Søndag den 17. maj - DAG 66 var sidste dag med Dagens hilsen fra præsten

Dagens hilsen fra præsten DAG 66


Så blev det den seksogtresindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned. Det er også den sidste dag, vi er lukket.

TAK for at jeg har kunnet støtte mig til alle jer gennem de 65 foregående dage! At kunne sidde ved min computer og skrive til jer – og forestille mig, at I sidder derude hver især – det har været en enorm opbakning og støtte ind i min isolationsperiode. For jeg har brug for at være del. Som menneske og som præst. Længere er den ikke. Menneske og indhold hænger sammen.
Derfor vil jeg også i morgen stå ved Mølholm kirke og hilse på jer, der måtte gå forbi. Eller har mod på lige at kikke ind i rummet og ”mærke” det igen. Vi sætter bøgegrene ind som en hilsen til dig. De skal stå der og byde dig velkommen tilbage – velkommen ind. Sådan som bøgegrenene skulle have stået og fejret konfirmanderne – sådan som vi altid gør det – bringer verden udefra med ind i kirken. Bøgegrenene, livet, glæden, besværlighederne – det alt sammen kan rummes i den generøse kirke. Nå nej – næsten alt. For selvfølgelig må du ikke sætte ”mærker” på kirkebænkene eller andre steder – ”mærker” som kan smitte andre. Men alt det ved vi så udmærket, for vi har øvet os i 65 dage så på denne den 66. dag er vi færdiguddannet. Vi er dannet. Klar. Til at indtage kirkerummet igen – klar til fortsat at passe på hinanden.

Eller det vil sige, at vi er næsten klar. Vores biskop skrev allerede i onsdags en mail med foreløbige retningslinjer. Og dem har vi handlet på. Gjort klar til Kristi Himmelfartsgudstjenesten, meldt ud til dåbsforældre og brudepar – for vi er klar. MEN vi mangler stadigvæk de officielle retningslinjer fra Kirkeministeriet – her søndag kl. 13.33. Så vi er ”på Herrens veje!” Det er måske så heller ikke så dårligt. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Det vil vi så gøre i morgen mandag 18. maj. For vi har fået at vide, at Mølholm kirke må åbne igen. Det skal være en sagtmodig fest! Sagtmodig fordi vi er ramt af en virus, der stadig truer os. En fest fordi vi kan se hinanden i øjnene igen – på afstand.
Så MØLHOLM KIRKE ER ÅBEN FRA KL. 15.00 – 18.00.
Og jeg tæller jer som fårene og lukker kun det forsvarlige antal ind. Og jeg vil hilse på jer. Som jeg har gjort det alle disse 66 dage. Og når I har ”mærket” kirken skal I vide, at der er gudstjeneste på torsdag – Kristi himmelfartsdag kl. 10.00. Nærmere retningslinjer for denne kommer hurtigst muligt på vores hjemmeside.

TAK for samhørighed gennem disse 66 ”Dagens hilsen fra præsten …………… ”. Da jeg skrev den første havde jeg ikke på nogen måde forestillet mig, at der skulle skrives 66 i alt! Nu vil vi vende os mod dagene, der kommer!
Erik Steen

 

Dagens hilsen fra præsten DAG 65


Så blev det den femogtresindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.
Det er også den næstsidste dag, vi er lukket.

I 65 dage har vi været lukket. Vi åbnede i 1952. En ny kirke bygget som en af de sidste i gammel stil. Dengang man stadig kikkede tilbage og mindedes – det var lige efter krigen, og det gav god mening. Kort tid derefter begyndte man at kikke fremad og byggede kirker i moderne stil. Men Mølholm kirke er bygget som ”en rigtig kirke”. Med træk fra Grundtvigskirken i København står den der omringet af kirkegården og skoven og de store bøgetræer.
Netop de store bøgetræer er vores kendetegn og stolthed. Lige som de lokale mennesker er det. Stolte og stærke som træer har de været, dem der byggede kirken og fyldte den med liv. For Mølholm kirke er et lokalt projekt. Mennesker ønskede en kirkegård, for der var så langt ud til Vinding kirkegård. Og de fik den i 1948 trods en del modstand. Fortællingen om kirken er sin helt egen – den store byggematador i Lidobygningen på Fredericiavej, Bertel Nielsen fik besøg af nogle folk fra kirkegårdsudvalget. De fremlagde tegninger over en cementvandkumme til kirkegården. Og så lød det fra Bertel Nielsen: ”Jeg fornemmer, at I tænker om jeg vil sponsorere den? Men jeg har et andet forslag – jeg vi give en kirke til minde om min far – guldgraver og murmester og skorstensfejer Søren Nielsen.”
Som følge af krigen måtte kun en murer arbejde med byggeriet. Derfor blev Mølholm kirke bygget af én mand, nemlig Ole Jensen. Bygget med bøgetræerne stående omkring sig, det kan man se på de gamle fotos. Kun et gik til i byggeprocessen. Et andet blev fældet for et par år siden – man kan se stubben ved kirkens apsis. Desværre er der gået svamp i endnu et af de store træer. Det har været under observation gennem længere tid, men nu går det snart ikke længere. Det er for farligt at lade stå. Det skal fældes. Ligesom menneskene, der var med fra kirkens start er blevet fældet med årenes løb. Desværre, for de har været solide stammer ind i det lokale Mølholm sogns liv.
Rundt om kirken står mange små træer. De er plantet og sat af konfirmander og forældre og andre fra sognet. Som en fælles træplantning efter projektet med parkeringspladsen og stien op til kirken. De er langsomt ved at få fat – måske de står og kikker på de store og har dem som forbilleder? Ligesom vi kan have andre mennesker som forbilleder – som nogen vi kan følge i fodsporene efter. 
Når vi åbner kirken på mandag 18. maj, så træder vi forsigtigt og langsomt ind i det fælles univers igen. Lidt varsomt for det skal være trygt og sikkert. Lidt spændte for det er længe siden vi har mødtes. Lidt forventningsfulde for der er noget, der kalder på os. Måske skal vi plante fællesskab som små træer igen – måske skal de starte langsomt og forsigtigt og have tid! Måske skal vi lade det gro og vokse sig stort – både som det var før – og gerne også med nye grene og blade. Nogen vi slet ikke har set før – eller set komme.
Vi vil gribe dagen og fremtiden med forventning og glæde. Vi vil gøre det i tak til dem, der har bygget kirke og samfund og sundhed til os alle. Vi vil gøre det med engagement og i ansvarlighed. Vi vil gøre det for nutiden og fremtiden. Vi vil gøre det fælles.
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 64


Så blev det den fireogtresindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.

Så blev det den første dag siden 22. marts, at der ikke er registreret dødsfald i Danmark pga. Corona!
Den dag skrev jeg hilsen nr. 10 fra præsten. Det er således 54 dage siden. Ret markant. 
Den 22. marts skrev jeg: 
”I disse kaotiske dage i Mølholm, i Vejle, i Danmark, i Europa ja i hele verden, der bliver der pålagt opgaver og ansvar på helt konkrete mennesker.”
Noget kunne tyde på, at disse konkrete mennesker har taget deres opgave seriøst lige siden. Og gjort en kæmpeindsats for netop dig og mig. Og noget kunne tyde på, at vi alle (i større og mindre grad?) har taget vores ansvar på os og søgt at handle derefter!
Det nytter altså!
Det er vigtigt at holde fast i – for alle os, der elsker at gå rundt og brokke os over alt og alle – brokke os over de andre, dem der bestemmer, dem der går forrest, dem der tør handle, dem vi forventer noget af. Det nytter ………………. selvom det er træls og besværligt og alt muligt. Så måske vi også skulle driste os til noget så udansk som ”en lille tak”. TAK for at du gør en forskel. Det er vi glade for. Ja, vi kunne slet ikke fungere som samfund uden. Og lad os lige blive lidt i fornemmelsen ………….. inden vi falder tilbage i vores gamle stade og slet ikke kan huske alt det, vi skal brokke os over. 
I vores folkekirkelige system vil det være på sin plads at rette en tak til formelle funktioner som provst og biskop. De stillinger bliver udfyldt af konkrete mennesker, der knokler for at få tingene i folkekirken til at fungere. Vi kan også rette en tak til menighedsrådets medlemmer. De tænker med og er kreative i løsningsforslagene. Eller de ansatte ved Mølholm kirke, som er mødt på arbejde gennem næsten hele perioden og har spist frokost i det fri for at passe på hinanden. Eller Mølholm skoles ledelse og lærere – de har knoklet for vores børns fremtids skyld.
MEN MEST AF ALT skal vi rette en TAK rundt i sognet. Til alle jer hjemme bag dørene og skærmene. Alle jer, der er del af det fælles liv i Mølholm. I er grundlaget for dagligdag og fest. I er netværk for hinanden. I er ressourcepersoner for andre. I er smilet på vores vej – hilsenen når vi går en tur – I er glæden ved at høre til – møde mennesker, som vi ”kender” i det små eller i det store. Alle jer dybt forskellige mennesker – I bidrager netop med al jeres forskellighed til at vi kan være en funktionel bydel og del af byen Vejle. Det giver håb for fremtiden – det giver mod på mere i den tid, der kommer. Helt i tråd med liv og kærlighed. De vokser begge, når de bliver delt og skænket. 
Måske er det alle jer konkrete menneskers forskellige indsats, der har bragt os dertil – at vi i dag kan markere, at der ikke er registreret dødsfald pga. Corona! Det vil vi glæde os over og sige TAK.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 63


Så blev det den treogtresindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.

Vi har i dag målt op i kirken og talt siddepladser. Vi er ved at gøre plads til dig. Nu er spørgsmålet, OM der er plads? Bliver plads. I kirken. I livet.

Lad os bruge ventetiden til at kikke lidt tilbage på en fantastisk film: Les Miserables med Bille August som instruktør. Den handler om straffelejrfangen Jean Valjean, der som ganske ungt og sultent menneske stjæler et brød og straffes med 19 års helvede i stenbruddet. Da han løslades og skal til Paris med papir på, at han er en farlig kriminel, tager en biskop ham ind til aftensmad og en rigtig seng for første gang i 19 år. Valjean siger: ”Noget god mad og en seng – jeg er som et nyt menneske.”

Valjean misbruger dog biskoppens gæstfrihed og stjæler hans sølvtøj og slår biskoppen ned. Valjean fanges og bringes tilbage til biskoppen. Biskoppen fortæller betjentene, at Valjean skam ikke har stjålet sølvtøjet – nej det var en gave fra biskoppen til ham. Og så kikker biskoppen på Valjean og siger: ” Valjean, med dette sølvtøj har jeg købt din sjæl – glem aldrig at du kan blive et nyt menneske!”

Resten af filmen handler så om, hvorvidt Valjean tør og får lov til at blive dette nye menneske! Undervejs får har flere chancer for at redde sig selv, lade en anden tage sin identitet, skyde politibetjenten Javert, der jagter ham et helt liv, ja stikke af fra det hele. Men Valjean vælger noget andet. Han modstår fristelsen til Javerts store undren! Valjean tager en anden plads.

Kristi Himmelfarts dag åbner Mølholm kirke for gudstjeneste igen. Det handler ikke kun om at ”få en plads” – at sikre sig selv. Nej, det handler om at vi mennesker er viklede ind i hinandens liv og vilkår, og dermed igen og igen skal give hinanden plads i livet til at være mennesker. Vende tilbage til det gamle – ja eller vende sig frem mod det nye og lægge det gamle bag sig. Om Valjean kunne lægge den kriminelle gerning med det stjålne brød som ung fra sig – eller om det er en grundlæggende del af ham at være kriminel. Om de andre kan erkende og acceptere, at Valjean går nye veje i livet – finder sig en ny plads. Som ham der deler ud af sin rigdom i form af mad til de sultne i Paris’ gader – som ham, der tager sig af den forældreløse pige Cosette.

Eller med Guds øjne: et tilgivet menneske.

Tør vi betragte hinanden som dette: et af Gud tilgivet medmenneske?

Det er derfor, at vi samles igen i Mølholm kirke. For at give plads til hinanden i livet!

Om der så er pladser nok til det …………………..

(og skulle du ønske at se filmen – ja, så kan du låne DVD af mig)
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 62


Så blev det den toogtresindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.

Men nu varer det ikke længe!
For på mandag 18. maj må vi åbne Mølholm kirke igen. Og vi har netop fået retningslinjerne fra Haderslevs biskop Marianne Christiansen. Genåbningen af folkekirken betyder, at forsamlingsforbuddet ikke længere gælder for folkekirkens gudstjenester, kirkelige handlinger, møder, aktiviteter m. m.
I kirken bliver der forskel på, om vi synger eller blot lytter. Der skal være 2 meters afstand for os syngende, og vi kan nøjes med 1 meter, hvis vi ”kun” skal lytte. Og antallet skal desuden begrænses i forhold til kirkens størrelse, for Mølholm kirkes vedkommende er vi begunstiget med relativ god plads og to udgangsdøre.
Mølholm kirkes udendørs aktiviteter vil også være undtaget fra forsamlingsforbuddet.
Disse retningslinjer er så overmåde mere end vi kunne håbe på i disse Coronatider! Vi vil derfor glæde os med hinanden over den tid, der kommer.
Og i Mølholm kirkes regi vil vi straks trække i arbejdstøjet og gå i planlægningsfasen.

Vi glæder os til at se dig igen!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 61


Så blev det den enogtredsindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.

Gi’ os tiden tilbag’
Gi’ os glæden tilbag’
Gi’ os LYSET tilbag’
Gi’ os landet tilbag’

Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit. Kender du sangen? Kender du drømmen? Søg den på nettet – hør den. Find den i den kommende højskolesangbog.

Gi' os tiden tilbag',
Og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Det er genåbningens land, vi møder. Her hvor vi møder tiden, glæden, lyset ja hele landet, der kalder os tilbage. Der hvor dørene åbner sig og smilene kan blive slidt igen. For tomhedens sorte protest har mærket os – nu er vi klar til at lade solskin klæde os bedst. Her, hvor fællesskab fødes, når jeg bliver til os. Og når det er sådan, ja så står landet på de viseste sten. En anden form for klogskab har ramt os i Coronakrisens kølvand, her hvor kroppene er mange men styrken er én. En klogskab der kalder på tolerance som folkets fundament og dermed åbner hjertet og sætter mennesket frit.

Sådan sætter forfatteren Per Krøis Kjærsgaard ord på Coronalandet Danmark’s mennesker og drømme – han gør det til Rasmus Skov Borrings melodi. Ja, Rasmus Skov Borring og Per Krøis Kjærsgaard vidste ikke at de skrev om Coronadanmark. For melodi og tekst er skrevet om menneskers liv – ja om efterskoleelevernes drømme og ungdomsliv. Men det passer på os alle. For os alle er drømmene, at dørene åbner sig og smilene kan slides. Og er man efterskoleelev, ja så kan man skråle med på både melodi og tekst og mene det af hele sit hjerte. For efterskoleeleverne er om nogle blevet billedet og symbolet på alt det liv og fællesskab, som vi har mistet! Og som vi langsomt er på vej tilbage til. Eller frem til.

Komponisten Rasmus Skov Borring har gennem flere år kørt Danmark tyndt med en anden sangskriver, nemlig Jens Rosendal. Rasmus var Jens Rosendals chauffør, pianist, trådholder, manager, sparringspartner. Kort sagt ham, der skulle sørge for, at Jens Rosendal kunne rejse sig i et forsamlingshus eller sognehus og fortælle om sine sange – synge dem mens Rasmus spillede til. Og Jens Rosendal sang om menneskers liv og sit eget liv. Og vi synger alle med på hans sang:

Du kom med alt det, der var dig,
og sprængte hver en spærret vej,
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

Det er Jens Rosendals kærlighedssang. Og den er blevet vores alle sammens livssang. LEV DET!

Netop sådan kaldes der på os midt ind i det underligste forår vi længe har stået i. Trods dette – hver en spærret vej skal sprænges! Det er drømmen. Det er håbet. For sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.
Erik Steen
 
Hør sangene her:

Dagens hilsen fra præsten DAG 60


Så blev det den tredsindstyvende dag, hvor dele af samfundet og kirke er lukket ned.

Det er ligesom at vælte dominobrikker. Eller åbne for en kasse fjedre. Eller lukke køer eller fodboldspillere ud på græs. Eller mennesker ind i et shoppingcenter.
Det er slet ikke til at stoppe. Og det vælter frem med spørgsmål og kommentarer. Det var i grunden meget nemmere med nedlukningen! Der er lukket! Men genåbningen er som netop beskrevet:
  • hvorfor ikke os (museer, zoologiske haver, højskoler m.m.)
  • hvordan (skoler, kirker, restauranter, efterskoler)
  • lad os bare komme i gang (shoppingcentre, Superliga m.m.)
Og så kalder man os for ’forandringsparate’!
Vi har det faktisk bedst i kendte rammer. At vi ved, hvordan grundlæggende vilkår er. Så kan vi navigere indenfor disse. Og vi har det bedst med rammer og retningslinier, vi kan forstå (jamen, der er jo masser af luft i en zoologisk have …………… så hvorfor ikke ……. ). Og forstår vi ikke, så kan vi blive ramt på retfærdighedssansen. Og så får vi det sværere ved at følge retningslinierne.
Nej, giv os det velkendte.
Det kender vi godt i Mølholm kirke. ”I kirken synger de kun gamle salmer!” Men når vejen så falder forbi: ”Hvorfor synger I alle de nye salmer, som vi ikke kender – lad os synge nogle af de kendte gamle!” Eller kan du præst ikke bare give os nogle klare retningslinier i livet?
Men NEJ. Både genåbningen af samfundet og Mølholm kirke rummer det kaotiske i livet. Liv er faktisk altid præget af, at du skal tage stilling, du skal forholde dig, du skal vurdere, du skal vælge, hvad du gør, du skal navigere mellem forskellige mennesker, som alle er Guds børn. Så nej, der findes ikke håndfaste regler eller vejledninger fra Mølholm kirkes side i forhold til livet. Ligeledes gælder det for genåbningen – vi er ude på en balancebom. Dels skal vi turde balancere med – tænke med – vurdere – forholde os. Dels skal vi acceptere, at ikke alt kan lade sig gøre.
Og netop dette er svært: at rumme begrænsninger og at forholde sig til forskellige muligheder. Men sådan er livet altid. Begrænset og fuld af muligheder. Og hele tiden er det dig, der sættes på arbejde. For din mor gør det ikke for dig. Heller ikke Gud.
Så mens dominobrikkerne vælter, fjedrene springer, køerne danser, fodboldspillerne jubler og kunderne i shoppingcenteret svælger i gode tilbud, så handler det for os andre om bare at blive stående i stormvejret! Og hjælpe andre til også at holde sig på benene. For det er et vilkår, som vi er fanget i: livets vilkår.
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 59


