjansenerne i sundshedsvæsnet og rundt i alle afkroge af samfundet. Vi synger og klapper som en opmuntring, som en manifestation, som et håb. 
En lærked letted, og tusind fulgte!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 12

 
Så blev det den tolvte dag. 
I går talte statsministeren til os igen. ”Bliv hjemme til efter påske!” Vi havde vel set den komme? Alligevel er det vigtigt at høre det talt og sagt. For det der siges til os, det taler ind i vores liv, det berører os, det gør en forskel. Ja, eller det forlænger den nuværende tilstand et godt stykke endnu. Tyve dage! Og vi er nået til den tolvte.
 
Abraham – Isak – Jakob – Josef. Slægten, der starter med at Abraham får bud fra Gud om at rejse (modvilligt), og hvor oldebarnet Josef modvilligt sendes på rejse af helt andre grunde. Josef var del af en søskendeflok på tolv. Det bliver et nøgletal siden i både Gammel Testamente og i Ny Testamente. De tolv stammer netop med udspring i de tolv søskende som grundlaget for landet Israel, og siden de tolv disciple / apostle som grundlaget for det ’nye’ Israel, Guds udvalgte.
 
Men i dag lidt om Josef. Den irriterende lillebror for de ti ældre brødre, drømmetyderen, den forkælede ’fars dreng’, den arrogante og bedrevidende, ham som i drømme så alle hans brødre bugge dybt for ham. Så irriterende, at brødrene overfalder ham (som Kain med Abel) for at slå ham ihjel. Men Ruben gik i forbøn for Josef og hans liv, og derfor måtte Josef ud på sin rejse. Solgt som slave til handelsrejsende og derfra kender vi historien: Egypten, betroet stilling hos Potifar, uskyldigt anklaget for seksuelt overfald på Potifars hustru, fængslet, drømmetyder i fængslet, tilkaldt til Farao som drømmetyder, indsat som Faraos højre hånd til at opbygge lagre af mad til forebyggelse af kommende hungersnød.
 
Farao så det komme med Josefs hjælp.
 
Så vi Corona komme? 
 
Hørte vi advarslerne fra WHO? Forberedte vi os som Taiwan? Taiwan lærte af sars-udbruddet i 2003. Det er 16 – 17 år siden. Tænkte du ligesom mig: ”det er da lidt i overkanten at gå rundt med masker!” når vi så TV fra Taiwan, Kina, Japan m.fl.?
Sars var ikke det første. I bibelen er det spedalskhed. Og siden har vi været ramt af pest, kolera, kopper, polio, ebola. Med én fællesnævner: KARANTÆNE. Udstødelsen, isolationen, foragten, misttilliden, udelukkelsen, skellet mellem mennesker. 
Fortællingen om Josef er en fortælling om et samfunds måde at håndtere en kommende katastrofe på. Sammenblandet med hans personlige historie om forholdet til brødrene: om Josef vælger at hævne eller tilgive. Fokus i fortællingen bliver, at i tilgivelsens rum åbnes for liv på det personlige plan. I det samfundsmæssige bliver det – udover, at Farao bliver endnu mere rig! – en fortælling om, at det nytter at gøre noget i fællesskab. 
Som teologisk historie lægger Joseffortællingen spor ud til Jesus. Både de ligefremme, at Jesus som barn må flygte i sikkerhed i netop Egypten og de mere grundlæggende: hele Jesu liv er en kamp mod vilkår, der sætter mennesker i karantæne og sender dem væk fra livet og fra det fælles og væk fra Gud – vi hører om det i de mange fortællinger om Jesu møde med mennesker, vi lærer om det i lignelserne. Ja, og i Påsken bliver Jesus selv det menneske, der går hele vejen for at ophæve adskillelsen, karantænen, foragten.
 
Det er en vej, der handler om menneskelighed og medmenneskelighed. Som Guds historie. Og vores. Og hvor redskaber som KARANTÆNE dybest set er og skal være undtagelsen. Overvindelsen af adskillelse og karantæne er vejen tilbage til det fælles. Det er den vej, vi går på nu. Tillige vil det give mening på et tidspunkt at gøre som Josef: forsøge at forebygge næste udbrud.
Da kan vores liv leves på tillid – tilgivelse – håb – omsorg. De fire ord kan dog sagtens finde anvendelse allerede nu!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 11

 
Så blev det den elvte dag.
Er vi nogen, der er ved at synes, at det er lang tid? Underligt, for når vi holder ferie i 3 uger, så synes vi ikke det er specielt lang tid. Men nu her, hvor meget er lukket ned og mange ting er svære, så påvirker det os markant. Det er svært at være i. Og vi må hver især kæmpe med det på vores måde og på vores sted!
 