Så blev det den nioghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Men blomsterhandleren holder åbnet! For det er Mors Dag og mødre i stort tal skal åbenbart have en blomst i dag. 
Traditionen har som så meget andet rødder tilbage til USA – og rødderne trækker næring helt tilbage til 1872 fra kvindekampen for valgrettigheder – ønsket om fred og en anerkendelse af Julia Howes mors indsats. Hun hed Anna Jarvis og arbejdede med at mindske børnedødeligheden og at forbedre de sanitære forhold!
Så hvor meget vi end er nogle, der har det lidt trangt med de der amerikanske skikke, så må man dog give dem, at Mors dag ligger i så uendelig fin tråd med vores påtvungne fokus på hygiejne og håndvask og afstand! Og dette med at gøre en indsats for andre. 
For at mindes og ære de mennesker, så blev Nelliken brugt som en symbolsk blomst. Den røde Nellike skulle man bære, hvis éns mor stadig levede – og den hvide bar de folk, hvis mødre var døde. Dermed kom blomsterhandlerne på banen.
Rødderne for Mors dag rækker dog længere tilbage – nemlig helt til 1600 tallet og Storbritannien. Her fik børn og unge fri fra tjenestestedet fjerde søndag i fasten for at besøge deres mødrene kirke. Dette blev i praksis den eneste dag på hele året, hvor hele familien kunne samles! Altså en fællesskabets dag – og således også i tråd med alle de erfaringer, som vi har gjort os gennem Coronakrisen. Afsavnet på samvær for børn og bedsteforældre – dengang i 1600 tallet barsk hverdag – for os i dag en markant afvigelse fra det normale.  
Disse forskellige rødder til Mors dag bevirker også, at den fejres eller markeres på vidt forskellige dage verden rundt. 
Tilbage til blomsterhandlerne. Eller blomsterne. I adventstiden synger vi med glæde ’Blomstre som en rosengård, skal de øde vange’. Det er Grundtvigs digt over kapitel 35 fra Esajas bog. Esajas bog er kendt for både trange tider og håb. Trange tider, fordi kong Nebukadnesar belejrede Jerusalem i to år og i 587 f.Kr. indtog Jerusalem, brændte templet, dræbte kong Sidkijas sønner og bortførte hele det jødiske folk (eller en stor del af den herskende gruppe, præster, håndværkere og større jordbesiddere) til Babylon. Her sad det jødiske folk i Det Babylonske Eksil frem til år 539. 
I dette eksil udviklede israelsk religion sig til jødedom – fra at være ”offerkult” med brændofre i templet til at handle om at overholde renhedsforskrifter og sabbat. Konkret betyder det, at religionen kan dyrkes alle geografiske steder i stedet for at være bundet op på templet (det ødelagte) i Jerusalem. Derfor har jøder lige til den dag i dag kunne leve i Diaspora / spredt rundt i hele verden og samtidig kunnet holde sammen.  ”Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger Herren. Hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte” (es. kap 1). Det jødiske folk arbejder sig under pressede ydre forhold frem mod indhold, der kan give håb. De ser for sig, at ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen” (es. kap 35) 
Rosen skal blomstre i ørkenen!
Det billede står den dag i dag. Midt i al ørken skal der skyde en blomst op. På trods af al tørke og al ørken. Der er HÅB. 
Det er den blomst, som vi i dag giver til mødrene. De kæmper om nogen for at give liv videre. Med håb!
Jeg kan berolige alle med, at disse ”dagens hilsen fra præsten” lakker mod enden. Jeg tænker, at søndag 17. maj bliver den sidste. Så også her er der håb.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 58


Så blev det den otteoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Søndag 23. februar løb den 25-årige sorte Ahmaud Arbery en tur i Brunnsvick i delstaten Georgia. Undervejs blev han skudt af to hvide mænd, en far og hans søn.
I morgen søndag 10. maj skulle det 3. hold konfirmander have været konfirmeret. Nu har Corona så rykket det til weekenden 5 + 6. september. Derfor kæmper præsten for at komme på omgangshøjde med at ”møde” konfirmanderne online.
Det skal vi så igen på torsdag. Og konfirmanderne har fået til opgave at se filmen Invictus om Nelson Mandela og lavet af Clint Eastwood – og de må gerne se den sammen med deres forældre! Invictus fortæller om Nelson Mandelas vej ind som præsident for Sydafrika efter at have siddet fængslet i 27 år heraf de 18 på Robben Island. Nelson Mandela havde alle mulige grunde til at være fyldt af had og hævnlyst, men han valgte helt bevidst en anden vej.
Det er den vej, som konfirmanderne skal følge i filmen Invictus. Og de skal få en fornemmelse af apartheid og en flig af, hvad dette system rummede. Og de skal forholde sig til det overordnede tema, som har været vores fokus: TILLID.
Jeg kan huske fra mine noget yngre dage, hvordan diskussionen om Sydafrika og apartheid fyldte i vores snakke og aviser og TV. Bla.  ’måtte’ vi ikke handle hos benzinselskabet Shell, der havde betydelige interesser i Sydafrika.
Jeg husker det som historie!
Men rystende nok, så er det nutid. Igen – igen – igen er der nu kommet en historie frem i USA. Denne gang er den 25-årige sorte Ahmaud Arbery blevet endnu et offer for en ubegribelig nedskydning, der minder om bevidst lynchning. Det viser en helt tilfældig videooptagelse, der først nu er kommet frem. Inden dette skete, så var sagen blot blevet lagt til side af politiet. Mistanken går på, at sagen blev lagt til side netop fordi gerningsmanden er tidligere politibetjent, og at hans tidligere kollegaer ikke har gået tilstrækkeligt grundigt og kritisk ind i forløbet. Og fordi ’black lives not matters’ (sorte liv intet betyder).
Lever apartheiden stadig? I undergrunden, skjult, ubevidst, bevidst. Når vi bliver optaget af andre ting. Kan Corona tage al vor opmærksomhed – sådan at andet kan vokse i det skjulte?
Jeg tror på, at fortællinger som f.eks. filmen Invictus eller filmen Green Book (Oscarvindende film fra 2018 med bla. danske Viggo Mortensen) kan trække os ind i et univers, hvor vi bliver nødt til at reflektere over liv og mennesker. På samme måde som Guds fortælling drager os ind i et fælles univers, hvor vi ikke kan undgå at se ud over vores egen næsetip. Og samtidig kan en film som Invictus pege på redskaber til at løse fælles traumer.
Hovedudgangspunktet må være, at vi tør forholde os til problemerne. I stedet for at skubbe dem til side og negligere dem som nu i sagen om den 25-årige sorte Ahmaud Arbery. Det sker kun via holdninger. Derfor skal konfirmanderne se filmen Invictus. Måske du også har lyst? Og kombiner den gerne med Green Book. Så er der lidt at tænke over!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 57


Så blev det den syvoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

YEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEESSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSSS

Mandag 18. maj åbner Mølholm kirke igen!

På den syvogtresindstyvende dag får vi lov at åbne dørene igen. Forhænget i templet flænges – adgangen åbnes. Det generøse rum lader sig mærke og bemærke. Vi må være der igen.

Selvfølgelig med forsigtighed og med afstand og med hensyn. Ja, og ikke alle dem, der kan være der. Eller vil være der. Men vi skal i gang igen. Op på ælset og ind gennem porten. En flig af menneskelivets normalitet viser sig og kalder på dig. Kom ud af skallen, ud af isolationen, ud i foråret. Og husk så lige at passe på hinanden!

Og husk at huske alle dem, der ikke har fået lov at åbne. Hjælp dem – støt dem. Det har de brug for. Det kender vi fra os selv. Al den forløsningens glæde, der nu kanaliserer sig ud i energi og glæde og håb for os, den samme skuffelsens ærgrelse og smerte nager andre steder. Så stor forskel er der på det ene og det andet, at man kan mærke det i sin krop og sjæl. Det sender besked rundt i hele kroppen – enten glæde eller skuffelse. Det ene løfter – det andet tynger. Derfor – hjælp os alle med at huske dem, der ikke fik lov at åbne!

For glæden er på trods. Altid på trods. På trods af faren for at smitte eller blive smittet. På trods af faren ved at blive hovmodige og glemme de andre. På trods af alle de 66 dage, vi i alt når at holde lukket. Men glæden løfter! Giver vinger. Bringer os videre. Der er en verden til forskel.  Det kender vi fra kristendommens fortælling, der er altid en verden til forskel, der er liv til forskel. Og liv spreder sig og bliver til mere – fra den ene til den anden – fra Gud til dig og mig. ’Det du har fået for intet – giv det videre for intet’ – skænk glæde og liv omkring dig, løft dem, der er tyngede, tænd lys i mørket, råb det fra bjergene, visk det fra højene så det bliver en glæde for hele folket.

Den syvoghalvtredsindstyvende dag er en god dag – det er den første dag efter vi har fået at vide, AT VI MÅ ÅBNE IGEN! Den første dag. I en ny tid. Tiden er ny, vilkårene er ændret. Som på den første dag. Jorden var dengang tomhed og øde. Og Guds sagde: ”Der skal være lys!” Der er forskel. Om det fælles liv lukkes ned, eller om der tændes et lys i verden – i menneskers liv. Og Gud så, at det var godt!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 56

 
Så blev det den seksoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Tja ………… hvad er der lige at sige. Lige nu venter vi. Vi har valgt nogle mennesker til at stå i spidsen for vort land. Den demokratiske vej. De har et mandat. Vores mandat til at kikke tal og tage vurderinger og beslutninger. Det er er måske et meget OK system, for vi er jo mange der har meninger om Genåbning nr. 2.
Et OK system, at vi i tillid vælger nogle til at tage vare for det fælles. Og jo, nogen gange er vi ikke helt tilfredse med dem, og der sker også fejl. Men for det første er det bedre end med et diktatur og for det andet, så kan vi jo bare selv byde os til. Lade os vælge. Til at varetage fælles interesser. Vores system bygger på, at mennesker tager ansvar for andet og mere end sig selv.
Sådan er det i mange af livets aspekter: forældre overfor børn, familier indbyrdes, venner, kollegaer, naboer – alle mennesker, der overskrider egne grænser og behov for at tage ansvar for mere end netop sig selv. Uden kunne det ikke fungere. Da ville vi være som små isolerede ø’er.
Men det betyder jo så også, at vi må indordne os under det fælles! De andre. Beslutningerne. Og der er vi nogen, der finder det nemmest at gøre, når vi er enige i beslutningerne. Når vi synes, at de er rigtige. Jeg tror, at vores valgte repræsentanter vælger det rigtige ud fra de givne muligheder. MEN derfor kan jeg stadig godt drømme om, at vores kirkerum generøst får lov at åbne igen, jeg kan godt drømme om og håbe på, at vi må samle xx antal på plænen udenfor kirken, jeg kan godt drømme ………………. mens jeg venter.

HVIS vi får lov at åbne på én eller anden måde, så skal vi have gang i at være fælles. For vi trænger.
HVIS vi ikke får lov ……………………… så bliver det nødvendigt at trække vejret dybt ned i maven og virkelig tænke, at det er godt for de andre!!!!! At det er til liv for andre. Og at det netop er den kristne grundbevægelse: at skænke liv videre – altid at være på vej – at have blik for andre – at sætte sig selv til side.
Men det bliver en hård tanke at føde! Og dog så gjorde Jesus det. Vi går altså i andres fodspor. Lad os gøre det med oprejst pande og respekt!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 55


Så blev det den femoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Nu ved vi jo ikke, om vi lakker mod enden af nedlukningstiden for kirken!

Dele af samfundet er genåbnet, og i disse dage drøftes og besluttes den fremadrettet plan for mere genåbning. Ja, måske får vi at vide i hvilke trin, vi hører hjemme i – om det så er kirker eller caféer eller teatre eller efterskoler.

Men hvis vi nu lakker mod en vis genåbning af kirken, så vil det være nærliggende at søge at gøre sig nogle tanker på baggrund af det, som vi har oplevet. Som præst er min funktion knyttet enormt meget op på relationer. Disse relationelle muligheder blev ganske kraftigt lukket ned for 55 dage siden. Kirke og sognehus blev lukket og låst. Gudstjenester aflyst. Al samvær ligeså.

Det har ’gjort noget ved os’. At skulle være lukket ned i så lang tid. Vi mangler input fra hinanden. Vi mangler et smil og en tåre. Vi mangler at ’mærke’ andre end os selv. Og vi mærker ganske langsomt nye sider af os selv – vi kommer ud i hjørner af sind og sjæl, vi ikke helt ønsker at komme ud i  – eller ved, hvordan vi skal takle – vi bliver meget centreret om os selv. Egocentreret. Det er den ene side. Den anden side er en kombination af ro og af stress. På samme tid. For nogen en enorm ro ved ikke at have 10.000 aftaler og projekter i gang. Tid til bare at være. For andre en enorm stress ved at skulle håndtere hjemmearbejde, børn og familie 24/7. Bare at være på hele tiden. Og ikke slå til. Hverken nå det arbejdsmæssige eller rumme det følelsesmæssige på hjemmefronten. Og over det hele har svævet to spørgsmål: Hvor længe? Hvor farligt?

Relationer – ro – stress – uvished.

Spændt ud mellem disse har vi været.
Nu skal vi lære at være mennesker igen.
Som en proces. Som en vilje. Som en nødvendighed. Som et ønske.

Det er her, at vi alle skal søge at sætte ord og form på vores oplevelser og situation. Ord der kan tale til os og søge at give retning og perspektiv. Form der kan rumme relationer og uvished – ro og stress.

I mange år har Mølholm kirke stået her i det lokale og åbnet sine døre. Generøst har kirken budt mennesker indenfor. Generøst rummer kirken al det liv, som vi har viklet os ind i, og al det liv som har viklet sig om os  – ja, vi har lov at medbringe det hele hudløst ærligt og åbent. Det levede liv. Det er denne generøsitet, der skal give os flere ord og andre former. Som et sennepsfrø der er mindre end alle andre frø, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter. I dette kan vi bygge rede og bo. Sådan skal denne generøsitet rumme os på vejen ind i genåbning nr. 2.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 54


Så blev det den fireoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Vi lever i en undtagelsestilstand.

Vi lever. 
Undtagen i forhold til alt det, som vi ikke må i forhold til før.
Vi er undtaget – taget væk fra det normale liv. 
Og mens vi er taget væk – undtaget, så venter vi.

Men hvad venter vi på?
  • Krammere
  • Gensyn i familien
  • Skolegang for de ældste elever
  • Efterskoler – højskoler
  • Besøg hos familie på plejehjem
  • Butikscentrenes åbning
  • Koncerter, teater, museer
  • Gudstjenester i Mølholm kirke
  • Foredrag og fællesskab i sognehuset
  • Rejser til udlandet – erhverv og ferie
  • Ordrer til virksomheder
  • Sikkerhed
  • Sundhed
eller måske du venter på noget andet?

Alt dette er noget, som hørte til det normale liv før.
Men kan vi tolke fra denne liste fra før og så til det kommende?
Hvad mon der kommer. Af liv til dig og mig?
Vi ved det ikke. 
Det er nemlig en undtagelse / det er taget væk. 
Vi står i et Vadested. Som i Vejle. Vejle Vadestedet. Her, hvor mennesker gennem 10.000 år har levet i landskabet præget af Istiden Weichel. Vi har kæmpet med bakkerne og dødishullerne, vi har bygget broer over sumpede områder og fjorde, vi har bygget huse på forhøjningerne, og vi har været hjemsøgt af oversvømmelser, den svenske hær, de tyske soldater. Men vi er her stadig. I et Vadested. Som en undtagelse. På trods. Fordi vi vil. Fordi vi kan. Fordi vi skal. Fordi vi er Brobyggere.

Måske er det os som by, der skal tage undtagelsen på os – gøre den til vores – give nye former til det fælles liv! Gøre dette nye til det nye normale. Finde udveje, sådan som vandet gjorde det, da det smeltede fra Weichels gletchere (bemærk stavemåden: Gletcher er tysk, på dansk: gletsjer). Vandet søgte udveje og gravede med sin voldsomme kraft kløfterne i Vejle Ådal, ja på den måde skabte vandet i al sit kaos et fantastisk varieret område for os at bo i. 

Vi lever stadig i undtagelsen. Vi venter. På Genåbning nr. 2. Men vi behøver ikke vente på at være med til at danne og forme det liv, som ligger foran os. Og kan vi tage gode elementer af det gamle – det der var før, med over – så lad os endelig gøre det. For da vil det have overvundet undtagelsen og have karakter til at give perspektiv for os ind i det nye. 
Da er det os, der undtager Corona fra at definere alt i vores liv. 
Se det er en ny undtagelse ……………….
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 53


Så blev det den treoghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Så er det tid til at tænde lys og sætte dem i vinduerne i aften her den 4. maj 2020. For det er 75 år siden, at Johannes G. Sørensen fra BBC London kl. 20.36 kunne læse: ’I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.’

Mørklægningsgardinerne blev revet ned, der blev tændt lys i vinduerne og folk strømmede ud på gaderne. Sådan tog det konkret fysisk form. Ordene lød, tog langsomt bolig i sind og sjæl, eksploderede i samme nu som en udadrettet glæde sammen med andre. Vi skal vise det – derfor lys i vinduerne – vi skal dele det – derfor ud på gaderne. 

Man kan altså godt tvinge et folk til at leve under mørklægning både konkret og mentalt, man kan godt tvinge mennesker til at adlyde, men hele vejen igennem har dybt inde i sind og sjæl boet et lille frø af håb og selvstændighed og trods og modstand og drømme og afventning. Man har ligget i hi. Og ventet. Håbet. Drømt. Været indestængt. Desillusioneret og passiv, oprørt og engageret og aktiv – begge dele levede side om side. For modstanden var så stor – kunne man virkelig håbe, at den kunne overvindes? Udsigterne så lange – gad vide, hvornår?

Man kan ikke grundlæggende sammenligne med vore dages Coronakrise. Men elementer kender vi. Kan Coronavirusset overvindes? Og hvor lang tid går der? For som den norske sundhedsminister Bent Høie sagde i sin meget roste tale til de unge: ’ Foråret, hvor du fyldte 14, ligger ikke og venter på dig. Og det er ikke muligt at vende tilbage til sommeren, da du var 17. Og studenterfejringen kan ikke spilles på repeat.’

Der er tider i et menneskes liv, der er vigtige. Tider, der definerer os. Og sætter mærker i os. Den tid kommer ikke tilbage. Det gælder de unge – det gælder besøgene på plejehjemmene hos de ældre – det gælder det kram, du skulle have givet som undskyldning til en god ven eller et familiemedlem. Den lejlighed kommer ikke tilbage. Derfor spørger vi: hvor længe …………………….?

Men når vi lytter til historierne fra Besættelsen, så får vi også et indblik i menneskers liv på trods. Masser af enkeltmennesker har på trods af de svære tider under besættelsen gjort en forskel i den helt nære familie eller blandt venner. De om man så må sige tændte et lys allerede før befrielsen. Andre tog aktivt del i modstandskampen. De søgte at afkorte længden tyskernes besættelse. 

Den norske minister fortsatte: ’næste sommer findes ikke, når du er ung. Som voksne snakker vi om ”næste sommer”. Næste sommer er for midaldrende mænd, som køber hakket oksekød og toiletpapir på tilbud’. Og ja, det forrygende morsomt og rigtigt. Men også for de midaldrende mænd er tiden en faktor, der løber. Og kalder på at tænde lys og gøre modstand. Eller i Coronakrisens optik: at tænde lys, synge fællessange OG søge nye muligheder for det fælles liv!
Tiden er kommet til at gøre noget. 

Det er også sådan, at Markus starter sin fortælling om Jesus. ”Tiden er inde …………….. ”. En ny tid er kommet til. En ny lære med myndighed. En myndighed der taler om menneskers liv som afhængigt, knyttet, givet, skænket og derfor rettet udad: Lys skal tændes, frihed skal skænkes og du skal gøre det nu! 
Nu er tiden. 
Og da vil du være med til at bygge på den fælles fortælling om Danmark under Coronakrisen. Du vil være med til at lægge fundamentet for de mennesker, der kommer efter dig og mig. Dem, der starter som unge og siden vokser op for at tage ansvar og tænde lys og sprede frihed. Vi er en del af noget fælles og større. Derfor vil vi i dag glæde os ved at kikke tilbage på befrielsen for 75 år siden med taknemmelighed, og vi vil håbefuldt kikke ind i fremtiden. Det definerer vores nutid. Dagen i dag. Nu er tiden. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 52


Så blev det den tooghalvtredsindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Paradokset 
Prøv at tænke lidt over denne her sætning – før du læser videre: ”Jeg lyver altid!”

Hvis jeg altid lyver, så ville jeg jo også lyve i denne sætning. Og så ville den sætning jo være sand. Og så ville der være én ting, jeg ikke har løjet om. 
Eller denne her: ”Der findes ingen sande sætninger”. 
Hvis sætningen er sand, er den falsk.
Det kalder vi paradokser. Ordet kommer af to græske ord: ’para’ som betyder ’mod’ eller ’ved siden af’. Og det andet græske ord er ’doksa’, som betyder ’mening’. Deraf det sammensatte ord ’paradoks’ = ved siden af al mening / mod al mening.

Der er også et mere grundlæggende paradoks for os moderne mennesker. Nemlig dette, at den sociale og teknologiske magt, som vi tilstræber, synes at undergrave sig selv. Eller sagt med andre ord: når vi udvikler globale fællesskaber og teknologiske muligheder for at rejse verden rundt, så kan vi pludselig finde os selv ramt af Corona forårsaget af os selv.

Coronakatastrofen er en utilsigtet effekt af vores egne handlinger! 

Og dermed er vi magtesløse på en ny og paradoksal måde: Årsagen til det onde / katastrofen / krisen kommer fra os selv. Deri paradokset: skal vi fjerne det onde, skal vi dybest set fjerne os selv. Og lige netop det løsningsforslag har jeg trods alt ikke hørt endnu. 

Derfor lever vi med et paradoks. 

Og derfor kan vi sige om Guds funktion i dag – at det er paradokshåndtering.

Vi skal som mennesker på én eller anden måde håndtere det paradoks, at vi ikke forstår dette ubegribelige (at vi selv frembringer katastroferne) og hjælpe os til at affinde os med, at vi er afmægtige (nemlig at vi ikke magter at holde Corona fra at ramme os – ja at Corona er sprunget fra dyr til mennesker, fordi vi mennesker har så tæt berøring med eksotiske dyr). 

I gamle dage var Gud en leverandør af sikkerhed. Men da Gud endnu ikke har løst det der med Corona og bragt os i sikkerhed – så er vi selv gået i gang! For vi er moderne, og vi tilstræber teknologisk og social magt. Vi arbejder på vacciner og helbredende medicin.

I dag har Gud så en anden opgave – han skal hjælpe os med at håndtere usikkerheden! Nemlig som en måde der gør mening mulig (eller gør det muligt at forholde sig til det meningsløse). Her får vi som moderne mennesker et sprog, hvor vi hjælpes til at forstå det ubegribelige. Og dette sprog kalder vi TRO.

TRO overskrider paradoksets grænse. TRO giver os et rum at være i med os selv. Os der netop har forårsaget den krise vi står i. Det er her, at Jesus spiller en helt central rolle. Nemlig som ham der er den ultimative grænsegænger. Jesus favner begge sider af paradokset: både vores trang til at ville alt på egen hånd OG vores afmagt, når vi opdager, at det ikke går. 

Der er en forrygende og meget brugt (og misbrugt) fortælling, som sætter dette paradoks på spidsen. Vi kender fortællingen som Vandringen på søen – om skrækslagne disciple helt alene for sig selv i en båd på en oprørt sø. Og da Jesus kommer til dem, så lyder det frimodigt fra Peter: ”Jeg kan også!” Men da Peter så den stærke storm, blev han bange og råbte: ”Herre frels mig”. 

Jesus er den, der rækker ud fra Gud og ind i vores liv. Han anerkender trangen til at vi som mennesker vil træde ud på det dybe vand, og han rummer afmagten, når vi ikke kan det. Og pointen er: JESUS BLIVER. Han forlader ikke Peter – heller ikke selvom han siden fornægter Jesus 3 gange før hanen galer. Jesus vedkender sig menneskets grundvilkår: at ville sikre sig og at komme til kort. Ja, Jesus går selv helt ind i livet og viser os en anden vej: at liv er kun til, når det skænkes og gives videre.

Så når vi moderne mennesker roder os ud i det totalt paradoksale, at vi selv forårsager katastroferne – og at vi dermed kommer grundlæggende til kort og ikke har den magt over livet, som vi stræber efter – ja så giver Gud os lov til at være menneske på trods – eller i det paradoksale. Her hvor vi bliver nødt til at kæmpe videre med at få den der vaccine til at virke, den der medicin til at fungere og vores genåbning som samfund til at tage form. Det er vores opgave som menneske – set med troens briller. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 51


Så blev det den enoghalvtresindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

I byen Pittsburgh i delstaten Pennsylvania i USA holder folk i kilometer lange bilkøer for at få gratis mad. En  hær af frivillige fra en lokal hjælpeorganisation deler ud: Pasta, ris, frossent kød, mælk og lidt æbler. To kasser i hvert bagagerum.

I USA!!!!!!!

Verdens førende stormagt gennem de sidste mange år. Leverandør af ideologi, teknologi, film, biler. Landet hvor:
  1. Samuel Mors opfinder telegrafen og udvikler morsekoden (og ja telegrafen er ud fra Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen)
  2. samlebåndet sendte Ford T’er på gade i uhørt højt tempo og startede en udvikling, som vi rent industrielt stadig bygger videre på
  3. (og nej USA opfandt ikke jernbanen – den har rødder tilbage til Grækenland 600 år f. K.!!! – og det var englænderne der udviklede dampmaskinen)
  4. Edison og Dickson udviklede det første filmkamera og siden har USA leveret fortællinger til og om vores liv på film
  5. Neil Armstrong var det første menneske på månen
  6. Silicon Walley er blevet et begreb for udvikling af IT
og samtidig har USA kæmpet med:
  1. udryddelse af oprindelig befolkning
  2. import af og udnyttelse af slaver
  3. markant racisme og sågar lynchninger
  4. kommunistskræk
  5. krakket på Wall Street
  6. angrebet på Pearl Harbor, 2. Verdenskrig, Korea-krigen, Vietnam-krigen
  7. angrebet på WTC 11.9.2001 og efterfølgende krige i Afghanistan og Irak
Det land har IKKE formået eller villet opbygge et system og et fællesskab, der sikrer indbyggerne mad eller behandling i sundhedsvæsnet!

Derfor holder de i byen Pittsburgh i kilometerlang kø for at få gratis mad udleveret. Udleveret af frivillige fra organisationer og kirker og alskens foreninger. For de kan se behovet. Nøden. Men det er som en dråbe i havet. Og det er så markant, at den måde vi indretter vores fællesskab med hinanden på, den er så afgørende. Og samtidig bliver det tydeligt, hvor sårbare vi i grunden er, når alting ramler om ørerne på os. Og hvor hjælpeløse vi bliver! Og fristet af egoisme og snæversynethed.

Den enkelte kan kun gøre så lidt alene. Men fælles kan mange enkelte gå sammen og få sat struktur og retning på den fælles indsats. Tankevækkende, hvor stor en forskel det gør, at strukturer og rammer kan få os til at arbejde sammen om at få samfund og land til at virke. Til gavn for mennesker.

Tag nu bare os som Mølholm kirke. Vi er lidt rystet for tiden. For vi arbejder rigtig meget med at samle mennesker, vi arbejder med relationer, vi arbejder med at tolke og søge at rumme. Gennem ord og musik. Gennem fællesskab om det med at være menneske. Vi er udfordret på form (nemlig at vi ikke må samles) og på indhold (nemlig at vores indhold netop handler om at Gud sætter os ind i et fælles univers). Her i Mølholm sogn og kirke er det grundlæggende vigtigt, at vi tager hul på en debat og en brainstorm – sådan at vores struktur med menighedsråd og ansatte og frivillige finder en vej til at mennesker kan være sammen og til at tolke og forsøge at rumme.

For de kilometerlange køer i byen Pittsburgh fortæller, at det kan gå helt galt uden!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 50


Så blev det den halvtresindstyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Vi har jubilæum. 50 dages jubilæum. Helt vildt at tænke på!
I Norge må man fra næste uge være 50 mennesker samlet og med 1 meters afstand. Norge er ved at gøre det muligt at samles igen. Det ligger i det, de gør – og det ligger i selve tallet 50. 

Pentekoste. Et græsk ord, der betyder den halvtresindstyvende. Med henvisning til at Pinsen ligger 50 dage efter Påske. Pinse gør det også muligt at samles igen. Som mennesker. Og forstå på hvert vort modersmål, hvad der bliver sagt om det med Gud og menneskers liv. Vi kan samles, og vi kan forstå. Det er helt afgørende. For når vi ikke er samlet, og når vi ikke forstår, så er det som en ond cirkel: vi holder os længere fra hinanden, og vi forstår mindre og mindre – og jo mindre vi forstår, jo mindre ønsker vi at blive samlet ……… og jo mindre vi er forsamlet ……….
Eller formuleret med en sognebeboers ord – efter en bisættelse ved Mølholm kirke: ”Vi stod så spredt og ingen turde nærme sig hinanden. Det var en bedrøvelig affære!

Netop bedrøveligt. Vi mærker på egen krop, hvad hele Gammel Testamente har som fokus: genoprettelsen af forholdet mellem Gud og menneske(r). Fortællingen om Babelstårnet (se dag 9) har sin helt egen rolle i forhold til Pinse. Konsekvensen af menneskets trang efter ikke kun at være menneske fører til adskillelsen både fra Gud og fra de andre. Sprogforvirringen skaber adskillelse. Babelstårnet var mennesket op til Gud. Pinse er Gud ned til mennesket og ud blandt mennesker. Og nu kan vi forstå Gud igen. På hvert vort modersmål. Så begrænsningen ophæves ikke – men forståelsen kommer til os udefra og spreder sig blandt hver og én. 

Vi kan forstå!
Vi. Os. Det fælles.

Og det taler jo så ind i dette med 1. maj og arbejdernes internationale kampdag. Den første i Danmark var i 1890 i Fælledparken i København og rundt i en række provinsbyer. Denne dag er fejret siden med undtagelse af 1940. Dagen kendetegnes ved fællesskab om sange og taler. Og så med et formål – at sikre ordentlige vilkår til arbejderne. I starten var det kravet om en 8 timers dag. Siden er dagen blevet brugt som platform til at bringe en masse ideer i spil på. Alt sammen med det udgangspunkt, at dette skulle gøre det bedre / sikrere / nemmere / sundere / mere givtigt / mere solidarisk at være arbejder. At være én, der bidrager til det fælles med hænder og hoved. 
Fællesforståelse.
Det kræver ord. Ord der tolker og giver billeder. En digters ord. Yahya Hassan. Den unge digter med de vilde ord og det agressive udtryk i sind og sjæl og krop og sprog. Yahya Hassan søgte at sætte ord på et voldsomt og markant liv som ungt menneske – han søgte at få os til at forstå. Og samtidig kunne han ikke forstå sig selv. Ordene væltede ud af ham som et billede på de mange tanker, der kværnede rundt i ham. Og vi magtede ikke at træde til og forstå ham. 
Måske er det den manglende forståelse, der kostede Yahya Hassan livet. 
Så meget desto vigtigere bliver det, at vi til stadighed forsøger at forstå!
På denne halvtredsindstyvende dag. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 49


Så blev det den niogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Godt at høre, at der er nogen derude i Mølholm og rundt i Vejle! 
TAK

Kristendom er også kommunikation. Samtale. Dialog. Henvendelse. Modtagelse. Indtagelse. Tilbagesendelse. Kaldelse. Refleksion. Handling. Eftertanke. Omtanke. Inddragelse. Involvering. 
Vores liv er bundet op på kommunikation. For år tilbage gjorde de engelske myndigheder et frygteligt fund i et hus. Under trappen var der bygget et lille skab og i det skab boede der en dreng, jeg kan ikke helt huske hans alder men vel omkring de 5 – 7 år. Som i ren Harry Potter stil var han låst inde i skabet under trappen og fik så hver dag lidt mad serveret. Da myndighederne fandt og befriede ham, var han skræmt som en hare og totalt uden sprog. Han havde aldrig lært at tale – eller være menneske!
Kommunikation giver liv. Skaber liv. Former liv. Vi formes af det, vi møder. Det kroger sig ind i os og bliver en del af os og drager derfra ud igen i mødet med andre mennesker og påvirker dem. Det er som en vekselvirkning, hvor bevægelsen frem og tilbage er en fremadskridende bevægelse. Derfor kan du måske sige om et andet menneske, at ”det er blevet klogere med årene”. Ikke kun sådan videnskabeligt. Nej i forståelsen af det med at være menneske. 
Det er i det univers, at Gud er. I kommunikationens univers. I mødet og samtalen og dialogen. Så vildt og markant som én af os. Som Jesus fra Nazaret. Som det menneske, der ikke levede for at sikre sig selv – nej i stedet satte alle ord og al handling ind på at forme liv, skabe liv, møde andre. Kommunikere. På højt plan. Helt nede på jorden. Midt i livet. 
Måske er det derfor, at desperationen sniger sig ind på flere af os – her i Coronakrisen! Kommunikation som mødet med andre er voldsomt begrænset. Og vi har øvet os i de sidste 49 dage på at holde afstand og skabe distance. Det går desværre alt for godt! Desværre – for det sætter mærker i os, det giver ar af noget, der burde have være der, det er lige før vi selv sætter os ind i skabet under den trappe. For at være i sikkerhed. Men det kan vi ikke. Vi kan aldrig isolere os til sikkerhed og liv. Vi bliver nødt til at ”komme ud af skabet” og løfte vores blik på andre – åbne vores mund og lade ordene flyde – åbne vort sind og turde bruge tillid som bindemiddel mellem mennesker. Deri ligger vort håb.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 48



Så blev det den otteogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Kære eventuelle læser af Dagens hilsen!
Er du derude?

Det er lidt svært at vide. For vi sidder jo spredt rundt om i vores hjem og har lukket ned. Spørgsmålet er, om vi også har lukket ”os” ned. Altså relationerne, det gensidige, fornemmelsen af hinanden, glæden ved andre, modet til at være fælles?

Jeg har skrevet 47 af disse hilsener til dig. Nu har jeg brug for noget sparring. Hvordan kan vi som mennesker og bydel og kirke ”komme videre”? Jeg læser i nyhederne, at statsministeren har lovet at komme med en langsigtet genåbningsplan. Lad os tænke idéer sammen!
Hvis nu der bliver restriktioner og begrænsninger på at mødes mange mennesker – og ja det er der jo allerede hele sommeren, men hvad nu hvis vi som kirke og bydel får lov at åbne i den begrænsede udgave, har du så nogle idéer?

Og kan nogle af disse her bruges hen over sommeren:
  • gudstjenester i kirken søndag med begrænset antal deltagere ( …….. øh hvordan fordele pladserne?)
  • små gudstjenester i kirken f.eks. onsdag formiddag
  • ’sit-and-talk’ – altså små grupper af stole og borde på kirkens græsplæne – medbragt kaffe og brød –  snak og fællessang
  • ’walk-and-talk´  – små grupper, der går ud fra kirken – og lidt medbragt til ganen
  • ´bring-and-eat´ – hjemmebagte boller leveres rundt i sognet af frivillige – overdrages med en lille snak ved kantstenen
  • ’tegnekonkurrence’ – for den yngre del af sognet
  • ’del-din-historie’ – skriv eller indtal en kort historie om noget, der har gjort indtryk og del den via Mølholm kirke 
  • ’del-din-historie-med-mobiltelefon’ – tag et par billeder og del dem med os andre
  • ’fortæl Mølholms historie’ – ved at tage foto og del via Mølholm kirkes Facebook sammen med kort kommentar 
  • ’come-and-join’ – små udendørs gudstjenester på plænen ved kirken bare med præsten – og folk ved små borde på kirkens græsplæne 
  • ’give a hand’ – giv en hånd f.eks. til Danmissions Genbrugsbutik, Kirkens Korshær, Café Parasollen
  • ’sofa og debat’ – altså vi flytter sofaerne fra Filosofisk Salon op på Kirketorvet ved Mølholm kirke 
  • ’ring-and-share’ – telefonkæder, hvor man kan ringe sammen
  • ’sommerforedrag-på-plænen’ – udendørs ved små borde og tid til fælles snak 
  • ’stigegolf m.m. og kaffe’ – på plænen ved kirken 
  • ’Præstens-hilsen’ – med efterfølgende snak og medbragt kaffe på plænen
  • ’oplev-kirkegården-og-kirkeskoven’ – vi sætter borde og stole forskellige steder rundt på kirkegården og i kirkeskoven – til medbragt kaffe og brød og til fælles snak
  • ’Præsten-stopper-med-at-lave-Dagens-hilsen’ ????
  • ’Præsten-stopper-med-at-lave-Videogudstjenester’ ????

Ja, det var blot sådan nogle forslag fra min side. Jeg håber, at du har nogle flere og bedre!

Og at du har mod på at kommentere på mine forslag!

For i grunden er det underligt at sidde sådan helt afsondret og bare kommunikere gennem en skærm. Jeg TRÆNGER til at møde nogle mennesker!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 47


Så blev det den syvogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
 
Vi har gennem 47 dage været ramt af Corona. Nu bliver vi i stigende grad også ramt af genåbningsfeber og økonomisk kulde.
Genåbningsfeberen viser sig som lodret stigende kurve på termometeret.
Den økonomiske kulde lukker os inde i vores hjem uden mulighed for at rejse eller købe bøger.

Her til morgen er det meddelt, at SAS skal fyre op mod ½ af deres personale. Det er ca. 1700 mennesker her i Danmark. Det er mange og det er vildt. I går meldte den legendariske og gamle boghandlerkæde Arnold Busck sig konkurs. Den har rødder tilbage til 1896 og Pilestræde i det centrale København. Siden 1903 har butikken på Købmagergade været det helt unikke omdrejningspunkt for bøgernes verden.

Vi lever af fortællinger.
At rejse er at leve.

Fortællinger fordi de er med til at sætte vores liv i perspektiv. Langt mere end regler. Fortællinger i bøger og film og foredrag åbner en verden, som vi kan gå ind i, udforske, undre os over, støde os på, blive forarget over, blive rykket af, blive klogere af. Og derfra kan vi så vende tilbage til livet som en anden. Stadig som dig og mig, ja men nu fyldt af indtryk, der sætter sig og gør mig til mere end før.

Rejsen er venner med fortællingen. Det var derfor H.C. Andersen drog ud på sine rejser og vendte hjem med fortællinger. Han rejste ud som et menneske, der søgte. Måske sig selv. Og han fandt – eller blev fundet af fortællingernes forunderlige univers. Inspireret af mennesker, kultur, natur, mad, lys og meget mere. Det tog bolig i ham og fandt vej ud igen i form af bogstaver og ord på et papir. Og af dette kunne H.C. Andersen leve. Og vi med ham.

På den måde er H.C. Andersen trådt direkte ind i Guds fortælling og rejse. Gud er en rejsefortælling. Han bevæger sig for at være hos sit menneske. Og den rejse fortælles videre til os igen og igen. På en sådan måde, at vi bliver inddraget i fortællingen og i den møder Gud selv. Han rejser med os. Vi møder ham. Han fortæller vores livs fortælling som del af sin. Og hans som vores. Det er som en måde at leve på – at være menneske på. Sammen. For fortællinger og rejser lever af det fælles. At blive fortalt. At blive oplevet sammen. At du tør fortælle noget af dig selv ind i et andet menneskes livsfortælling.

Derfor rammer det med Arnold Busck og SAS os alle. Først og fremmest de ansatte, der nu mister deres job, sikkerhed og fællesskab. I bredere forstand også dig og mig. Vi bliver ramt på livet, når fortællingerne og rejserne begrænses. Og der kaldes på os. Til solidaritet med arbejdsløse, til indsats for at bringe nye fortællinger på banen til fælles liv, til at starte små gåture som en tilbagevenden til det med at rejse.

Og samtidig som en modpol til alt det, som vi ikke lige kan forstå. Undrer du dig også over, at en enlig mor til to får en bøde på Islands Brygge SAMTIDIG med at IKEA vælger at genåbne trods klare anbefalinger om at være solidarisk?
Jeg gør.
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 46


Så blev det den seksogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Tillad mig en lidt anderledes vinkel på denne dagens hilsen fra præsten. For dette er dagen, hvor vi skal mindes én af de borgere i Mølholm, som har banet vejen for os andre!
I al sin mildhed og med al sin alders fylde, der lød det den anden dag fra Gerhard Brønserud: ”Nu er jeg træt og kan ikke mere!” Og sådan blev det så. Men bisættelsen på onsdag bliver ikke som Brønserud har ønsket, med mindesamvær og masser af mennesker og fest. For Corona vil det anderledes. 

Derfor har jeg fået lov af familien til at skrive om Brønserud i Dagens hilsen.

Brønserud har været med til at bygge Mølholm. Som et sted for mennesker at bo. Ikke huse og veje – nej relationer har han bygget, givet næring til, været en tjener for – relationer mellem mennesker. Så vi lærer hinanden at kende, så vi kan drøfte store spørgsmål sammen, så vi kan udvide vores horisont. For sådan var Brønserud selv. Et åbent menneske for viden og sammenhænge og kulturer. Og samtidig med sit eget motto: ”man skal aldrig være for stor til at yde andre en tjeneste ………” Så Brønserud åbnede sine døre for studiekredsenes julefrokost, han åbnede sine bøger og indsigt for medlemmer af studiekredsene, han sad for bordenden i menighedsrådet og tog ansvar som formand, han kimede med kirkeklokken til højtider og deltog flittigt i Onsdagsklubbens møder. Når han ellers ikke arbejdede. For der var brug for dyrlægen Brønserud indtil han fyldte 86. Men som han sagde: ”kun tre dage om ugen – for jeg vil nyde mit otium”. Og så sled han kirkebænkene hver søndag, så han i grunden skylder en gang maling!