I går skrev jeg om Abraham. I dag skal det handle om hans barnebarn Jakob. Han har nok arvet lidt af farfars DNA, for også han tager nogle lidt smarte tricks i brug for at sikre sig selv ………….. snyder sin far Isak. På bekostning af hans tvillingebror Esau. Derfor flygter Jakob og efter mange år er han på vej tilbage til familien og til mødet med Esau. Der kæmper Jakob en frygtens kamp med sig selv.
Vi møder Jakob midt om natten. Han er alene. 
 
Sådan som mange af os kan føle det nu. Fanget i mørket og helt alene.  
 
Natten kan give uro og al for god plads til tanker. Ensomhed gør det samme.
 
Derfor kæmper Jakob. Ja rent fysisk kæmper han med en mand, der kommer til ham i mørket og ensomheden. De kæmper og Jakob bliver slået, så hoften går af led. ”Slip mig”, lyder det fra manden, ”det er ved at blive lyst.” Men Jakob svarer: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig! ”Hvad er dit navn?”, lyder det tilbage.  ”Jakob”. Så sagde manden: ”Du skal ikke hedde Jakob, du skal hedde Israel. For du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret”. Så velsignede Gud Jakob. 
 
I Gammel Testamente måtte mennesket ikke se Guds ansigt. Og Gud gav ikke sit navn. Så når mennesket nærmede sig Gud, så var det med helbredet og livet som indsats. Gud giver kun nødtvungent sin velsignelse. Gud er ukendt. Og i mødet med Gud, der får mennesket ar. Jakobs hofte gik af led. 
 
I Ny Testamente kendes Gud på de ar, som vi mennesker tilføjer ham!
Nu er det Gud, der går mennesket i møde, han går ind i verden og tager del i menneskers liv så markant, at det er med helbredet og livet som indsats!
Nu er det Gud, der kæmper for mennesket.
Det betyder, at vi ikke er alene. Hverken i mørket eller i kampen. Det skal fortælles os igen og igen. Derfor holder vi (normalt) gudstjeneste hver søndag. Det er i denne fortællingens univers, søndagens gudstjeneste – her, hvor vi møder Gud på en anden måde end Jakob gjorde – det er i dette møde, at vi får identitet som menneske. Vi er del af Guds fortælling. Vi er velsignet. Vi er ikke alene. Med dette kan vi gøre som Jakob, forsøge at vende tilbage til det svære liv, der, hvor vi svigtede og kom til kort, der hvor det for tiden er så bøvlet at agere. Men der er ikke andre veje ……………….. og disse veje har Gud selv gået.
Lad os ønske for hinanden, at vi går sammen og lader lyset skinne for hinanden på endnu en dag i Coronakrisens tidsalder.
Erik Steen 
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 10

 
”Herren sagde til Abraham: ’Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
……….. I dig skal ALLE JORDENS SLÆGTER velsignes.”
 
Tja, Gud Herren har ikke lige hørt de aktuelle meldinger fra myndighederne: bliv hjemme!
 
Og Abraham hørte heller ikke helt efter Gud: ”forlad din slægt  og din fars hus ……… ” for Abraham tog både slægten og al sin rigdom med sig ……….. man må vel sikre sig! Og når man læser videre om Abrahams historie, så er der en vis træghed over hans indsats. Der er en vis tendens til at vælge løsninger, der er gode for ham selv. 
MEN det er Abraham Gud udvælger som sit redskab: bring alle jordens slægter tilbage til mig = som velsignede! Vi kunne godt tænke, at det er et lidt beskedent redskab, som Gud tager i brug – her i 1. Mosebog kap 12. Det er trods alt opgaven for de næste 1100 sider i bibelen, vi taler om. Et almindeligt menneske ved navn Abraham, en tilfældig bonde nok i den rige ende, et lidt trægt og genstrigt gemyt, en lidt egoistisk tilgang til opgaven. MEN han, Abraham får opgaven: følg Herrens vej og øv ret og retfærdighed. For du skal være en velsignelse!
 