Gerhard Brønserud er fynbo. Fra en gård, hvor det handlede om at tage arbejdstøjet på. Men dyrlæge det blev han. Læste i København under 2. Verdenskrig, oplevede bombningen af Shellhuset og generalstrejken, kom til Onsild i sin egen praksis, fik diskusprolaps i ryggen og kom derfor til os her i Mølholm. Med ægtefællen Inger og 2 døtre. Brønserud har boet i Mølholm i samme hus siden 1963. Han har hevet gulerødder og kartofler og rødbeder op af haven, han har syltet rødbeder så sent som i januar 2020. Og så har han været med til at skabe grobund for relationer mellem mennesker.

For dette siger vi TAK!

For disse relationer kommer ikke ud af ingenting. De kommer kun når mennesker sætter sig i bevægelse og går andre i møde. Med åbne arme, et venligt sind og en glad sjæl. Det er det, som vi skal lære af Brønserud. Os i de yngre afdelinger. Lære at turde bygge relationer og samfund. Her i Mølholm. Som gadefester, som interessefællesskaber, som FDF Vejle 1, som idrætsforening, som Mødestedet ja og som kirke. Relationer er at give andre rum til at være menneske i. Relationer er netværk. Relationer er opgaver, der bliver løst. Relationer er, at 2 + 2 giver 5. At liv bliver til mere. 

Der har Brønserud været en uvurderlig tjener. Men netop kun en tjener. Endog en ydmyg én af slagsen. Han ankom i sin bil fyldt med cerutrøg – når døren gik op væltede røgen ud og bagefter kom Brønserud. For han var sin egen. Og samtidig var han vores alles. Han havde en underspillet form for humor og han kunne sætte ord sammen til lejlighedssange, så der ikke var et øje tørt, han har ønsket, at bisættelsen bliver en fest for livet. Men der må vi skuffe ham. For Corona vil det anderledes, og selvom Brønserud altid har været gammel siden jeg kom til som præst i 1996, så vil vi andre godt have lov at være lidt sørgmodige! Han har altid været her. Han har altid bygget med. Nu har han givet stafetten videre til os. Nu er det op til dig og mig og din nabo at samle den op – så nye relationer kan opstå og fortsat gøre Mølholm til et sted for mennesker. Et sted at leve. Ikke kun overleve. 
Æret være Gerhard Brønseruds minde!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 45


Så blev det den femogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Undrer du dig over, at ”de andre” ikke kan holde sig væk fra Islands Brygge i København eller Lakolk Butikscenter på Rømø?
Det gør jeg ikke!
For det er en sund del af det med at være et moderne menneske, at vi ikke bare sluger alt fra autoriteterne råt og uforsødet. Ja, det er faktisk kendetegnet på at være moderne. Lad os kikke lidt tilbage i tiden. Før vi blev moderne, da var vi traditionelle. Vi levede i et traditionelt samfund, hvor rammerne var givet udefra. Og vi skulle blot udfylde dem, leve op til forventningerne, leve som foreskrevet. Så en ”skomager blev ved sin læst”, en bonde gav hvervet videre til næste generation osv. Samfundet var statisk. Defineret udefra og ovenfra. Fra autoriteterne: faderen i familien, borgmesteren i byen, kongen i landet, officeren i hæren, læreren i skolen og selvfølgelig så lige også Gud. Når autoriteten talte, så fulgte det enkelte menneske. 
Sådan er det ikke længere. Tænk bare tilbage på den tidligere regering. Når Lars Løkke Rasmussen talte, så lød det ikke bare fra alle os 5,5 millioner danskere: ”Statsministeren har talt ……….. vi følger.” Nej, vi tænkte i stedet: ” ………. nåh …… gad vide om det har noget at gøre med bilag eller fadøl eller om det giver mening!”

Vi tænkte: giver det mening.

Det er således ikke længere givet udefra – nej, det er mig som subjekt, der tænker og vurderer ud fra argumenterne. Holder argumenterne. Og synes jeg, at de holder! Den vending fra det traditionelle til det moderne er sket gradvist gennem mange århundreder, men historikeren Henrik Jensen beskriver i sin bog KRIGEN om Verdenskrigen (dengang vidste man jo ikke, at der kom nr. 2), hvordan denne opfattelse blev folkelig = hver mands eje. 
Henrik Jensen skriver, at de unge soldater lod sig lokke ud på kamppladsen af de gamle autoriteter: Gud, konge, fædreland, officererne i jagten på ære. Men i skyttegravenes helvede opdagede de langsomt, at officeren ikke havde ret, når han beordrede dem op af skyttegravene og i frontalangreb på fjendes skyttegrave. For den tekniske udvikling havde overhalet indenom og opfundet maskingeværet. Og over 9.000.000 unge mænd blev dræbt på den måde. Og de overlevende sad nede i skyttegraven og tænkte: ”De har ikke ret! Officeren, kongen, kejseren, fædrelandet, ja selv Gud. HVEM kan jeg så stole på?”

Og svaret har givet sig siden. Kun mig selv.

Det rækker således kun et vist stykke ad vejen, når Mette Frederiksen stiller sig op som statsminister og giver direktiver. Hun har brug for mere - bemærk, at hun tillige har fagfolk med: Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Thorkild Fogde. De skal give argumenterne for statsministerens direktiver. For det er os – dig og mig, der skal vælge at følge dem eller lade være! I et diktatur eller i et traditionelt samfund ville de fagfolk være unødvendige.
At vi tænker således kan du også bemærke, når du møder mennesker eller ideologier, der fastholder det traditionelle: at autoriteten har ret. Så undrer vi os, tænker at det ikke hænger sammen. For vi tænker anderledes. Nemlig moderne.
Du kan også bare prøve at tænke over alle de familiemedlemmer og venner du har – og alle de forskellige meninger de har omkring Corona og håndteringen af den – om alle de forskellige fagfolk, der melder forskelligt ud. Vi befinder os i et kaotisk virvar af et moderne og eftermoderne samfund. Autoritet tæller ikke ret meget. Argumenter tæller alt. På sin vis er det befriende, at argumenter igen kan bero på videnskab og data i stedet for på følelser og fornemmelser. Problemet er blot – som på Islands Brygge i København og Lakolk Butikscenter på Rømø, når vi moderne mennesker ikke forstår at forstå hvornår vi skal lytte.

Derfor er det nu i stedet bødeblokkene, der taler.
For resten – glædelig søndag.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 44

 
Så blev det den fireogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
 
Gør det en forskel. Alle disse dage. Fireogfyrre.
Gør det en forskel, det som du og jeg og vi alle foretager os?
Tja ……. nogen gange siger ”mine” konfirmander, at de jo blot er et ganske ungt menneske og at der er så mange andre. Underforstået at så ’gør det ikke så meget’ – hvad de gør!
 
Og så tager vi en snak om forskellige mennesker: 
  • Mahatma Gandhi
  • Martin Luther King
  • Nelson Mandela 
  • Váslav Havel
  • John Lennon
  • Michael Jackson
  • Marie Curie
  • Mother Teresa
  • Anne Frank
  • Indira Ghandi
  • Nathalie Zahle
  • Anna Ancher 
  • Sally Ride
  • J.K. Rowling
 
Nogle har de hørt om. Andre ikke. Der kunne også nævnes andre. Men bare den helt umiddelbare snak om, at alle disse enkelte mennesker har været 13 år engang. Været unge og fyldt med drømme og usikkerhed og på ingen måder har gjort sig klart, at vi vil tale om dem her i 2020. Hver især har de  / eller har de haft evner og talenter og stærke sider. Det har vi alle. Og som deres liv har udviklet sig, så har de fået mulighed for – OG TAGET ANSVAR for at bruge deres evner til at gøre en forskel. De har været med til at ændre det liv, som er vores den dag i dag. 
I de her Coronadage kan man læse om forskellene i Europa. Om at halvdelen af Europa er ramt hårdt af Corona og med mange dødsfald til følge. Og om at den anden halvdel klarer sig anderledes bedre. Som det beskrives, så handler det om hvordan vi mennesker som fællesskab som land og som familie og som enkelt individ har ageret. Kort sagt – at det har gjort en stor forskel, hvad vi gør.
Det kender konfirmanderne faktisk godt fra deres eget liv. Det gør en stor forskel, om kammeraterne siger: ” ……. aj hvor er du grim og dum ” eller om de siger: ” ….. hvor er vi glade for at se dig – vi har savnet dig”. Helt ned på dette basale niveau mærker vi som mennesker, at vi har en enorm indflydelse på andres liv. Om vi er til glæde og til liv eller om vi bringer ødelæggelse og mindreværd ind i andres liv. 
Jesus fortæller om det i en lignelse. Og ja, det er en lignelse. Nogle læser den dog anderledes. Som et konkret skema. Men det er en lignelse, der skal fortælle noget om livet. Den hedder Verdensdommen. Her står der i vers 44 (dagens nr.): ’Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?’ og lignelsen fortsætter: ’Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!’
Og hvis vi nu lige fastholder, at lignelsen handler om menneskers liv – ja, så handler den helt grundlæggende om vores liv som mennesker i forhold til hinanden. At det rette Gudsforhold ikke er at isolere sig og kun forholde sig til Gud, nej Jesus vender det om og sender os ud i livet blandt hinanden og for hinanden. Til at gøre en forskel. For det nytter noget, det som du gør!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 43


Så blev det den treogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Kan du også mærke, at det er blevet lidt akavet – det med at møde andre?
Jo det har det selvfølgelig været i 42 dage før vi når til den treogfyrretyvende. Så vi har øvet os. I starten var det ikke helt naturligt det med afstand og store buer uden om hinanden eller de skeptiske blikke fra de andre eller på de andre. Men langsomt tager vi det til os.

Det akavede har taget bolig i os.

Som antenner der hele tiden er følsomme, overfølsomme. Som en uro i maven. Som øjne på stilke. Som noget, der tager (al) vor fokus. Det er ligesom det langsomt har taget bolig i os. Er blevet en del af os. Som en gøgeunge, der har mast sig ind os skubbet rigtig meget andet ud. I stedet får vi disse virrende blikke, dette underlige kropssprog og de udtørrede hænder.

Det akavede svævede også i luften ude ved brønden uden for byen Sykar. Det akavede dirrede mellem den samaritanske kvinde og Jesus. For deres antenner sagde dem, at den anden var en fremmed. Fra barnsben af havde de lært det. Det havde taget bolig i dem. De er forkerte. Vi er rigtige. Men ude ved brønden var kun de to. Måske fordi det var den sjette time – midt på dagen og stegende hedt. Måske fordi kvinden søgte derud netop fordi, der ikke var andre. Måske er hun i (selvvalgt) social karantæne?
Det passer hende dårligt at møde en anden derude. For hun skulle holde afstand. Og denne anden insisterer på at snakke med hende. Ja beder om hendes hjælp til at få vand. Det er grænseoverskridende.

Netop dette grænseoverskridende er det, der giver liv.

I dette tilfælde er det Gud selv, der overskrider grænser: tager som Ordet bolig i kødet, går som del af sig selv til fjendelandet og fjenderne samaritanerne, rækker ud til kvinden, der både er samaritansk og social udsat og tilbyder hende vand til livet. Livets vand. En kilde til at leve af og hælde af. Til andre. En kilde der ikke er begrænset til et bestemt bjerg eller by – nej, den er grænseoverskridende. Kilden overskrider grænser mellem lande og mennesker og mellem Gud og mennesker. Kilden rækker ud over sig selv og bliver  dermed til liv. Et grænseoverskridende liv.

Det tager konkret bolig i kvinden. For hun bryder straks den sociale karantæne og går tilbage til byen og henter om ikke Gud så hver mand og kvinde. Hun går Guds ærinde. Det har taget bolig i hende. Og det rækker ud over hende og ind i andres liv. Det akavede forsvandt som dug for solen der i middagsheden.

Måske er det meget godt, at det stadig føles akavet – det der med afstand og begrænset social kontakt. Selvom det har taget bolig i os – så at det stadig føles underligt og forkert. For vi trænger til, at der rækkes levende vand ind i det fælles liv, vi trænger til at grænserne overskrides og mennesker kan være fælles, vi trænger til at række ud efter andre. Lad os bevare den fornemmelse hele tiden på den vej, som vi er nødt til at gå på lige nu. Lad os bevare det håb, at det akavede kan forsvinde som dug for solen i middagsheden ………………………….. og tage Corona med!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 42


Så blev det den toogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Og livets mening er ……………………………….. 42

Så der er vi i grunden heldige, at vi netop i dag er havnet på dag nr. 42!

Og skulle enkelte undre sig og spørge: ”Hvor ved vi det fra?” Så er svaret indlysende: fra de hvide mus. Vi ved det fra de hvide mus’ store projekt med at kikke undrende på os mennesker. Ja, jorden er faktisk skabt som et gigantisk computerprojekt netop for at finde et lidt mere sofistikeret spørsgmål end eet, der giver svaret 42.
Det ved vi fra bibelen over alle: Håndbog for vakse galakseblaffere – eller på engelsk: The hitchhiker’s Guide to the Galaxy. Her afsløres det, at vi mennesker er de hvide mus’ projekt. De studerer os! Undrer sig! Alt i mens de selv løber rundt i labyrinter og løbehjul og lader som om, at det er menneskene, der studerer dem! De er bare klogere end os. For de har den der supercomputer til at beregne det hele. Og den brugte millioner af år på spørgsmålet: ”Hvad er livets mening ………..” Og kommer så med svaret ……… 42.

Men det kan vi jo ikke bruge til noget!
NEJ

Men det er også meningen! At lave noget satire over dig og mig og alt det underlige, som vi tillægger betydning. I bogen anbefales det:  "Et håndklæde, står der, er omtrent den mest smaddernyttige ting, en stjerneblaffer kan være i besiddelse af."
Så hvis du skal på en rumtur ud i universet, så find et håndklæde. Lige så absurd som noget af det, vi tillægger så stor betydning i et moderne liv. Du kan sikkert selv finde nogle forslag. På absurde genstande og forhold. Men Coronakrisen har tvunget os til at stoppe op, gøre tingene lidt mere langsommeligt, mærke os selv på en lidt anden måde, mærke hinanden og savnet af hinanden på ny, fået os til at eftertænke en smule over det med livets mening.

Og nej – 42 er nok ikke det korrekte svar. Gad i grunden vide, om det gives? Projektet i bogen spoleres, fordi der skal gå en motorvej lige der, hvor jorden ligger. Så jorden er unyttig – overflødig – ligegyldig. Derfor må den fjernes.

I Coronatiden her på jorden, der mener vi ikke, at alt er ligegyldigt! Måske der i dette ligger en form for mening? At alt ikke er ligegyldigt. Men at menneskers liv er gyldigt. Midt i livet. Midt i alt det begrænsede og omtumlede liv, der er jeg med til at give det mening for andre. Ja, måske er det også her, at Gud hører hjemme: midt i livet. Som involveringen i andres liv. Som afhængigheden af andre. Som udleveretheden til hinanden. Som sårbarheden. Midt i livet. Og ikke i hullerne. Gud i hullerne. Der, hvor Gud bliver brugt til at forklare det, som vi ikke kan forklare. Og når vi så finder en forklaring – så sparker vi Gud ud af hullerne.
Nej – Gud er ikke i hullerne, i grænseegnene, i det særegne. Gud er midt i livet. Selv der, hvor det er meningsløst. Løst fra mening. Der og netop der skal vi være mennesker …………… sammen. På trods.

Også på dag nr. 42. Det giver mening.
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 41


Så blev det den enogfyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

”I begyndelsen af oktober, i det Herrens år 1347, flygtede tolv genuesiske galejer over hals og hoved og lagde til i havnen i Messina på Sicilien. I deres knogler bar de så ondartet en smitte, at enhver, der så meget som talte til dem, blev angrebet af dødelig sygdom og på ingen måde kunne undvige døden ………… ”
Sådan beskrev munken Michael af Piazza pestens ankomst til Messina. En hændelse, der blev officielt startskud på Den Sorte Død i Europa. De næste fem år hærgede epidemien Europa og lagde ubegribeligt mange mennesker i graven.

Europa var sårbar pga. de mange handelsruter og myndighedernes (manglende) evne til at træffe beslutninger. Et af de bedste råd mod pesten blev givet af en kendt forfatter og filosof Geoffrey Chaucer: ”Løb langt og løb hurtigt”.
Byen Venedig var også sårbar pga. dens status som handelsby. Men samtidig var der et handlekraftigt bystyre. De indførte begrebet quarantina – karantæne. Fyrre dage. Så lang tid varede karantænen i Venedig på pestens tid. Da døden indtraf efter syvogtredve dage, ja så kunne man efter fyrre dage bevæge sig ud i livet igen.

Vi er i dag på den enogfyrretyvende dag – så vi burde være sikre!

Men det er vi ikke. De fyrre dage var ikke nok.
På den enogfyrretyvende dag stod David op mod Goliat. Goliat var seks alen og et firspand høj. Han bar en bronzehjelm, en brynje af bronze der vejede 5000 sekel, på benene havde han bronzeskinner og på ryggen bar han et krumsværd også af bronze. Spydstagen var som en væverbom og spydspidsen af jern og vejede 600 sekel.

Goliat var uovervindelig.

Indtil den lille fårehyrde David stod op mod ham med kløgt, lidt småsten og en slynge. David fældede overmagten på den enogfyrretyvende dag.
Mange går og drømmer om en David i vores kamp mod Corona. Én som med et velrettet indgreb kan fjerne truslen, gøre karantæne overflødig, ophæve rejsebegrænsningerne og kalde os ud til livet igen. Men realiteterne er nok det modsatte – at vi ikke skal drømme om David som en supermand – nej langt mere drømme om Davids kløgt. At den må sprede sig til forskerne ud i medicin, og samtidig må vi appellere til hinanden om en gensidig forståelse og accept af alt det, som disse underlige tider gør ved os!

David kastede sten på Goliat. Vi kommer nemt til at kaste ”onde øjne” på andre i supermarkedet, vi bliver overfølsomme overfor andres fejltrin og særheder, vi bliver mere indelukkede og isoleret. Måske vi også skal turde gøre som David – se på hinandens kløgt og evne til at finde nye redskaber – se andre som ressourcer og vejen fremad! Tag nu bare tilbage til 1347 og i pestens kølvand – for der blomstrede kreative løsninger og ny teknologi frem:

    ● vandpumper i minerne

    ● nye metoder til at salte og opbevare fisk

    ● universiteterne Cambrigde og Oxford grundlagde kollegier og satte system i vidensdeling

    ● Gutenberg opfandt trykpressenog sikkert meget mere ……………

Alt sammen fordi mennesker gik sammen om at udfordre og udvikle. Tvunget som de var til det af den enorme bølge af kaos og død, som tog sin start i Europa i 1347 i havnebyen Messina. Lad det være vores vej på denne enogfyrretyvende dag!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 40


Så blev det den fyrretyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Det regnede i 40 dage og 40 nætter, mens Noas ark flød viljeløst rundt.
Isralitterne vandrede i ørkenen i 40 år.
Jesus sultede i ørkenen i 40 dage og 40 nætter.
Der går 40 dage fra Påske til Kristi himmelfarts dag.
Vi har været lukket nede i 40 dage og 40 nætter p.g.a. Corona.

Fortællingen om Noas ark handler om det onde. Hvordan vi slipper af med det. Guds forsøg er en gang hovedrengøring – for så kun at lade de rene blive tilbage. Det fortryder Gud selv, for hvis han selv benytter det onde som redskab til at fjerne de onde, så er det onde der jo stadig.

Fortællingen om isralitternes 40 år i ørkenen er en befrielseshistorie. De skal befries fra Egypten, men undervejs hænger de fast i sig selv! De tør ikke leve i tillid. Derfor sender Moses 12 spejdere ind i det forjættede land, for lige at tjekke Guds meldinger om det selv samme land. Det giver så lige 40 år i ørkenen. Et år pr. dag som spejderne var i det forjættede land. Så kan de lære det! Moses lærte også på den hårde måde, at fordi han ikke turde leve i tillid, ja så skulle han heller ikke selv få lov at komme med ind i det forjættede land. Han fik lov at føre folket helt dertil. Han fik lov at stå og skue derind. Men selv kom han ikke med.

For Jesus var de 40 dage i ørkenen (se Dagens hilsen dag 39) en kamp om hans identitet. Om han som Guds søn skulle tage sin opgave seriøst ved netop at være begrænset til at være menneske. Og ved at gå den vej som menneske kunne gøre det, som Gud ikke kunne i fortællingen om Noas ark. Nemlig overbyde det onde – med kærlighed. Den vej skal også følges i tillid og tro, men den har et andet udgangspunkt end isralitternes vandring 40 år i ørkenen. De sendes af sted – nu går Jesus selv vejen og inddrager hver og én.

Som Jesus var i ørkenen 40 dage, sådan er han også blandt disciplene i 40 dage efter Påskemorgen. Det er så ikke en ørkenvandring. Men stadig en vandring i identitet. For Jesus kendes som den korsfæstede og han genkendes som det begrænsede menneske. Det begrænsede menneske, der selv gik vejen til mennesker og helt frem til at der ikke var mere at give i kærlighed: døden på et kors. Han giver af sig selv ind i det fælles. Og giver dermed han os sin identitet!
NU er også vi kendt og genkendt ved at være én blandt mange. Heller ikke vi kan udrydde det onde ved bare at vaske det væk – det er der stadig! Heller ikke vi kan leve uden tillid på den vej, som vi går i det daglige. Vi kan kun fungere som én med andre. Vi skal ikke gøre livet til en ørkenvandring! Selvom vi skal holde fysisk afstand – så skal vi opretholde og dyrke en social nærhed. Også i de næste 40 dage ……………..
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 39


Så blev det den niogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Borgfreden på Christiansborg er slut. Som noget af det første, der er vendt tilbage til de ’gode gamle dage’ der er den politiske magtkamp én af dem. Den blev godt nok ikke nævnt i sammenhæng med frisører, tatovører, massageklinikker eller spaklinikker. Men genåbnet er kampen om magten. De tillod sig selv at genåbne! Måske fordi der er så meget på spil. Måske fordi man er uenige – måske fordi ………………… tja magt har mange underlige niveauer og skjulte dagsordener og fristelser.

Jesus mødte tre af dem i ørkenen. Fristelserne. Ligesom Peter mødte tre ved bålet i ypperstepræsternes gård der natten mellem Skærtorsdag og Langfredag. Det var en magtkamp på ord. Og Peter tabte. Jesus griber det anderledes an i ørkenen. Fortællingen lyder på 40 dage i ørkenen. Så måske er dag 39 én af de afgørende! Sådan 39 dage i Coronakrisens begrænsede verden og med afsavn af kram og knus og håndtryk kan jo nok friste én og anden her i det flotte vejr: lad os komme ud og mødes – lad os se og mærke hinanden. For hvor svært kan det være? Hvor farligt? Du kan da godt …………. tage en bid af det æble!

Sådan 39 dage i ørkenen kan nok gøre én lidt sulten. Så Jesus bliver fristet: ’Hvis ………… HVIS du er Guds Søn, så kunne du jo lave stenen om til brød, du kunne få al magt i hele verden, hvis du blot tør forfølge den, du kunne få al magt i hele universet, hvis du blot turde hidkalde alle engle og universets kræfter!’

HVIS du er Guds Søn. 

HVIS du som Coronabegrænset menneske blot var ligeglad med alt og alle.

SÅ kunne du begive dig ud i al verden med kram og high five.

Så kunne Jesus gribe magten.

Men så ville hverken han eller du være menneskelig. Overfor andre. Du og Jesus ville i fællesskab have fornægtet menneskelivets begrænsninger. At vi pr. definition og nogle gange bøvlet og træls er bundet til dette begrænsede univers og hinanden! Her, hvor vi ikke kan trylle Corona væk – her, hvor Jesus valgte at gå menneskets vej og frasige sig magten til at gå ud over den menneskelige grænse. Jesus gik netop fra ørkenen tilbage til de andre i Galilæa. Derfra hvor han kom. Samme bevægelse som vi netop har fulgt i Påsken og på opstandelsens morgen. Tilbage til de andre. Det fælles. Det begrænsede. Til det menneskeliv som Gud dermed giver prædikat af at være det egentlige. 

Og netop derfor her, hvor vi skal tage den fælles kamp om at gøre det rigtige. Ikke for magtens skyld. Nej for det fælles og det menneskeliges skyld. Af hensyn til de andre. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 38


Så blev det den otteogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

I går handlede det om at åben frisørerne igen. 

I dag om, hvordan man kan åbne et Coronanedlukket menneske!

Et ungt menneske – et modent menneske – et barn – et ældre menneske. Et menneske der mentalt og totalt lukker sig selv ned og bliver lukket ned i Coronaland. I dette land sætter håndvask og tøjvask og skovask sig på folks hjerner, så det bliver selve livet. Og det var jo slet ikke meningen! Den er i stedet, at netop tilstrækkelig håndvask og hygiejne skal sætte os fri til livet.

Hvordan bliver et menneske sat fri til livet?

Tja ………. en del af os har forsøgt med uddannelse, karriereplaner, coach, personlighedstræning, motion, pilgrimsvandring på Caminoen o.m.a.

Disciplen Peter prøvede med sin bramfri tone, sin ligefremme adfærd, sin nærmest ”fandenivoldske” indtilling (på vandretur med Jesus!). Peter havde altid 112% vilje til at forsøge at gøre det bedste og rigtigste i tråd med Jesu ord og handlinger. MEN kiksede igen og igen og igen. Selv Skærtorsdag aften: ’jeg vil aldrig forråde dig’ og jo det gjorde alle. Og ’Peter – inden hanen galer har du fornægtet mig tre gange!’

Vi kender det i grunden godt. Fornemmelsen af at jorden skrider under os (ikke kun nede ved skrænten i kirkeskoven ved Banevang!) og at vi igen har dummet os, svigtet, ikke slået til. Alt det som vi ellers søgte at håndtere og forebygge med uddannelse, coach m.m.m. Der er altså et grundelement i dette med at være menneske: nemlig ’at komme til kort’.

Derfor tilbage til denne første søndag efter påskes spørgsmål: Hvordan bliver et menneske sat fri til livet?

Peter oplevede det i mødet med den Jesus, han havde svigtet. Tilbage ved årsagen og grunden. Det er som regel lidt pinligt, det ved vi 2020 mennesker godt. At skulle konfronteres med svigt og mangler, ja endog forræderi. Derfor er vi heller ikke nemme at trække til truget. Derfor var det Jesus, der kom til Peter. Og det er Jesus der kalder Peter tilbage til livet. Som menneske. Jesus gør Peter menneskelig igen. ’Elsker du mig? Pas mine får, lam, mennesker’. Jesus gør Peter menneskelig ved at give ham opgaver i forhold til andre. Peter bliver sat fri fra sine svigt og vendt om til opgaver ind i det fælles.

Måske er det samme vej, som vi skal minde hinanden om i disse Coronadage!

At håndvask og hygiejne ikke er et redskab til at sikre os selv – nej de er redskaber til at lade os være del af andres liv – som en glæde og styrke og varme ind i deres liv. Da bliver fokus flyttet det rette sted hen: nemlig på livet!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 37



Så blev det den syvogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Så er der udsigt til at få klippet håret igen. Nu er vi jo nogen, der ikke har så meget tilbage, så det virkelig rykker! Men for den enkelte frisører – selvstændig som ansat er det som en befrielse at kunne få lov at komme i gang igen. For det ligger ligesom i fingrene og i sjælen – dette med at gøre noget med sine hænder for et andet menneske. At klippe håret, at farve det, sætte det op, at forlænge det, at fjerne det helt, at krølle det, at rette det ud. 
En frisør arbejder med mennesker og udtryk, med psykologi og selvværd, med velvære og anerkendelse. Og en frisør bruger meget mere end en saks – hun eller han snakker, tager med sine ord fat i hårets rødder og sjælens inderste og sætter tit en hel del af livet på plads samtidig! Det har en frisør altid gjort! Eller en barber. Rodet med alt muligt i et menneskes liv. Håret, skægget, sjælen ja men også små operationer som åreladning og andre kirugiske indgreb, som lægen havde ordineret! Og en del frisører eller barberer havde så meget fornemmelse i deres fingre, at de blev ”kloge mænd”. De kunne mærke muskler og spændinger i nakke og hoved, de kunne dreje og trykke og vride og løsne op for et menneske. 

Håret har ikke nerver og alligevel er det noget af det mest følsomme en frisør arbejder med, når et menneske sætter sig i stolen. Vi sætter os i tillid til at dette andet menneske vil mig noget godt. Vi overlader vores udsende og sjæl til et andet menneske i tillid og lægger os helt i vedkommendes hænder. Håret udtrykker så ufatteligt meget.

En dag var Jesus til middag hos en farisær. Og en kvinde med et lidt angrebet ry kommer ind under måltidet. Går hen til Jesus og græder ved hans fødder og tørrer fødderne med sit hår. Og farisæeren Simon tænker grimt om hende, men Jesus fortæller en lignelse: ”En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte 500 – den anden 50. Han eftergav dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu være mest taknemmelig?” Og Jesus kikkede på kvinden og på Simon og sagde: Hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår – du har kun søgt at fange mig på ord. Jeg siger dig, et menneske kan kun leve af tilgivelse. Og til kvinden sagde han: ’Jeg tilgiver dig dine synder’.

Virker det?

Når et menneske får tilgivet synder?
Når et menneske får klippet hår og frisøren samtidig snakker og tager sig af dig?
Kan vi rejse os fra stolen i frisørsalonnen eller fra måltidet i farisæeren Simons hus og gå ud til livet igen? Som frie, som tilgivet, som nye mennsker? Vi er jo stadig den samme. Men på underlig måde er vi et nyt menneske!

Det er godt, at frisørerne igen må tage mennesker ind i deres liv!
Gad i grunden vide, hvornår kirkerne må?
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 36


Så blev det den seksogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

FRIT LAND ………………. FRIT LAND
Sådan sang Carl Emil Petersen for Dronning Margrethe og os andre i går aftes. Han sang den også i ”Live fra Højskolesangbogen” på DR2 søndag 12. januar. Det er kun tre månder siden. Men det føles som en evighed. Gad vide, om Carl Emil er profet eller sarkastisk?

Tilgiv mine øjne,
de ser kun fra næsen ned.
Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?
Hele verdens smerte
kommer ikke mine ved.

Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød? Det er blevet et helt centralt spørgsmål. Skal? Kan? Bør? Hvordan reagerer vi mennesker, når verden bliver truet og udsat. Som vi aldrig troede, at den skulle! Igen. Er det nemmest at synge med på FRIT LAND: ”hele verdens smerte kommer ikke mine ved”

Dine brødre er borte,
dine søstre sover sødt,
så du må være stærk og stå ret
Men er konsekvensen af dette, at både brødre og søstre er væk. Og jeg må stå alene tilbage.

Paulus har sin egen vinkel på dette – vi kan læse den som optakt til nadveren skærtorsdag. Paulus skriver om Korintermenighedens sammenkomster: ”når I kommer sammen er det ikke til gavn men til skade! For når I kommer sammen, så tager enhver straks af sin egen mad – og én sulter og en anden beruser sig! Ringeagter I Guds menighed og bringer skam over dem, der ingenting har? Skal jeg rose jer? Nej, for dette får I ingen ros!”
 
Paulus fastholder fællesskabet som ramme for et menneskes liv. Vi kan ikke isolere os. Måske er det derfor, at omkvædet i FRIT LAND starter således: Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn.

Den lille torn, der stikker i fingeren og river i den flotte overflade. Og stiller spørgsmålet: Er det nok, at jeg sikrer mig selv? Eller ”skal vi kaste os i bølgerne, der slår mod kysten ind” og risikere at blive kastet hid og did i bølgernes brus og livets kaos?

Heldigvis for os, at der en mængde mennesker, der kaster sig ind i den fælles kamp mod Corona og for patienter og pårørende. Heldigvis er der mennesker, der gør en indsats i genåbnede børnehaver og skoler. Heldigvis er der forældre, der stadig tror på, at det nytter at kaste sig ud i bølgen blå og livets malstrøm.

Det giver håb. Det håb, som Carl Emil Petersen sarkastisk (?) provokerer os til gennem sin sang og det underfundige omkvæd. Den sang kan læses på mange måder! Livet kan forstås på endnu flere. Det afgørende er vinklen, vi ser begge gennem!

Og mens vi kæmper – så kan vi glæde os til den nye udgave af Højskolesangbogen. Her er Frit land med som en af de nye sange.
Erik Steen  

Dagens hilsen fra præsten DAG 35



Så blev det den femogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

”I dag er det Dronning Margrethes fødselsdag ………….. hurra, hurra, hurra ……………….”
Jeg ser de bøgelyse øer
ud over havet spredt
Bøgen er sprunget ud her hos os i Mølholm. Den står på denne Dronningens fødselsdag i flot sol og med blå himmel over sig. Der er noget solidt over bøgetræet. Det kan starte i det ganske små, vokse sig større som en teenager, det kan blive en velvoksen fætter ja og det kan blive kæmpestor og ældgammel som bøgetræerne ved Mølholm kirke.
Det har rødderne solidt plantet i jorden. Det strækker sig mod solen. Det spreder sine grene og blade ud og giver os læ og skygge. Vi kan leve og vokse i bøgetræets nærhed. Både os på fastlandet og andre ude på de små og store øer. Og dette land er vort. Det er her vi bor, lever, elsker, savner, græder. Også vi har rødder, der strækker sig tilbage til slægterne som gik, de har vundet på Kongedybet, de har lidt i Dybbøl, ja de har elsket ungt og drømt langt.

Det er vores rødder – at elske ungt og drømme langt. Rødder der giver os næring til at se ud over egen næsetip og se og forstå andre. Turde drømme om fremtid og fællesskab.

MEN slægterne ”så kun alt for kort ……………… ” Drømmene var ikke lange nok, kærligheden ikke stor nok? De kom til kort. Som vi jo så ligesom godt kender det. MEN frem af disse STOD FOLKET!       Og dette folk er vort!
Vores slægter, vores rødder, OS!
Det hænger sammen.

Og ind i alt dette er Dronning Margrethe så én blandt folket. Som dronning. Som en del af noget fælles med en speciel opgave: at være et samlingspunkt, at være et fyrtårn, at være en retningsgiver, at være en tjener for folket. Også med kærlige ord: lige fra ”dumsmarte bemærkninger” til Coronatalens ”tankeløst og hensynsløst …… ” eller: ”Mod ensomheden hjælper kun menneskeligt nærvær”, eller denne lidt længere: ”Er vi ved at blive mistroiske over for hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver? Så er det ikke alene en økonomisk krise, vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred".
Det handler om at turde være menneske for hinanden og sammen. Det handler om holdninger og perspektiv i det fælles liv. Her har Dronning Margrethe en helt speciel betroet opgave. Sådan som så mange andre har betroede opgaver. Vi kan ikke leve uden at mennesker påtager sig ansvar ind i det fælles!

i dem vor fortid leved,
af dem vor fremtid gror.


Derfor vil vi med glæde og stolthed og taknemmelige OG forventninger denne dag sige TILLYKKE!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 34


Så blev det den fireogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Og det er 40.000 kr. senere ……………………. 
I vores venskabsmenighed i Sácele i Rumænien der ved Brasov. I den ungarsk-lutherske kirke. I den anden ende af Europa. Dér har man også lukket ned for landet. Det kender vi jo så godt. Selvom vi jo netop nu snakker om at lukke mere op. Fordi det er nødvendigt. Fordi vi kan. Fordi det er hårdt for økonomien. 

Det er også hårdt for økonomien vedr. vores hjælp til de allerfattigste i Sácele. Vi samler hvert år mindst 45.000 kr. ind til at hjælpe med dernede. Pengene går til 29 familier. Til varme, mad, medicin. Og pengene uddeles af kirken i Sáceles menighedsråd. I fuld åbenhed og efter nøje kriterier. I Mølholm samler vi pengene ind på flere måder: 
  • til Rockgudstjenesten gennem cafételtet 
  • til sognearrangementer hvor frivillige laver kaffen og klarer opvasken og tjener penge til Sácele 
  • gennem bidrag fra velvillige borgere
Vi har gennem årene samlet mængder af tøj ind og sendt med lastbil derned. Sammen med konserves, mel, møbler, hospitalsudstyr, skoleinventar o.m.a. Men altså de senere år primært penge. Fordi det sætter gang i den lokale økomomi. Se det er jo et argument, som vi kender så godt og så aktuelt netop nu! For os selv. Men spørgsmålet er, om vi har mulighed for at ”kikke en lille smule ud i verden” og f.eks. hjælpe??

Det er faktisk dét, som er temaet for Dagens hilsen dag 34. For Sacelehjælpen mangler de 40.000 kr. Fordi de ikke tjener pengene i kirke og sognehus. Fordi Rockgudstjenesten er usikker. Men de 29 familier i Sácele er der stadig!

I Tyskland er der en forboldklub i 4. division, der har solgt billetter til en ”spøgelseskamp”. En kamp der ikke spilles fysisk mellem to hold. Nej, den skal udelukkende støtte klubbens overlevelse. Normalt sælger de ca. 3.000 billetter pr. kamp. Nu har de solgt over 120.000 billetter á 1 euro.
Måske kan vi gøre det samme?
Sælge for:
  • 50 kr. god samvittighed
  • 75 kr. skuebrød
  • 100 kr. luftguitar
  • 150 kr. fællessang
  • 200 kr. ubrugte håndtryk
eller hvad du nu ellers kunne finde på at købe …………………………………. for !!

Du kan købe ovennævnte udvalgte objekter ved at benytte enten mobilepay 40381788 (mit arbejdsnr!) eller bankoverførsel reg. nr. 1682 kontonummer 3230386020 (Sácelehjælpens konto).

Skulle du finde det interessant at sende denne hilsen videre ………….. så OK – det må du godt!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 33


Så blev det den treogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Så skred jorden lige under os!
I går. I Mølholm.
Jorden under kirken. Eller måske mere nøjagtigt jorden under kirkens skov. Ned mod Banevang. Et stort jordskred med træer og vand helt ind i flere haver. Ikke noget at sige til, at folk er forskrækket. Når jorden skrider under os!

Sådan føles denne uge også. Forandringerne. Vejen ”tilbage”. Her hvor børn og pædagoger og lærere skal være de første i dette med at gå på vejen tilbage mod det fælles. At være sammen igen. Og samtidig passe på. Det kan godt føles som jorden er usikker, ja at den kan skride under os. For kan vi vide os sikre?

Det kunne vi jo så ikke nede i kirkeskoven. Vi kunne det jo heller ikke da Corona brød ud. Og mange af os vil kunne nævne mange situationer fra vores eget liv, hvor vi ikke kunne vide os sikre! Det er åbenbart et livsvilkår. Vi har begrænset magt over tilværelsen.

Og ind i disse livsvilkår der sendes vi så som begrænsede mennesker. Det er påskens vej, vi går. Livets vej. Den vej, som Jesus tog fuldt og helt på sig og gik. Så det er altså også Guds vej. Vi er altså ikke alene. I det begrænsede. På vejen, hvor jorden truer med at skride under os. Igen. Måske er det derfor, at vi ganske langsomt opdager, at vi begynder at gå med. Tøvende og forsigtigt – ja, men vi går! For der bliver kaldt på os – vi bliver sendt afsted. For at bane vejen – for at møde andre – for at give livet nye vilkår. Jo, det er stadig påske.
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 32


Så blev det den toogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
”Går det ikke …………. så gå!”
Der bliver gået mange ture denne påske.
Det er en måde at være sammen på. Det er en måde tale sammen på. Det er en måde at leve på.

Jeg har hørt om en mand, der alt for tidligt mistede sin ægtefælle. Derfor gik det ikke godt for ham. Mentalt og fysisk var han i knæ. Fuldt forståeligt! Da kom der nogle venner til ham og sagde: ”Går det ikke …………. så gå!” Ikke gå væk fra livet – ikke gå ud for dig selv …………… nej gå sammen med én af os hver dag.