I disse kaotiske dage i Mølholm, i Vejle, i Danmark, i Europa ja i hele verden, der bliver der pålagt opgaver og ansvar på helt konkrete mennesker. Nogen gange nogle mennesker, som vi kender med alle deres begrænsninger og små fejl og alt muligt ………… sådan som det jo er, når vi ”kender” hinanden lidt tættere …. MEN: ”Du SKAL gøre dit bedste for at løse Coronakrisen.” eller ”DU skal ……. ” . Det er dig, vi taler om og taler til. Vi retter vores forventninger og forhåbninger mod helt konkrete mennesker som dig – vi regner med dig! 
Det kan synes urimeligt …… og nogen af os kunne tænke ……..  ”øh …………. det har jeg ikke lige tid til …. ” eller ”nej ……… det tror jeg ikke lige jeg vil udsætte mig selv for ………” eller ”jamen, jeg kan jo blive smittet selv ……………..”. Det er lidt ligesom Abrahams måde at handle på – svare på ……………. og samtidig oplever vi, at konkrete mennesker påtager sig opgaven for det fælles. De ”tager én for holdet”. De bliver til velsignelse!
 
Lad os nævne:   
Statsministeren, Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, rigspolitichef Thorkild Fogde som de mest synlige men ud fra dem er der masser af andre ”Abrahammer”, der rejser sig fra deres sofa og træder i karakter – på sygehuse og i sundhedsvæsnet, i kommunernes beredskab og nødpleje, på plejehjem og i indsatsen for de udsatte, ja eller de mange forretningsdrivende og deres ansatte, der kæmper en stædig og svær kamp for at holde det mest grundlæggende kørende …………. ja og så ud til dig og mig og alle os, der i det helt små bliver kaldt på til opgaver lidt ud over det sædvanlige – med indkøb for naboer eller små hilsener over Facebook, eller hvilken form det nu end tager. 
 
Vi bliver ALLE kaldt ud fra vores land – ud fra vores tryghedsbase ……….. for at blive til VELSIGNELSE for andre. For den indsats, som du yder vil vi sige dig TAK!
Erik Steen   
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 9


Dette er den niende dag efter samfundet lukkede ned p.g.a. Corona. Jeg har skrevet ”Dagens hilsen fra præsten” siden. Og taget udgangspunkt i de 7 skabelsesdage og i går den ottende dag. Skabelsesberetningerne er starten på bibelen og de er del af Urhistorien – d.v.s. de første 11 kapitler i 1. Mosebog. Urhistorien lægger ”plottet” for resten af bibelen. Vi tænker tit, at skabelsens ”gode dage” er plottet. I grunden er det alle de dårlige nyheder, der vælter ind over os mennesker siden, og hvordan vi takler disse.
I Urhistorien er det de fire syndefald. Ikke syndefaldet – nej, de fire syndefald: Først Eva og Adam – dernæst Kain og Abel – så Noas ark og dernæst Babelstårnet. Der er en stigning i antal involveret. Først 2 – så 4 – så næsten alle ved Noas ark og til sidst ved Babelstårnet er det alle.
Det mønster møder vi igen her i Coronatiden. Den ufattelige spredning. Fra 1 til 2 til alle. En enkelt smittebærer kan – hvis der ikke gøres noget – på tre måneder smitte en million mennesker. Fra en til alle. Vi er i afdelingen af det ubegribelige. Måske det også er derfor, at vi har lidt svært ved at gribe budskaberne om det med få mennesker – afstand – hjemme bedst? Det handler kort sagt om, at én ikke skal blive til en million.
 
For Gud er fortællingen, at én netop blev til alle. Først Eva – til sidst Babelstårnet. Og der er et kendetegn ved de fire syndefald: mennesket ville ikke nøjes med at være menneske. I stedet ville mennesket agere og virke som om det var Gud. Dette med at ville være noget andet, end man er – det er dybt …………….. menneskeligt. Underligt i grunden. At vi som mennesker ikke vil nøjes med at være menneske. Hele bibelen handler derfor om dette: hvordan mennesket kom væk fra sig selv og Gud på én og samme tid, OG hvordan vi ad underlige veje kommer ”hjem”. Den historie er lang. Vi får desværre nok masser af dage til at følge den i. 
 