Og så gik de. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag. Manden og én af vennerne. Ca. 1½ time. I starten nok mest i stilhed. For hvad kan man sige? Når alt er meningsløst. Løst fra mening. Ganske langsomt sneg der sig dog ord ind. Ord, der famlende, søgende, undersøgende søgte at formulere lidt om det med liv og tab og smerte og savn.

Denne Anden påskedag går to mænd fra Jerusalem og mod Emmaus. Famlende, søgende, undersøgende – nej det var de ikke. De var desillusioneret. Håbløse. Løst fra alt håb. Og den opstandne slår følge med dem. Men de kender ham ikke – eller jo, det gør de, men de genkender ham ikke! Og han sætter langsomt ord på om alt det med liv og tab og smerte og savn. Og det lyder så rigtigt og så godt. Men det førte ikke til genkendelse. Derimod til trøst og tryghed: ”bliv hos os – gå med ind og spis”.

Det var først, da Jesus brød brødet og gav dem det, at de genkendte ham. Og straks var han videre. For Gud er altid på vej. Gud går altid på vejen frem mod det næste menneske. Vi kan ikke fastholde ham. Det skal vi heller ikke. Vi skal sendes. Vi skal kaldes. Kaldes tilbage til det kendte. Sendes tilbage til de kendte. De andre. For der langtsom at lære at være menneske igen. Bryde brødet – bare være menneske.

”Går det ikke …………. så gå!” Også denne påske i en Coronatid. Gå ud for at komme hjem. Gå ud og bliv fundet som menneske. Gå ud for at tage del. Gå ud i stilhed for at give plads til tanker og ord. Lad ordene få ben at gå på og gå med ordene til hinanden.

Det betyder ikke, at ”alt kommer til at gå ………… ” – nej, men det kan betyde, at du kan gå med på andres veje. Og at dette kan blive til liv. Opstandelsens liv – denne Anden påskedag.
Erik Steen 

LÆS Dagens hilsen fra præsten - i en coronatid

Dagens hilsen fra præsten DAG 31


Så blev det den enogtredvte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
GLÆDELIG PÅSKE!

Påskeliljerne er stået tidligt op denne påskemorgen. De skal tidligt op for de har en historie at fortælle. En vigtig én af slagsen.

Se, for ½ år siden var påskeliljerne blot et lille løg. Lå sammen med andre løg i en pose og ventede. Så kom der en flok konfirmander og nogle forældre med spader og højt humør. De gravede ca. 1500 løg ned! Sådan som der gennem mindst de sidste 40 år er blevet gravet påskeløg ned af konfirmander.

Nu er påskeliljerne så kommet op i lyset. Og smykker græsplænen foran kirken med den flotte gule farve og de stolte stængler, der bærer blomsten højere op. Det er påskemorgens farve. Den hvide – den gule. Det handler om fest. Om lyset, der bryder ind i mørket, når en sten fjernes. Og lyset får lov at kikke ind. Så sker der noget med os mennesker. Vi bliver løftet og rejser os op i livet – kikker rundt i verden som en påskelilje – søger mod solens lys og stråler.

Jer, der er årets konfirmander har bidraget med dette – så TAK til jer!

I har givet noget af jer selv til os andre. Måske nogen tænker – jamen det er jo bare en påskelilje. Og ja, det er det. Men det er også en tradition, hvor den ene generation tager over fra den forgående. De konfirmander, der gravede de første påskeløg ned, de kan sagten være både forældre og bedsteforældre nu. De er vokset i livet. Som et lille løg, der er blevet sat og som gennem årene har foldet sig ud på sin helt egen personlige måde. For mennesker er som påskeliljer: forskellige! Og de vokser med tiden og med opgaverne. De udvikler sig. Sætter aftryk. Gør indtryk. Giver tryghed. Tager alt dette med sig og lader det blive del af sig selv som menneske.

Jer, der er årets konfirmander er lige nu på standby. I er som et løg, der ikke må blomstre ……………… endnu! For Coronakrisen har udskudt jeres konfirmation fra først i maj måned og så til september. Det er én af mange konsekvenser af denne underlige virus. Må vi ønske for jer, at I må samle nærring i jer som løg, der ligger og venter – må vi ønske for jer, at I får lov at springe ud som påskeliljer og mennesker på jeres måde! Måske at I tager lidt af denne krise ind som perspektiv i jeres liv: at livet med andre er afgørende!

Det er også Påskemorgens budskab til os. At kvinderne ved graven bliver sendt tilbage til det fælles liv. Med godt nyt. At den Jesus som i sit liv stædigt holdt fast på, at mennesket ikke er til for at frelse sig selv men i stedet være der for andre ………………… og fortalte, at dette er Guds vilje. Påskemorgen giver Gud Jesus ret! Deri ligger livet – aldrig at skulle sikre sig – men at give i kærlighed.

Lad os derfor fortsætte traditionen – grave påskeløg ned hvert efterår, så der til påske kan stå en skov af påskeliljer og fortælle os og hinanden, at den enkelte blomst ikke står alene, den hører til i et stort fællesskab, der forkynder at liv altid er på trods og altid fødes ud af mørket. Men at vi skal leve i lyset.

Påskemorgenens lys. Derfor igen: GLÆDELIG PÅSKE
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 30



Så blev det den tredvte/tredivte dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Man sir' at over skyerne er himlen altid blå
Det kan være svært at forstå når man ikk' kan se den
Og man sir' at efter stormens pisken, kommer solen frem
Men det hjælper sjældent dem der er blevet våde

For når vennerne forsvinder og når livet er blevet træt
Ser man alt med ganske andre øjne
Man øver sig og bliver langsomt bedre til at se
og skelne mellem sandheder og løgne

Man siger jo at det der sker er altid godt for noget
Troen har vi fået for at bruge den
Man sir' så meget, men ved så lidt når angsten den har fat
og sjælen mærker illusionen briste

(Anne Linnet)


”Man siger jo ………………. at det der sker altid er godt for noget”
Mange har taget de ord i deres mund. Når ulykker har ramt dem, når sygdom har sat sit præg på helbred og liv, når uforudsigelige hændelser og følgevirkninger rammer. Og nogle har koblet Guds navn på i samme åndedræt.
”Man siger så meget. Men ved så lidt.” Sådan taler det menneske, der er udsat for både ulykker, sygdom, hændelser og samtidig tænker over det på en anden måde. Det menneske, der ikke kan få over sine læber, at den nuværende situation altid er godt for noget. For det menneske oplever, hvordan angsten river og sjælen mister illusionen. Og det menneske har brug for at Gud er nær på trods af det, der sker.

Er Coronakrisen ”altid godt for noget”?

NEJ

Og der er heller ikke en ”mening med den”! (se dag 16 om tårnet i Siloa) Heller ikke i Guds optik.

Men vi skal hjælpe dem, der bliver våde! Og bagefter skal vi være fælles om at bygge op igen. Og begge dele er med fokus på mennesket og menneskene. Det enkelte og de mange.

Lige nu – denne påskelørdag mellem Langfredag og Påskedag befinder vi os i et limbo. Et hul. En afventen. Og dog rækkes der hænder frem, dog synges der fællessange.

Alting ka' gå itu
et hjerte kan gå i tusind stykker
kaldte du mig for ven engang
så er jeg her nok endnu


Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 29



Så blev det den niogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Uden for kirken har hele dagen stået et kors. Med en rosenkrans om. 

Korset er lavet af Jens Buhl. Han har også lavet skulpturen, der står på den anden side af sognehuset. Begge taler om det samme. Om at der op til rosens skønhed er en stængel med torne, der kan rive og nage.

For Jens Buhl tog det håndfast form. Han skulle udstille i sognehuset til en påskeudstilling sammen med maleren Knud Nielsen. Og Jens Buhl glædede sig. Havde lavet en masse små ”Poppo’er” – ham fra Jelling, der bar jernbyrd for at vise kristendommens styrke. Vi satte udstillingen op en torsdag før Palmesøndag. Da Jens Buhl kom hjem – da kom politiet og fortalte, at hans eneste søn var blevet dræbt i en trafikulykke! Mens vi gik og satte udstillingen op.

Efter den tid sagde Jens Buhl: ”Det tungeste er ikke det jern, jeg laver skulpturer af. Det tungeste er sindet!”

Derfor lavede han skulpturen ved sognehuset. Den hedder: 
”Husk at leve ……………….”

Og han lavede korset til os. Det har samme budskab denne lange fredag. ”Det koster livet at leve!” At tænke sig. Mærk, at alt liv går udad! Giv! For tro er liv.

Kristendommens styrke er ikke mægtige kræfter til at bære brændende jern. Kristendommens styrke er afmagtens kærlighed. 

Jesus blev korsfæstet, fordi vi mennesker ikke magtede at rumme den fulde og hele kærlighed. Den, der sender os i armene på hinanden. Sårbare, udsatte, skrøbelige. Han gav af sig selv til der ikke var mere tilbage. Derfor Langfredag.

Om der bag denne lange dag venter liv. Om der bag Coronakrisens lange dage venter liv. Det ved vi ikke. Men vi håber.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 28


Så blev det den otteogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Det er også 9. april – og 80 års dagen. 
Dengang blev samfundet også lukket ned. Dengang var vi heller ikke forberedte. Dengang overhørte vi også masser af advarsler. Men vi kunne nok alligevel ikke have stoppet invasionen – hverken dengang af tyskerne eller i disse stunder af Coronavirusset. 

Nu er det jo altid afgørende, hvilke vinkler vi vælger at fortælle ud fra. I forhold til besættelsen, der har vi nogle ’gode’ fortællinger: om frihedskæmperne, om hjælpen ved jødernes flugt, om kongehusets ageren, bystrejkerne i sommeren 1943 og en pæn del flere. Vi har også nogle fortællinger, der ligger lidt lavt: om samarbejdspolitiken, om Frøslev Lejren, om Frikorps Danmark o.m.a.

Tankevækkende nok, så bliver fortællingerne om besættelsestiden mere og mere nuancerede og med mange facetter med tiden. Historikkeren Hans Kirchhoff har gennem et langt forskningsliv været en af de toneangivne, og han har modificeret sine holdninger undervejs. Fra en personlig beundring af modstandsveteranerne til en større sympati for samarbejdspolitiken. For når han som historikker har dykket ned i dokumenterne med baggrunde og analyser for politikkernes valg, ja så kan han se, at de har stået med svære dilemmaer. 

Lige nu står vi i Coronakrisens kaos. Og alle har en mening (det er næsten som at være til møde med præster!) om det hele – om den forsigtige genåbning med børn op til og med 5. klasse, om fravalget af at lade frisører og cafér åbne, om lukkede kirker, om økonomiske hjælpepakker m.m. Det har jeg også! Det skal vi have – for vi er jo fælles om at skulle gå vejen. Vi er fælles om at bygge vejen, mens vi går. 

MEN det bliver usædvanligt interessant at følge ”historieskrivningen” bagefter. Først den umiddelbare fortælling og siden om 10 og 20 og 80 år den mere grundlæggende fortælling. Om alt det, der var i spil – og som vi måske ikke helt kan overse lige nu. Fordi vi har travlt med at bygge vejen, vi går på. 

Sådan også med Mølholm kirke og mig som præst. Jeg skriver disse ”Dagens hilsen fra præsten” og jeg arbejder med at lave videogudstjenester og jeg snakker i telefon med folk. Vi bygger også vejen mens vi går, for vi er i ukendt farvand. Måske har vi som kirke valgt noget rigtigt? Måske har vi valgt forkert? Det må eftertiden fortælle os (eller det må du fortælle os nu!). 

MEN både i besættelsens dage, i samfundets håndtering af Coronakrisen og i Mølholm kirkes ageren, der må vi fastholde, at vi er nødt til at gøre noget. Og håbe, at det på én eller anden måde giver mening. For nogen! Og ikke skader andre! 
Derfor har man i dag kunne se Skærtorsdagsgudstjeneste på video. Med altergang. I en tom kirke og med folk siddende derhjemme i stuerne. Giver det mening? Tja …………… det tror jeg. At vi kan fejre nadver ”sammen” hver for sig. At vi i dette nadverfællesskab inddrages i et større fællesskab end blot os selv. For Jesus mente, at mennesket er til for næstens skyld – og ikke for at frelse sig selv. 
OG at dette er Guds vilje!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 27


Så blev det den syvogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

De lovede ham sølvpenge.
For at forråde de andre. Den anden. Jesus. 
De lovede Judas sølvpenge, da han kom til ypperstepræsterne for at forråde Jesus. 
Judas havde gået sammen med de 11 andre disciple og Jesus i 3 år. Delt tanker og drømme og mad og ømme fødder. Men han ville mere. Han ville noget andet. Og han tog skridtet.

I Coronakrisens malstrøm er vi i samme båd. 
Dybt afhængige af hinanden. Og hinandens adfærd. Om vi går med. 
Og det er den grundlæggende fortælling: at vi på forunderligvis er stoppet med at hamstre toiletpapir og i stedet hjælper på kryds og tværs. Vi er rykket sammen i båden. Med fællessang i munden ror vi samme vej. 

Og dog vipper båden. Fordi mennesker – måske ikke dig men så i hvert fald mig – fordi jeg kan fristes til at søge mit eget! Søge fordele. Søge sikkerhed. Ja, måske fristes af tanken om at udnytte ………… 

Det er en kendt hage ved det med at være menneske. Kendt lige fra de første sider i bibelen og så til et indblik i mine de inderste tanker. At jeg kan fristes. Til at søge mit eget på bekostning af andre. Paulus (dag 25) siger det sådan her i sit brev til Romerne: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Og så bruger Paulus ellers et helt brev på at udrede, hvordan det forholder sig med mennesket og med Gud. Hver for sig og sammen. Og når så frem til følgende: ”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”

For Gud er der ikke andre veje end at blive ved med at overøse med kærlighed. For trusler hjælper ikke, straf heller ikke. I Guds optik er kærlighed at komme i møde. Nærme sig. Tage del. Gå helt og fuldt ind med alt, hvad han rummer. Gøre sig selv sårbar. Svag. Afhængig. Ja menneskelig. Så menneskelig at der ikke er andre veje end at blive ved med at hjælpe på kryds og tværs – give et brød selv til forræderen Judas, tage sig af en vagt, der får øret i klemme i Getsemane have, trøste forbryderen på korset ved siden af.

Måske er det også derfor, at vi igen og igen glæder os over at møde så megen hjælpsomhed her i Coronakrisens kølvand. At det taler direkte ind i min menneskelighed. Og kalder på mig!

Måske skal jeg bare lytte …………………. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 26


Så blev det den seksogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
Og JELLINGFESTIVALEN!!

Vi vidste det vel i grunden godt. At Jellingfestivalen var udsat. Men alligevel. Nu kom der ord på det. Det blev sagt tydeligt og højt. Det som vi godt vidste inderst inde. Vi kan ikke samles så mange mennesker. Det er ikke godt for os.

Da jeg var på Jellingfestivalen som præst erfarede jeg noget andet. Nemlig at det er godt for mennesker at være der! Til musik og fest sammen. Lad mig fortælle:
Jeg stod i min gule vest med rygmærket PRÆST. Jeg stod til koncert med Queen. Så bliver det ikke meget større – nå ja det skulle da lige være, hvis Freddy Mercury stadig var med! Jeg holdt min telefon i hånden, så jeg kunne mærke, hvis den vibrerede. Det gjorde den – selvfølgelig i starten af koncerten nåede jeg lige at tænke, før jeg gik til mit mødested. Og her var en pige, der var bundløst ulykkelig. Over livet og kærester og alt det der komplet umulige med kærligheden. Så det gav god mening, at jeg måtte forlade Queen til fordel for hende. Sammen med hende var en anden pige. Hun støttede hende – snakkede med hende – holdt om hende – hun blev der hele tiden.
Først langt henne i samtalen og da koncerten med Queen var slut, da kom jeg til at spørge til hende, der hjalp den ulykkelige pige. Og så fortalte hun: ”Jeg kender ikke den ulykkelige pige. Jeg har bare købt en dagsbillet ene og alene for at høre Queen – det har jeg altid drømt om. Men jeg kunne jo ikke lade denne ulykkelige pige i stikken – nu da hendes såkaldte venner har gjort det!”

Jeg blev helt stille.

Midt i dette kaos af musik og støj og mennesker og alt det som Jelling oser af – dér mødte jeg denne pige, der ofrede sin tid og sin drømmekoncert for at sidde ved en vildt fremmed ulykkelig pige. Og bare være der. Holde af og holde om.

Musik handler om at samle mennesker. Musik handler om at give mennesker et mødested. Musik handler om at stå og synge sammen. Bare få lov at være lille mig. Sammen og hver for sig. Musik handler om forventninger og minder. Det handler om at sætte ord og toner på livets tilskikkelser.

MEN i år bliver det ingen Jellingfestival. Gad vide, om der bliver nogle frisører, caféer, restauranter, musikfestivaler tilbage på den anden side? 31. august. 10. maj. Det er som en EVIGHED. Vi kan kun håbe, at vi møder et menneske eller to som hende pigen på Jellingfestivalen – hende, der hjalp den ulykkelige pige. Hun satte sig selv til side for at hjælpe en anden!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 25


Så blev det den femogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Er du en solfanger?

Sådan én, der suger solens stråler og varme til dig. Lader dem varme sjælen og lyse op i sindet?
Er du en solfanger – sådan i Benny Andersens perspektiv. Sådan én, der langsomt begynder at forstå, at Alt og Intet er os givet. Alt og Intet
I så fald har du gode vilkår netop nu. For forårssolen skinner til den store guldmedalje og Benny Andersens underfundige ord kiler sig ind og giver mere og mere mening. Alt og Intet er os givet.

Givet. 

Dette helt centrale og meget underspillede ord. Givet. Det er os givet. Det kommer til os – udefra. Det er udenfor rettigheder og krav. Det er udenfor fortjeneste og ihærdighed. Det er på trods af istappen, som jeg holder kold. Det maksimale jeg kan præstere er at træne mig til at ligne et skellet. Ja, skal jeg selv sige det, så er der ikke meget tegn på liv.

MEN Alt og Intet er os givet. Sådan lever vi til fulde nu. Og sådan levede apostlen Paulus. Han var en kendt og berygtet forfølger af de allerførste kristne. Paulus søgte til overmål at forfølge Guds kirke og udrydde de kristne. Af alle mennesker så er det ham, kristendomsforfølgeren der bliver stoppet midt på sin vej af forårssolens stråler og Guds varme ord. Med bud om, at netop han Paulus var givet Alt og Intet og derfor skulle gå ud og fortælle om Jesus Kristus som Guds Søn. 

Den havde de så ikke lige set komme. De kristne. Det var ovenikøbet ”lidt” svært at tro på og at acceptere! Kunne Gud ikke have udvalgt en anden mand eller kvinde til dette? Hvorfor vælger Gud altid ”de forkerte” – som nu dengang med Abraham (dag 10 + dag 11). Men den forkerte skal bringe bud om at Alt og Intet er os givet til alle de ”forkerte”. Hedninge, der jo netop ikke var jøder. De blev nu rigtige. Ikke fordi de havde fortjent det. Ikke fordi de havde trænet sig til at ligne et skellet. Ikke fordi de havde smeltet istappen med deres varme. Nej, fordi i Guds univers er Alt og Intet netop givet. 

Den forkerte (= Paulus) sendes med bud til de forkerte (= hedningene). Og dermed vendes begreberne på hovedet og intet menneske skal længere kunne kaldes forkert i Guds forårssols lys. Nej, ethvert menneske er ”rigtigt menneske” netop ved at være kendetegnet af, at i livet der er Alt og Intet givet. Og når det er sådan, så kan vi kun af hjertet sige tak for hver en solstråle og hvert et strejf af varme. Og jer, der er så heldige at mærke forårssolen varme sjælen og lyse sindet, I sendes som Paulus ad andre veje end I havde troet og tænkt. I sendes med bud om tro, håb og kærlighed til hvert et menneske, som er grebet af tunge tanker, hvis sind er mørkt og hvor lyset stoppes af angstens dør. Bank på – lys op – varm.
For Alt og Intet er os givet. Sådan lever vi til fulde nu. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 24


Så blev det den fireogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Det er Palmesøndag. En særdeles flot udgave af slagsen. Det kunne godt give lidt mod på tilværelsen og livet!