Derfor lidt mere om dette med ”ikke at ville være menneske”. Eller spørgsmålet ”hvad er da et menneske ……… at du tager dig af det?” At være menneske er at være sig selv – altså et individ, med personlighed og karaktertræk og evner. Sådan ser vi gerne på os selv, som lidt unikke, som den, der skal have en god uddannelse, et godt job – klare os godt, fordi det er mig, der agerer. Men så spørger Gud: ”Hvor kommer du fra?” Og svaret er altid: ”Fra mine forældre!” Altså fra to. Og når vi får lidt år på bagen, så opdager vi til vores rædsel (eller glæde?) at jeg har taget en hel del med fra mine forældre, talemåder, måder at gå på, væremåder, holdninger, evner. Taget med. Eller fået med. Det er altså ikke kun syndefaldet, der spreder sig fra en til alle, det er ikke kun Coronavirus, der spreder sig fra én til en million. Vores måde at være menneske på gør det samme. Vi er afhængige, vi er skænkede. Og NÅR vi er det, så er vi i mine øjne også forpligtede på hinanden. På samme måde som mine forældre påtog sig en forpligtelse og et ansvar overfor mig, sådan er jeg sat til at gøre det samme. Og ikke kun overfor de allertætteste. Nej som et vilkår i dette med at være menneske så at være del af ethvert andet menneske i al dets afmagt og ensomhed. Per definition.
Det er den bevægelse, Gud søger frem mod gennem hele bibelen. At mennesket føres tilbage til den, som det er. ”Vær den, som I allerede er!” Vær et menneske overfor og med og omkring og for andre. I samspil. Med blik for. I stedet for at ville dømme (Eva), eller slå ihjel (Kain), eller lade sig føre med i gruppepresset (Noas samtidige) eller ved som lemminger alle at gøre det samme og søge sit eget (Babelstårnet). 
 
Dagens gode nyhed er, at solen skinner på os alle. Lad os nyde dens stråler med blik for andre – så vi passer på hinanden.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 8

 
Den ottende dag er i grunden også den første. I ugens cyklus. I skabelsens univers. Den ottende dag er således den friske start – den nye begyndelse – befrielsens øjeblik – der, hvor vi kan lægge det gamle bag os og se ind i en ny uge, en ny tid.
Vi sletter ikke fortiden. Den bærer vi med os. Vi er ikke fri af det, der gik galt, dem vi sårede, dem vi måske smittede …………………. Men Gud vender os altid udad og fremad. Ikke tilbage og ikke indad. Nej, troens bevægelse er udad – fremad – i bevægelse. Troen er en måde at forholde sig til livet på. En åbenhed for at vi er afhængige, taget af hinandens liv og sat i verden trods al meningsløshed netop for at være der på trods.
I den anden skabelsesberetning (ja, for der er jo to i bibelen!) der knyttes manden og kvinden så tæt sammen som tænkes kan. De er del af fælles kød og ben. Forskellige og dog fælles. Til forundring og berigelse for hinanden. Og begge med rødder i jordens støv og indblæst med livets ånde. 

 
Men der er en slange.
 
Eller en virus. Den går som en snylter ind netop i det helt centrale af vores liv som mennesker. Den spreder sig med vores hilsener og vores ånde (dråber). Vi bliver fristet til at give hånd, give krammer, tage med på stranden, mødes med vennerne. En grundlæggende fristelse: ”hvad er godt for mig” – ”du kan da godt ……. spise det æble ……………….. ” – ”det er da ikke så slemt …………… det der coronacirkus ………”.
 
Den ottende dag rummer mulighederne. Du er sat fri til en frisk. Ja, men du er ikke sat fri fra at være menneske. Du er ikke fritaget for ansvar. For hvad du gør – det hænger sammen med andres liv. Så tæt som Adam og Eva – som kvinden og manden – som dig og mig. Altid dette: individ og fællesskab. Ethvert fællesskab består af individder, der går ud af sig selv og ind i det fælles. Ethvert individ er kun noget i fællesskabets univers. Så grundlæggende er vores liv. Det har rødder langt tilbage i fælles fortid. I fællesskab trækker vi nærring af disse rødder til at agere ind i den fremtid, som vi bygger netop nu. Denne fredag 20. marts 2020 er det stedse mere bøvlet for os alle. Desto mere må vi fastholde håbet for hinanden. 
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 7