Det er Palmesøndags kendetegn. At kikke frem – samtidig med at man kikker tilbage mens man lever i nuet. En såkaldt ”tre-i-én”. Lidt multitasking. Eller lidt ”sådan-er-livet-altid-agtigt”. At du lever netop nu. At du gør det i håb om det næste øjeblik rummer noget godt til dig og os. At du gør det på baggrund af den vej du er gået, de erfaringer du har samlet op, de mærker livet har sat på dig, de glæder der varmer.

Palmesøndag rummer Jesus det hele. Han ridder på æslet netop nu – netop nu hylder folk ham med palmegrene og hurraråb. Det gør de på baggrund af Jesu historie de sidste tre år. Det de har hørt, set, undret sig over, blevet overrasket over, blevet vendt om som mennesker af. De står og hylder ham for hans fortid. Nu. Og håber, at det bringer noget med sig i det kommende. I fremtiden. Den helt nære. Eller på længere sigt. Men vi mennesker er mest til det helt nære perspektiv. Spørg bare en politiker. 

Men de lever i nuet. Nuet er fyldt af forventningerne for fremtiden og historierne fra fortiden. De matrikulerer sig ind i livet netop nu i denne skikkelse på et æsel på vej ind i Jerusalem. Og han tør være i nuet. Give nuet indhold, mening, dybde. Uden at lade fremtiden kaste skygger. For det kan den ellers nok. Forræderi, skuffelse, ensomhed, tortur. Afmagt. 

Måske er det afmagten, vi kender bedst. Lige nu. Ikke kun som fremtidigt element. Nej, som faktor på denne solbeskinnet Palmesøndag. Afmagt overfor Corona. Og usikkerhed om dens egenskaber og konsekvenser.

I grunden er det ikke noget nyt, som bringes på banen. Afmagt. Usikkerhed. Det træder bare så markant frem. Afmagt – usikkerhed begge helt grundlæggende sider af et menneskes liv. I hvert fald efter teenageårene! Eller måske er det bare først efter dem, at man tør indrømme det. Afmagten. Usikkerheden. Og mange har drømt om at afskaffe dem – trylle dem væk. Nogen har brugt Guds navn til det. Sagt at I ham gives al magt og al sikkerhed. Men det lyder lidt hult lige nu. I Coronaland. Lige som det har lydt hult i Auschwitzland eller i skyttegravene i 1. Verdenskrig eller i gummibådene på Middelhavet. 

Nej, Gud er ikke én der skal udfylde vores huller. Når livet ikke går op. Når vi møder noget vi ikke forstår. Gud fylder ikke huller.

Gud fylder liv. Hele livet. Midt i livet. Menneskers liv.  Gud fylder menneskers liv med perspektiv! Når du står i afmagt og usikkerhed – og med dig selv ved, at du ikke kan ændre det, ja så mødes du af Guds perspektiv: at du i den afmagt og usikkerhed ikke er alene. At selv afmægtige og usikre mennesker kan løfte deres blik og se hinanden. NU. Og sammen gå ind i dagen i morgen. Gud giver os lov til at være mennesker. Måske vifte med palmegrene for hinanden. For sundhedspersonalet. Fylde gaderne med hurraråb. I dag. Selvom vi ikke ved, hvad der kommer i morgen. Alligevel – lad os vifte med grene og lade råbene gjalde som en hyldest til al fælles kamp ind i afmagten og usikkerhedens land. NU!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 23

 
Så blev det den treogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Vi er ikke i krig. Ingen sømænd behøver at dø. Men hvis vi ikke handler nu, så svigter vi vores mest værdifulde ressource, nemlig besætningen, skrev Brett Crozier. Han er ikke hvem-som-helst. Han er nu forhenværende kaptajn på det amerikanske hangarskib USS Theodore Roosevelt.

Forhenværende fordi han så indtrængende appelerede til som kaptajn og chef at måtte hjælpe sit mandskab ud af et eskalerende Coronaudbrud. Og sende dem i karantæne på land. I krigstid, skrev Crozier, ville han fortsætte tjenesten: - Men eftersom vi ikke er i krig, så kan vi ikke tillade, at en eneste matros går unødigt tabt på grund af denne pandemi.

Den fungerende flådeminister var ikke enig. Og derfor løste han Brett Crozier fra kommandoen over hangarskibet. Begrundelsen var, at han lod følelser for mandskabet vægte i sit arbejde. Da Brett Crozier forlader hangarskibet ad landgangsbroen sker det i overværelse af de 5000 besætningsmedlemmer. De hylder ham med råb og klap – et øjeblik, der nu via sociale medier har spredt sig som Coronavirussen. 


Besætningen på USS Theodore Roosevelt siger: Kaptajn Crozier har vores fulde tillid og loyalitet. Besætningen vil med kort varsel sejle med ham fremover!

Kaptajn Crozier ”tog en for holdet”. Han så sig som del af besætningsfællesskabet, han ved at et hangarskib er et minisamfund, der er dybt afhængig af, at den enkelte vil yde en 100% indsats for den fælles opgave. Netop deri peger hans fortælling videre ud over rælingen på hangarskibet. En kaptajn er nok chef og autoritet. Men den fungerer kun i en ”tjeners skikkelse”. Den fungerer kun i anerkendelse og respekt. Ikke en autoritær respekt, nej en menneskelig respekt, der kan få et besætningsmedlem på et hangarskib til at give alt for det fælles – eller en sundhedsansat i en Coronatid til at give alt for det fælles sygehusvæsen.

Jesus fortalte dem en lignelse: Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det. Og Jesus kikkede på farisæerne, de skriftkloge og flådeministeren. Gad vide, om han fik svar? For Jesus siger så indlysende som kun han kan gøre det – selv om det tilsyneladende IKKE er så entydigt: ”ethvert menneske er vigtigt!”

Ja, det er et Guds barn. Det er bare så ufatteligt svært at forholde sig til for tiden! Her, hvor så mange er udsatte og skrøbelige. Hvordan hjælper vi? Og hvem? Det er her, at vi bliver spændt ud mellem flådeministeren og kaptajn Brett Crozier. Eller mellem 1 får og de 99.
Eller ………………….. hvad tænker du?
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 22


Så blev det den toogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Det var alvor i går. For der stod mere på spil end risiko for smitte. Der var noget helt grundlæggende på spil: Vores selvforståelse som mennesker og vores forståelse af det med Gud, kirke og sammenhæng.

Derfor var det eneste rigtige det, som blev resultatet. At institutionen kirke ikke går forud for mennesker. Ja, at alt det vi samles om hver gang i Mølholm kirke netop kun har mennesket og menneskets liv som centrum. Set i Guds lys. Det er en solidaritet med hinanden som mennesker, der er på spil. Så grundlæggende som Jesus selv forfægter den igen og igen.

Vi møder den i lignelsen om Den fortabte søn (eller De to fortabte sønner!) om sønnen, der drager ud i verden og kapper alle bånd. Men hans far fastholder sit bånd og står med åbne arme. Eller i lignelsen om Arbejderne i vingården, hvor enhver får en dagløn (= deres behov) selvom nogle bliver sure (”bliver dit øje ondt, fordi jeg er god?”). Eller i Den barmhjertige samaritaner (se dag 15, 18, 21) eller i lignelsen om Farisæeren og tolderen i templet. Her, hvor den ene stillede sig selvretfærdig frem og rettede sin tak til Gud – for at han ikke var som andre mennesker: røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som tolderen der! Tolderen stod ydmygt længere ned i templet med blikket sænket ned i gulvet: ”hjælp mig i min nød!” Eller som lignelsen om Den gældbundne tjener, der fik meget tilgivet men ikke selv ville eftergive lidt.

Som Jesus fortæller, sådan lever han.

Derfor går han selv til de mennesker, som andre lukker ude i foragt – eller som har lukket sig selv ude i selvforagt. Han sidder til bords med syndere og toldere, han spiser med Zakæus (se dag 18), han lader sig overtale af den hedenske kvinde, der blot ønsker smulerne, som hundene ikke spiser, han dømmer ikke kvinden, som mændene ville stene (se dag 1), han lader kvinderne med de små børn komme til ham (”det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”).

Eller vi kan sige det med andre ord: Jesu nærhed til Gud består i nærheden til de andre. Hans frihed som mennesket består i ikke at ville sig selv. Jesus beror så dybt i Gud, så uforbeholdent at han helt fundamentalt og fordringsløst kun er der for andre. Og som sådan er Jesus Guds udtryk!

Der er overensstemmelse mellem ord og handling.

Det er denne indholdsmæssige bestemmelse, som vi som Folkekirke var ved at sætte over styr i går. ELLER som nogen forsøgte at negligere værdien og betydningen af. Der var en solidaritet, en forståelse, en samhørighed, et fællesskab på spil. Vi ville have mistet overensstemmelsen mellem forkyndelse og handling. Vi ville have mistet vores forståelse af det med at være menneske og menneskelig.

Nu har vi muligheden for også på denne toogtyvende dag at glæde os over at vi til stadighed må kæmpe med at være mennesker sammen på trods af Corona og alt det kaos, der følger med den. Men vi er stadig mennesker og bliver kaldt til at være menneskelige.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 21

 
Så blev det den enogtyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.

Nu er det ALVOR!

I mandags udtalte statsministeren: 

”Hvis vi danskere i de næste to uger, henover påsken, fortsætter med at stå sammen ved at holde afstand ………….” og hun fortsatte: ”Jeg vil også være ærlig og sige, at hvis vi ikke lykkes de næste to uger – hvis tallene stiger voldsomt, og vi kan se danskerne begynde at samle sig uden at holde afstand – så kan vi ikke åbne Danmark stille og roligt op igen.«

I går onsdag udtalte udenrigsministeren: ”Jeg understreger bare, at vi er i den indledende fase af en ret alvorlig pandemi. Vi er på vej op ad bjerget. Vi står ved foden uden at vide, hvornår det topper.” 

Samtidig udsendte kirkeministeren en pressemeddelelse: ” Det ville være smerteligt, hvis alle kirker skulle holde lukket i påsken uden nogen form for kirkelig markering. Derfor arbejder regeringen nu på en løsning, så vi også i kirken kan fejre påske inden for en ansvarlig ramme ”

Det hænger IKKE SAMMEN!

Sådan lød det også fra Jesus. Og han kikkede rundt blandt de ledende farisæere: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?"

Dermed siger Jesus, at menneskeliv står over helligdagen. Ja endnu mere, Jesus siger her og gennem hele sit liv, at Guds vilje og mål og kærlighed netop har mennesket som fokus. Og ikke en regel om, at man skal gøre dette eller hint af hensyn til ham. Tydeligt også i lignelsen om Den barmhjertige sameritaner. Her går både præsten og kirketjeneren forbi den overfaldne, fordi de af hensyn til renhedsregler ved templet ikke må udsætte sig selv for urenhed. Men den forkerte gør det rigtige. Og hjælper.

Derfor bryder Jesus også sabbatten og helbreder den mand, der var ramt af vand i kroppen (Luk. 6)

Tilbage til Coronakrisen. 

Min gode kollega i Jelling, Kristian Bøcker skriver: ”Jeg er præst og jeg holder umådelig meget af at fejre gudstjeneste i kirken – ikke mindst en dag som påskedag. Og jeg savner det som så mange andre. Men jeg kan da virkelig ikke forstå, at ellers besindige folk nu måske vil åbne for, at der holdes gudstjeneste i kirken påskedag, når enhver ved, at det endog meget vel kan gå hen og blive farligt – uanset hvor meget afstand man holder i kirken. Vil man så virkelig sætte især ældre kirkegængeres helbred på spil foruden alle andre kirkegængere og betjeningens? Har man ikke hørt efter, når landets statsminister og landets øverste sundhedsmyndigheder har bedt os om at bryde smittekæderne? Tror man, at fordi det handler om Gud og tro og glæde ved gudstjenesten, så har man en særlig ret til at presse sine behov igennem?

Burde ikke netop gode kristne mennesker holde sig tilbage og tænke på almenvellet lige nu? Eller tænke på alle dem, der virkelig må savne enhver kontakt til andre? Eller på dem, der måske mister hus og hjem ved alt dette her? Kunne man så ikke – var jeg lige ved at sige – være så voksen, at man kan udholde sit savn!”

Og nu tager jeg, Erik Steen selv lige ordet igen. Jeg har gennem disse Dagens hilsen fra præsten skrevet en del om afsavn og mangel på menneskeligt fællesskab. Men jeg har aldrig forestillet mig, at vi som folkekirke skulle bringe hinanden i den situation, at vi kan blive smittecentral for Coronavirus. 

Jeg vil drømme om og elske at være tilbage i Mølholm kirke og kunne være fælles. MEN det bliver nødt til at vente! Vi må stå sammen ved at holde afstand.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 20

 
Så blev det den tyvende dag, hvor samfund og kirke er lukket ned.
”Står den der stadig?”
Kirken.
 
Tja ……………. jeg har lige kikket efter – for at sikre mig. Og jo, det gør den. Den står, hvor vi efterlod den, da vi lukkede ned og gik hjem. Lidt uberørt af byens travlhed. Gad vide, hvad der ville ske, hvis nu karantænen varede i 100 år. Ligesom i Tornerose. Og bøgeskoven voksede op og skjulte kirken så man først fandt den ved et tilfælde igen om 100 år. Ville folk i Mølholm så undre sig over dette underlige hus? Ville deres liv være anderledes? Ville de mangle noget? Ville de være gladere? Eller ville de være ligeglade!
 
Mølholm kirke blev indviet i 1952. Vinding kirke i ca. 1150 år. De står der begge stadig – det er som slægternes fodtrin lyder mod os op igennem glemte år. Slægterne der gik før os. Vores rødder. Ikke kun tornehækkens rødder. Eller bøgehækkens. Nej, vores rødder. De mennesker, der gik foran os. Beredte vejen for os. Kæmpede med at opbygge Vinding og Mølholm og Vejle med skoler og veje og ja, kirker og kirkegårde.
Kirkerne er her stadig. Der bor stadig mennesker heromkring. Selvom vi alle holder os lidt mere for os selv for tiden. For der er sket noget med os. Det gør der altid! Og dette ”noget” det sætter spor i os. Ikke kun slægternes fodspor, nej tidens og tilværrelsens fodspor. 
 
Vi bliver ændret!
 
Som mennesker. Som kirke!
I gamle dage gik man ”op til kirken” som det særlige sted. Her var ramme og indhold, her kunne mennesker hente det gode liv og bringe det med ud i verden. Det er som en pakke, leveret af Gud. Og vi bragte den med hjem og pakkede den ud. Vi kender billedet fra gamle film, de ”gode gamle dage”, hvor et menneke trygt kunne hvile i det givne.
I dag er det anderledes. Det er sket ad et par gange. I ryk. Eller glidende. Uden at det gamle helt er forsvundet. Det har bare taget nye former, nye ord. Men det HAR ændret sig. Fordi mennesker er blevet ændret. 
 
Vi tænker over tingene!
 
Det har vi lært gennem mange år. Vi hylder det som et ideal i folkeskolen. Vi gør det selv. Tænker over tingene. Når statsministeren holder endnu en alvorlig tale om Corona, så siger ingen af os: ”Hun er statsminister – så har hun ret.” I stedet så siger vi: ”Det lyder rigtigt, det lyder slemt – vi gør som hun siger!” Det er helt naturligt for os. Det er en måde at leve på. Ja, vi bruger ikke meget krudt på, at det har rødder tilbage til filosoffen Kant: ”……….. selv når jeg tænker det helt store ……………. så er det dog mig, der tænker det ………”. Sådan skrev Kant.
 
Den måde at tænke og leve på ændrer meget!
Vi får et stort ansvar. Vi bliver mere ensomme. Vi skal bære meningen af os selv. Vi skal gøre op med os selv, om hvad kirken egentlig står for. Og kirken viser bare tilbage på dig selv, så du kan overtage dit eget liv.
MEN det fungerede ikke!
Det enkelte menneske tog jo ikke ansvar. Det så vi endegyldigt i 2. Verdenskrig. Mennesket kom til kort. Vi er begrænsede.
 
Derfor er vi et nyt sted i dag. Vi er afhængige. 
 
Det afsløres til fulde i disse Coronatider. Begrænsede og afhængige. Og nu bliver kirken et anderledes rum. Et generøst rum, hvor vi kan tage verden med ind. Tidligere hentede mennesker Gud ud i verden. Nu bringer vi verden ind i det generøse rum. Der hvor vi kan komme på trods af, at vi er begrænsede, her hvor vi kan få lov at vise, at vi er afhængige. Netop det begrænsede liv rummes som det gyldige liv. Vi skal ikke magte alt. Vi er ikke Gud. Vi er mennesker. 
 
Her sætter kirken perspektiv for mennesker og for samfund. Ja samfund er jo blot mennesker, der er gået sammen om det fælles. For vi er afhængige. Og perspektivet er samhørrigheden!
Det perspektiv kan vi følge i vores indsats mod Corona og for menneskers liv. Samhørrighed.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 19

 
Så blev det den nittende dag.
 
Et strejf af håb.
Det ramte os i går. 
 
Tankevækkende, for det meste af statsministerens tale i går mandag var én lang påmindelse om at fortsætte, holde ud for at holde af. Og ganske kort formulerede hun håbet om, at der måske kan ses frem til gradvis op lukning.
Og det er det, som vi husker. Håbet.
Det er der noget livsbekræftende i. Det er der noget utroligt stærkt i. At håbet får lov at spire frem gennem alle formaninger. Lidt som mælkebøtten, der kan mase sig vej op gennem asfalt og fliser. Fordi den vil op i lyset.
Der er ellers asfalt nok hældt ud over os lige nu. Og mangler vi lidt mørke, ja så kan vi jo bare kikke rundt i verden omkring os. Det er helt ubegribeligt, at sådan en lille virus kan lave alt det! Det er som naturen rammer os. Og forsøger at fjerne kulturen fra os, tage alt det medmenneskelige og tillærte fra os – hive os tilbage til naturens instinkter. Ja, det er selvfølgelig lidt svært det med naturen her i en grøn omstillingstid, for nu bliver naturen forherliget. Men – for der er et men. Det viste Lars von Trier os i filmen Antichrist (og NEJ, dette er ikke en anbefaling om at se den ……….. den er meget grænseoverskridende og vildt hård at se!!!!). I filmen siger den navnløse kvindelige hovedrolle: ”naturen er Satans kirke!” Det er det, som Lars von Trier skildrer: jo mere vi bevæger væk fra kulturen og ind i naturens univers, så bevæger vi os ind på selvopretholdelsens univers, ind på instinkternes gebet og væk fra udblik og overblik og blik for andre. Det bliver et mørkt univers. Men det er svært – utrolig svært at være i. 
 
Det er det, som bringes ind i vores stuer rundt omkring fra i verden. Hvordan kulturen og menneskene sættes under pres! MEN det er forrygende at høre om og se i TV, hvordan mennesker knokler som gale for at kæmpe sammen mod den lille virus og mod det kulturelle nedbrud. Der er så mange mennesker, der ikke bare ”går ind i Satans kirke” og lader andre bag sig.
Det giver håb.
Det håb, som statsministeren også gav sin brik til i går. At vi fælles kan stå dette igennem. At det gør en forskel. At vi kan forblive mennesker og menneskelige ind i dette og gennem dette og tage det med ud på den anden side.
Det vil vi glæde os over!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 18

 
Så blev det den attende dag. 
Da jeg var yngre, da drømte jeg om at blive 18 år. Jeg tænkte, at det måtte være hele livet, der åbnede sig for mig. Og jeg tog mit lastbilkørekort. Det var drømmen. Som en cowboy at kunne ride ud på de lange landeveje og bare være mig selv. Trone højt oppe over vejen med frit udsyn – nyde friheden. 18 års grænsen var magisk, den var en port ind til et liv som voksen med masser af muligheder. Selvom de folk på 25 år virkede noget gamle og satte. ”Gad vide,” tænkte jeg, ”gad vide, om der er liv på den anden side af de 25?”
Siden har jeg revideret mit spørgsmål flere gange. Til dels af nødvendighed. Men også fordi jeg har erfaret mere og mere om det med livet. En erfaring som jeg ikke bare kan transformere ind i mine konfirmanders univers som deres viden og base. Nej, de må selv gå vejen! De behøver ikke gå den alene. Men de skal selv erfare værdier og holdninger i deres liv. Så de netop bliver deres.
 