 
På den syvende dag hvilede Gud.
Det var før han vidste, hvad der ventede!
Men netop det er jo hvilestundens velsignelse. Bare at turde være i nuet. Og hvile. Slappe af. Lade tankerne flyve ligesom fuglene – sådan lidt hid og lidt did. Tanker er noget underligt noget. Når man hviler sig, slapper af, ja så starter man med at tænke på noget man skal nå. Eller fik sagt forkert. Men inden længe tager tankerne selv over – og fører dig langt hen til steder og hjørner, du ikke lige selv havde bestemt. Og tankerne vender tilbage, som ny inspiration, med nyt indblik, med mod på at rejse dig den ottende dag. Og tage fat på en frisk.
 
Derfor er hvilestunden velsignet. Der fører dig tilbage til livet.
 
Måske det er vigtigt, at også du tager dig en hvilestund i disse dage! En hvilestund fra nyheder og radioaviser og ekstra orienteringsprogrammer, en hvile dag fra håndvaskens ABC og nysningens kunst og ”hold-nu-afstand”s mærkerne i supermarkedet. Måske er det vigtigt, at du tager en velsignet hvilestund – for derefter at vende tilbage til vores fælles indsat igen. Og tager Gud vinkel med dig: ”Gud så, at det var godt!”
Der er altså noget at kæmpe for. Der er noget at være fælles om. Der er noget at spritte hænder for, noget at holde afstand for. Det er IKKE ligemeget! De ANDRE er ikke ligemeget.
Det kan vi hvile i.
Med velsignelse.
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 6

 

Så blev det sjete dag.
”Tankeløst – hensynsløst”.
Løst fra tanke. Omtanke, eftertanke.
Løst fra hensyn.
Glemte Gud at give det med? Eller ligger det i Guds velsignelse til os: ”……. hersk over havets fisk, himlen fugle og alle dyr ……………”
Hersk.
Men gør det med hensyn – gør det med omtanke og i eftertanke.
Skal vi give Gud skylden? Du gjorde det ikke godtnok med os? Eller skal det vendes om. At det er en velsignelse at være det menneske, der kan få lov at leve i et univers af hensyn og omtanke. De andres hensyn og omtanke. Mit hensyn og min omtanke. Ja, er det en ramme for livets videre skabelse – at liv altid og hele tiden er i et skabelsens øjeblik – altid i proces – altid på vej. Er rammen hensyn og omtanke og ind i alt dette, der er jeg sat som mennesket Erik, mennesket Dorte, mennesket Victor, mennesket Susanne.

 

Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”
”Os”
Gud sagde ”os” om sig selv. Nærmest helt royalt. Kongeligt. Dronningeligt. ”Os” betegner noget ophøjet, ja eller noget fælles. Noget fælles, der er ophøjet. Hævet op over det tankeløse – det hensynsløse. Og Dronning Margrethe talte til os: ”Tankeløst – hensynsløst”.
Underforstået ……… eller sagt direkte: ”Kom lad OS hæve os op over dette tankeløse – dette hensynsløse!” Og begive os ind i den fælles livets ramme, hvor vi bliver til liv for hinanden. Der, hvor begrebet ”herske” rummer det allerinderste i en konge eller dronnings kald: at være tjener for folket.
Det er nu, at vi skal være tjener for hinanden. Med omtanke og hensyn. Tjener for hinandens liv.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 5


Den femte dag handler om liv. Det er som Gud vågnede tidligt denne femte dag og sagde til sig selv: ”Der skal være liv omkring mig.” Og da vi som mennesker pænt har lært at vente – ja, så er det havets fisk og himmelens fugle først. En vrimmel af dyr og alle med Guds velsignelse: ”Bliv frugtbare og talrige.” Se det har de jo så lyttet til – nogle mere end godt er! For evnen til at formere sig, sprede sig, tage andre former, udvikle sig, mutere sig, ja den evne er både udgangspunktet for al liv, og den er grunden til al vores bøvl med Corona lige nu. Tankevækkende at denne evne til formering bærer begge konsekvenser i sig. Det er på én eller anden måde en del af os selv og vores egen verden, der vender sig om mod min eksistens. Ikke noget udefrakommende. Ikke angreb fra en fjern planet. Nej – noget som vi færdes blandt til dagligt. Noget som opfører sig som vi selv gør. Tager udgangspunkt i vores frugtbarhed og bliver talrige. Og sætter os under pres!
 
For konsekvenserne begynder at vise sig. I Fredericia er Teateret gået konkurs - der har vi fulgt Tarzan i jungelen, Den pukkelryggede klokker, Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame og far og søn Seebach og mange andre. Alt sammen historier sat sammen med musik og dans til at bevæge os andre. Få os til at tænke os om – få os til at mærke efter værdier i livet – om det med at aber tager sig af et forældreløst barn, at den pukkelryggede klokker er ham, der kan ranke ryggen i sammenligning med præsten, at Tommy Seebach gav musikalitet videre til Rasmus Seebach og måske kom til kort på andre områder ……………… alt dette vendte sig i hovederne på os – og vi gik hjem som ændrede mennesker. Og handlede anderledes. For vi ville gøre en forskel. 

Det skal vi også nu. Gøre en forskel. Fordi vi igen VÆLGER at gøre det. For nok er verden kompleks og nok er det svært at overskue alt sammen med Corona. MEN det vi VÆLGER at gøre i det, som vi kan …………. dér GØR VI EN FORSKEL! Det lærte de os i Fredericia Teater – TAK til dem for det. Vi bringer fortællingen videre ……. vi er en del af hinandens fortælling! Bliv frugtbare og talrige ……………………. på liv!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 4


Så blev det den 4. dag. Den kom sådan helt af sig selv. Det er så også godt nok, for ude på gader og stræder kommer der ikke så meget og så mange. Det gjorde der heller ikke til gudstjeneste i går. 
For første gang i 1000 år ………….. !!!!!!! ………. var det ikke muligt at samles til gudstjeneste. Men nu er der ved at komme gang i Facebook. Præster, der holdt gudstjeneste helt alene og streamede det. DR Pigekorets Philip Faber, der satte gang i fællessangen landet over med en morgensang kl. 9.00 og vender tilbage igen i morgen. Han sang for på 749 I østen stiger solen op! 

Her må Gud have lyttet godt efter. Eller været lidt forud for sin tid. For på den fjerde dag satte Gud de to store lys på himmelhvælvingen. Den store til at lyse om dagen – den mindre til et vågeblus om natten. Og Gud så, at det var godt! Lyset var godt til både dagen og natten. Hver sit lys – hver sin stemning – hver sin tid. En tid til at virke – en tid til at sove – en tid til at synge og fælles om håbet. Det er som sangen henter sin kraft i lyset – det er som fællessangen spreder lyset rundt blandt mennesker.
Os, der er blevet isoleret og adskilte ………… nu synger vi SAMMEN – hver for sig. På Facebook – eller ud ad vinduer og fra altaner. Som en steppebrand har fællessangen spredt sig fra Italien. Det land og de mennesker, der er så hårdt ramt – de samler sig nu som adskilte og rækker fællessangens idé videre til os. 

Fællessangen samler mennesker. Som en stædig bevægelse søger vi sammen. Selvom vi ikke må VÆRE sammen – så kan vi godt søge sammen om det fælles. Den bevægelse er der rigtig meget HÅB i. 
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 3

 
Så blev det tredje dag. Man kan ikke sige alle gode x 3. Tredje dag er en hård en af slagsen. Normalt er en stille søndag en god dag. I dag er der unormalt stille. Og det er ikke godt. Nu grænserne trukket. Og lukket. Så må vi håbe, at vi kan bunde – derude på det dybe!
 
Gud sagde: ”Vandet under himlen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne!”
 
Det er bedst at være på det tørre. Ikke kun have sit på det tørre. Nej at være sammen der på det tørre. Men der er ingen sikkerhed for at få lov at være med – netop der. Nogen føler sig udelukket, andre føler sig kastet ud på det dybe. Uden overblik over liv eller økonomi. Måske fordi overblikket mangler, ja slet ikke er muligt. Men selv uden overblik kan vi kaste nogle redningskranse ud til dem på det dybe – plante et træ – så et frø. Måske et livgivende frø. Et frø, der lader nogen beholde deres arbejdsplads – et frø, der lægger sig nu og afventer for så at spire engang, når kaoset driver over, tage af, stilner hen, svækkes. 
 
Sådan er frøets DNA. At ligge og vente. Rumme kimen til liv. Have noget stort i sig. En vilje og evne til at stræbe mod himlen og strække sig mod lyset. Men først må der gå en tid. En udefineret tid. Hvor længe?
Hvor længe skal vi træde vande? Hvornår kan vi bunde? Hvornår er der frugter af frøet?
I ventetiden må vi passe godt på alle de frø, der ligger der. Små og skrøbelige og dog så vores fremtids håb. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 2


Ja, så blev det i sandhed dag 2. Og nogen må have lyttet, for solen er sat på himlen klar og blå, frosten har bidt i kinderne fra morgenen af og skoven omkring Mølholm er tindrende flot og kalder og lokker: kom! Kom ud og mærk livet. Overskrid dine grænser. Ræk ud over dig selv. 
 
Det var vel i grunden også det Gud gjorde? Rakte ud over sig selv. ”Der skal være en himmel, og nedenunder himlen skal der være vand”. Gud rakte ud over sin grænse – ja eller måske rakte han ind i sig selv for dér at finde livets byggesten. Vand og luft. Der skal være en himmel og noget vand. Adskilt. Og dog så tæt forbundet, at der ikke findes en kløft i Stampeskoven, hvor himlen ikke når ned og der findes ikke et bjerg så højt, at det ikke har rødder i det helt nære. Vi lever i adskillelsen og i forbundetheden. Så tæt sammen, at det ikke lader sig registrere og dog så adskilt, at vi straks mærker savnet efter vandet eller luften. 
 
Det er surrealistisk. For noget i vores biologi har ikke hørt efter. De skulle have været medarbejdere på det fælles liv, de skulle have været byggestene ind i vandet og luftens univers. Men nu er det vandet, der er blevet sat til at bære smitte fra den ene til anden. Det vand, som vi er så afhængige af. Det vand, som ingen grænser kendte i februar, det oversvømmede os alle, trængte ind i kældre og haver og byer, bemægtigede sig pladsen i vores sind og vores samtaler. Nu er det der igen. Vandet. Dråberne med smitte. Og som de ingen grænser anerkendte i februar – så gør de det heller ikke nu. 
 
Så er det os mennesker, der skal sætte grænserne.
 
Det har vi som regel dårlige erfaringer med. Men erfaringerne med vandets magt og den grænseløse adfærd har vi endnu dårligere erfaringer med. Så nu lukker vi os inde. Der trækkes grænser. Vi trækker grænser. Vi sætter en hvælving til adskillelse af luft og vand. Og mennesker. Gud satte den første grænse for livets skyld. For at skabe rum for liv. Det lyder bekendt. Lad det være vores trodsige håb, at også dag nr. 2’s grænser har som mål at skabe rum for liv. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 1


Så blev det første dag. I en ny tid. Tiden er ny, vilkårene er ændret. 
Som på den første dag. 
Jorden var dengang tomhed og øde. Og Guds sagde: ”Der skal være lys!”
Der er forskel. Om der tændes et lys i verden – i menneskers liv. Eller om det fælles liv lukkes ned. Fordi vi bliver en fare for hinanden. Fordi jeg kan smitte en anden. 
Gud så, at lyset var godt. Et lys i mørket. Eller måske er det ikke mørket, der rammer os nu. Måske er det usikkerheden. Tør jeg stole på andre. Om de vasker hænder, om de tænker sig om, om de er ligeglade. Tør jeg stole på mig selv. Om jeg er grundig nok. 
 
Hvilket lys skal der til at lyse ind i usikkerheden?
 
Ja, Gud valgte i grunden selv at blive lys også i usikkerhed: ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Sådan sagde Jesus. Han sagde det efter mødet med kvinden, som mændene ville stene. Fordi hun efter mændenes mening bragte smitte ind i deres liv. Til mændene lød spørgsmålet fra Jesus: Den, der aldrig har bragt usikkerhed, kaos, ødelæggelse ind i andres liv, han kan jo kaste den første sten. Og til kvinden lød det: ”Heller ikke jeg fordømmer dig!” 
Og Jesus sendte kvinden ud i livet med liv til andre. Nu blev hun det lys, der skulle sprede mørket midt i usikkerheden. 
Måske er det dig, der skal være med til at tænde et lys i andres usikkerhed. Fortælle, at liv altid er på trods og altid med håb. At vi kun kan leve med hinanden i tillid, ja at vi er udleveret til hinanden.
Erik Steen