Man kan se det samme i TV-programmet ”Alene i vildmarken”. Drømmen om at komme ud helt for sig selv! Idealet om at kunne klare sig alene i naturen, bare leve af den og med den og i den. De har samme gå-på-mod som jeg havde som 18 årig. Og derude i vildmarken erfarer de det samme, som jeg har mødt. At der hører mennesker til i mit liv. Både privat og personligt og arbejdsmæssigt. Det er ikke nok at sidde og læse alene. Der skal mennesker til i et fællesskab. Til samtale, til dialog, til hygge, til trøst – ja eller bare til stilhed. Bare underligt, at de er så forskellige fra mig! De andre. De vil nogen gange tale, når jeg vil tie. De vil nogen gange ………………… ja, du kender det måske?
 
Ude i ”Alene i vildmarken” bliver det mere og mere tydeligt, at nok kan de håndtere både sav og fiskenet og bål, men savnet efter nogen at snakke med – behøver ikke være kæreste eller familie – bare én, man kan møde på en gåtur i byen – men netop savnet efter nogen at snakke med, spejle sig i, forholde sig til ………. ja eller være uenig med, det savn rammer dem hårdt. Og det lærer dem noget om sig selv. Om at være dem som menneske. 
 
Måske er det der, at vi er nu? I et Coronaramt Mølholm.
 
På denne attende dag. Nået dertil, at vi på den hårde måde lærer om os selv og hinanden. Men vi lærer også noget om, hvordan andre har det!
”Lige nu længes vi alle efter det, nogle altid mangler!”
Sådan lyder det fra Kirkens Korshærs chef, Helle Christiansen. Der er nogen, der altid mangler det fællesskab og den nærhed og den omsorg, ja de kram og knus, som vi savner netop nu.
 
Zakæus vidste ikke, at han manglede det. Han var overtolder og rig. Sad der ved byporten til Jeriko og indkrævede told til besættelsesmagten Rom. Og ”kom til” at kræve lidt for meget og gemte det til sig selv. Stort hus, hegn omkring måske. Men ikke så velanset. Ikke socialt samlingspunkt. Tilmed ikke så høj, måske også lidt tyk? Da Jesus kom til Jeriko, ville Zakæus høre ham. Butikken var der alligevel ikke kunder i (det kender vi godt!). Folk stimlede sammen og holdt helt ”tilfældigt” Zakæus væk fra Jesus. Men han var snu, gik foran, rundt om og kravlede op i et træ. Sad der og lyttede og selvfølgelig stillede Jesus sig nedenunder træet og fortalte. Måske om Den barmhjertige sameritaner eller Arbejderne i vingården eller Den fortabte søn eller ………….
Pludselig lød det: ”Zakæus, kom ned. For i dag skal jeg være gæst i dit hus!”
Jesus på besøg hos den forkerte. Skulle have været hos de rigtige. Men Jesus vælger altid anderledes, går altid foran, er altid i bevægelse. Gud er ikke sådan at holde fast i vores forestillinger. Han overskrider grænser, han går til mennesker, han tør være der, hvor ingen andre vil. Det virker som om, at han kender til grundfølelsen af at være 18 år og langsomt opdage, hvad det vil sige at være et menneske. 
Og Zakæus kommer ud til de råbende folk: ”Jeg giver ½ til de fattige – og ”hvis” jeg har presset penge fra nogen, så betaler jeg det firdobbelt tilbage!”
 
Nu er spørgsmålet:
Får Zakæus lov at vende tilbage til fællesskabet i byen?
Lukker de andre Zakæus ind igen?
Giver de ham lov?
Tilgiver de ham?
Eller giver de ham ”som fortjent”?
Hvordan bliver vores vej i Mølholm tilbage til det fælles ………………… når vi engang får lov – på den anden side af Coronakrisen?
For det er jo ikke kun økonomien vi skal åbne igen.
Det er også menneskene!
Erik Steen 

Dagens hilsen fra præsten DAG 17

 
Så blev det den syttende dag. I dag er det SØNDAG. Og Mølholm kirkes klokke ringer til gudstjeneste og flaget vejrer i vinden som en synlig protest og trods. Måske er det en idé til os alle i Mølholm: at vi flager hver søndag som vores hilsen til hinanden i fællesskab mod Corona?
 
Søndagen hedder Mariæ Bebudelse. Helt tilfældigt ligger den ni måneder før jul. Søndagen bebuder noget, der kommer, noget som er, og noget som var. Der var en kvinde med drømme og håb og længsler. Nu er hun en kommende mor. Og der kommer et barn om ni måneder. 
 
Det er sådan, vi lever nu.
Der er noget som er. Der er noget, vi håber kommer. Der er noget, som var. 
 
Der er en Coronakrise. Der er en nedlukning af det fælles, af kontakter, af berøring. Vi er nødt til at leve uden berøring, krammere, knusere, håndtryk. Men hvor længe kan et menneske leve foruden at nogen vil række ud efter det …………… og røre det?
Derfor håber vi. Af indre nødvendighed, af menneskelig indestængt trang til at række ud – eller til at blive rakt ud efter. Vi håber, at der kommer en tid, hvor vi igen kan røre og blive berørt. 
Der var en tid, hvor vi måtte. Men gjorde vi det? Og gjorde vi det nok? Turde vi gøre os sårbare, skrøbelige, udsatte, turde vi satse os selv? Det spørgsmål rejser sig. For vi havde muligheden. Der var et vindue åbent. Og det var kun delvist, at vi turde række ud gennem dét og efter hinanden.
 
Det er vores livs vilkår. At vi kommer til kort. At vi lever i det. At vi håber på nye muligheder.
 
For Maria, Jesu mor, der er fortællingen, at hun bliver grebet og kaldet. Hun bliver grebet på sin vej som ung kvinde, og hun bliver kaldet til at lægge krop til liv. Der skal altid være krop med. Det erfarer vi for tiden. Og Gud handlede derefter. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Derfor kan der rækkes ud, derfor kan vi røre, derfor kan vi berøres. Og Maria lader sig røre, hun lader sig gribe, hun lader sig kalde. Altid udefra, som noget der møder os udefra og til liv. Aldrig af egen kraft, ikke af os selv. Nej, vi lever af, at der rækkes ind i vores liv, at Gud rækker ud over sig selv, at du som mit medmenneske rækker ud over dig selv. Og ind i mit liv.
 
Maria hviler i dette. At være grebet og kaldet. Hun kan være menneske ved at give livet krop og rum. At give det videre. Og derfor bryder hun ud i lovsang. Det handler om vinklen vi ser tingene fra. Det handler om fokus. Om Maria ser al sit liv og alle sine drømme og alle sine håb svinde væk. Eller om hun ser på det med taknemmelighed, som en velsignelse. Og bryder ud i lovsang.
 
For os handler det også om vinklen og fokus. 
 
Om vi tør holde fokus på vores opgave – at være muligheden for de andres liv. Ved ikke at bære smitte videre. Om vi magter at holde vinklen rettet mod håbet om kommende muligheder! Måske er de muligheder nogen, der kommer allerede i dag. Måske skal vi turde gribe dem, ligesom Maria gjorde det!
Gribe dem i al deres anderledeshed – tage dem til os – give dem nye former og ny krop.
Og hejse et flag som symbol derpå!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 16

 
Så blev det den sekstende dag.
Solen skinner stadig. Himlen er blå. Mølholm virker stille og rolig. Men ind over os kommer historierne i små dryp. Historier om menneskeskæbner og –forhold, som vi helst ikke tror eller ønsker. Tanken om, at jeg ikke kan sidde ved et nært menneskes dødsleje. Den er svær. Normalt vil vi sige, at det er svært at skulle sidde der, være der – ved dødslejet. Nu er det tanken om, at vi ikke MÅ, der fylder.
 
Det er så meningsløst. Løst fra al mening. Hvordan er det kommet dertil. At livet tegner løst fra mening. Tja, du kan finde mange fortolkninger på nettet, du kan få mange meldinger fra mennesker omkring dig, nogle mere vilde fortolkninger og meldinger end andre.
Sådan har det altid været.
Bibelen er fuld af fortolkninger og meldinger i forhold til menneskers liv. Og det onde. Eller det meningsløse. Lige siden vi mennesker har taget ordet i vores mund, ja der har vi forsøgt at bruge ordene til at forholde os til livets tilskikkelser. Specielt de mere alvorlige. Og vi finde alle – ja eller næsten alle fortolkninger i bibelen. At Gud står bag det onde. At Gud tillader det onde. At Gud står bag det gode og Satan bag det onde. At det onde er ”herreløst”og bare skyldes sig selv, ja, at det dermed er alle forklaringers opløsning. At der ikke gives en forklaring! 
 
Jeg har i de 15 første dages ”hilsen fra præsten” taget afsæt i Gammel Testamente med enkelte indblik ind i det Nye Testamente. Det er med fuldt overlæg, for jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at Coronakrisen har ”evigheden” som horisont = det kommer til at tage sin tid. For det første. For det andet fordi der er en bevægelse indlagt fra Gammel til Ny. Det gamle blev først gammelt, da der kom noget nyt til!
Vi kan sætte to hovedlinier over dette:
For det første: Gud vil ikke være Gud uden sit menneske!
For det andet: Mennesket er altid i liv og død omsluttet af Gud. 
 
Der er en konstant i dette – og der er en bevægelse. Gud vil EET – og bevæger sig derfor! For hvis han ikke gjorde, så kunne han ikke række ud efter mennesket. Gud bevæger sig, ja forandrer sig gennem historien i forhold til, hvordan mennesket reagerer – for at kunne forblive den samme: GUD FOR MENNESKET.
 
De 800 sider i Gammel Testamente handler om, hvordan Gud udskiller det onde fra sig og lader det ligge ved siden af sig som det, han ikke vil (= Noas ark: ”jeg vil aldrig mere søge at udrydde alt ondt som med syndfloden for så er det onde der stadig! Nej jeg opretter min levende pagt mellem jer og mig!). Først når vi har forstået det, kan vi forstå det Nye Testamente.
Her kan vi i Lukasevangeliet kap. 13 læse om katastrofen med det væltede tårn i Siloa og de dræbte. Der siger Jesus: ”Nogen siger, at ulykken med tårnet og de dræbte mennesker skyldes, at det var Guds straf over dem. Jeg siger jer: Nej, de var ikke mere skyldige end andre!” Her bliver det tydeligt, at Jesus arbejder med ”at lade nåde gå for ret” i stedet for noget for noget.
Det onde er ikke Guds straf. Ja, Søren Kierkegaard siger det således: ”Enhver forklaring af det onde er en bortforklaring.”
Guds forhold til mennesket er derimod at lade nåde gå for ret. Det er tilgivelsens univers. Det er befrielsens gave. Det er bamhjertighedens blik. Gud åbner et rum for os, hvor vi kan være og leve i – ja være mennesker i uden at skulle frygte underlige magter eller Gud selv.
 
Se, det er også en fortolkning! Men det er en tolkning, hvor jeg som menneske kan få lov at være menneske. Og det betyder at kunne leve i det meningsløse. At vi må have lov at lade det meningsløse være meningsløst. Der er INGENmening med, at jeg ikke må sidde ved siden af min kæres dødsleje.
 
Det betyder IKKE, at vi accepterer det meningsløse. Tværtimod, så vil vi tale det kraftigt imod. For det er forkert, at vi ikke kan få lov at sidde der. Det er forkert, at vi ikke kan give hinanden en trøstende krammer. Det er forkert, at vi ikke må samles til fælles måltider – heller ikke ved alterbordet i Mølholm kirke. Det er derfor, at vi af alt magt vendes ud mod det fælles: for at løse det, der binder os lige nu. Det er OS, der skal gøre det.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 15

 
Så blev det den femtende dag.
”Det hårdeste er uvisheden!” – sådan fortæller soldater fra Jægerkorpset om den hårdeste udfordring i deres optagelsesprøve. Måske har du set TV-udsendelser om netop Jægerkorpset og vejen ind i det? Umiddelbart synes der at være mange hårde udfordringer. Men den, der fremkaldte udtalelsen ”Det hårdeste er uvisheden!” er en stroppetur med fuld oppakning, vækket midt om natten og så ellers bare ud at gå. Uden på noget tidspunkt at vide, hvornår man er i mål. Bare at skulle blive ved ………….. 
 
Det hårdeste er uvisheden. 
 
Det er den, som vi lever i nu. Alle sammen. For vi ved ikke, hvornår restriktionerne bliver hævet. Og vi har alle en mening om det – vi har alle holdninger. Men vi ved ikke noget. Uvisheden hersker.
 
Det er i den sammenhæng, at Jesus fortæller lignelsen om Den Barmhjertige Sameritaner. En mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at sikre sig selv.” Hold loven – hvad læser du der?” Og manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl, styrke og af hele dit sind. Og din næste som dig selv.”
 
Hold loven. I går hørte vi om Moses og loven. Og lige siden ørkenvandringen har loven lagt en definerende ramme ned for menneskers liv – både overfor hinanden og overfor Gud. Men vi oplever også usikkerheden ved loven: ”hvornår har jeg gjort nok – det rigtige – det fulde – det hele?” Det er grundlæggende den usikkerhed, som Jesus taler ind i. Både i fortællingen om Den Barmhjertige Sameritaner og i hele sit virke og liv. I lignelsen følger vi fortællingen om, at det er den forkerte, der gør det rigtige. Nemlig ikke sikrer sig selv men bliver en næste for den overfaldne. I hele Jesus virke og liv følger vi samme tråd. Det handler ikke om med loven i hånden og ryggen at sikre sig selv. Det handler om at være sat fri til at skænke liv. Dybest set bliver loven opfyldt af kærligheden – ja faktisk før loven er nødvendig og udtalt hører kærligheden hjemme. 
 
Det fjerner ikke uvisheden! Det giver i grunden ikke større sikkerhed! 
 
For dig selv. Men det er heller ikke dig, der er i centrum. Det er det menneske du kikker på – og som du bliver en næste for! Midt ind i al uvished.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 14

 
Så blev det den fjortende dag. Vi er ligesom gledet ind i en uendelig række af dage. De bare følger hinanden i en særegen uvirkelighed. Dag 14 er én dag med end dag 13. Men alting er stadig stille og tomt. Som en ørkenvandring. 
Som den ørkenvandring Moses foretog med isralitterne. Man siger tit, at han førte dem ud i ørkenen. Og de blev flere gange sure på ham over vilkårene i ørkenen. Men der var jo ingen vej tilbage, og ørkenens kendetegn er velkendte, og folket valgte også selv at følge Moses! Ikke et frit valg, for vilkårene i Egypten var jo som en ørkenvandring på andre planer. Vi står aldrig i et totalt frit valg. Vi er nødt til at vælge ud fra givne omstændigheder. 
 
Men det glemte isralitterne så igen og igen i ørkenen. De brokkede sig. De samledes for mange ad gangen om de forkerte ting, de samlede for meget mana, de lavede skel mellem grupperinger, de søgte alternative løsninger på alskens problemer, de udfordrede og udæskede og problematiserede Moses og hans vej, ja selv hans og deres Gud.
 
Men som Gud mødte Moses ved den brændende tornebusk og kaldte ham til at føre folket ud af Egypten, sådan følger Gud folket gennem ørkenen og taler med Moses. Mest på et bjerg. Bjerget får et helt specielt symbolsk liv fremefter i bibelen – Jesu Bjergprædiken, Jesu møde med bla. Moses på Forklarelsens bjerg, vi kender navnene på bla. bjergene Sinaj, Horeb, Karmel. Det er på bjerget i mødet med Gud, at Loven bliver givet. Vi kender den som De ti bud på stentavlerne. I grunden er der over 600. Alle handler om forholdet mellem mennesker indbyrdes og om forholdet til Gud. 
 
I disse Coronakrisetider får vi også nye love. 
 
Ikke på stentavler men alligevel mejslet ud som i granit for os. Som håndfaste adfærdsregler for vores fælles samvær. Til vores fælles bedste. Givet fra ”bjerget” i folkeligt forstand, Folketinget. Følger vi så lovene? Tja, vi har jo sådan en dansk tilgang til autoriteter og regler. Vi vil gerne selv være ”lidt ind over”. Vi vil gerne tænke med. Ja, vi kan dybest set ikke andet! For ingen af os tænker jo: ”Statsministeren siger …… og derfor gør vi sådan”. Nej, vi tænker i stedet: ”Lyder det rigtigt, det statsministeren siger?” Og hvis svaret er ja, så følger vi. Sådan lever vi til dagligt. Vi mener selv, vi gør det i ansvarlighed og med omtanke. Men vi synes ikke altid, at andre gør det med samme ansvarlighed og omtanke. 
Det er i dette spændvidde, at både statsminiteren og Moses arbejder. At Loven dybest set er overflødig, for ”vi kan jo godt sige os tingene selv”, og på den anden side er Loven dybt nødvendig som ramme for den fælles vej. 
 
Lovene kan bare ikke alt. De kan kun regulere, sætter ramme, trække grænser. De kan ikke skabe liv. De giver ikke ånd. De tegner ikke fremtiden. Der skal noget andet og mere til. Det er dette ”andet og mere”, som vi samles om i Mølholm kirke søndag efter søndag. Og når vi nu ikke kan samles for tiden, ja så forsøger vi at være sammen på en anden måde. Derfor disse daglige hilsener som et fælles dialogforum, og derfor forsøger vi at lave videogudstjenester til fælles gudstjenestefejring. Vi er ikke eksperter. Vi bygger vejen, mens vi går. Men vi forsøger. Sådan er al liv. Vi skal forsøge. Alternativet er værre. For lovene skal holde os raske og bryde smittekæder – det andet og mere skal give liv og håb. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 13

 
Har du sunget med Phillip Faber i dag på denne den trettende dag i Coronakrisens tegn?
Sunget sammen med alle os andre! En lærke letted, og tusind fulgte. 
Det er noget nyt, vi gør i disse dage. Eller det er noget gammelt, vi tager op – fællessangen.
 
I Spaniens hovedstad Madrid går danske Jacob Hancke ud på sin altan hver aften kl. 20. Og klapper. Det gør nærmest alle andre også – fællesklapning. De står i fællesskab og klapper højlydt og nærmest i trods, mens der presser sig en lille tåre frem i øjenkrogen. ”Det er simpelthen en hyldest til de folk, der arbejder døgnet rundt for de syge i landet”, siger Jacob Hancke i Madrid. ”Det er en stærk oplevelse.”
En hyldest til de folk, der går foran i en fælles indsats. 
 
Vi har altid haft brug for mennesker, der er gået foran. Som nu Moses. Han er efterkommer af Josef og hans brødre. Josef, der bragte isralitterne til Egypten. Moses, der førte dem ud af Egypten. Moses’ historie er farvestrålende og vild: som 3 måneders baby sat ud i en kurv på Nilens vande, samlet op af Faraos datter, prinsessen – deraf navnet: Moses = den som er trukket op af vandet, opvokset i Faraos palads som en fremmed, der skulle finde sig selv og som siden bliver fundet af Gud Herren ved den brændende tornebusk: ”Du skal føre isralitterne ud af Egypten!”
 
”Mig! Jamen hvad skal jeg sige til Farao? Nej, det duer ikke. Det kan jeg ikke. Kan du ikke finde en anden?”
Det er det helt indlysende svar fra ethvert menneske. Kan du ikke finde en anden! På Moses tid og i Coronakrisens tid. Men der er ikke andre – det er DIG, der skal træde i karakter!
For Moses betød det et ændret liv på det personlige plan. Han måtte være omstillingsparat, fleksibel, udadvendt, dynamisk og med en evne til at have mange bolde i luften. For en masse mennesker fulgte efter Moses, de satte deres lid og tillid og forhåbninger til ham. De lagde deres liv i hans hænder og varetægt.
Det blev en ørkenvandring. 
 
For dem og for os i dag. Men der var ingen vej tilbage til kødgryderne i Egypten. Der er heller ingen vej tilbage til dagene før Coronakrisen. Vi bevæger os mod ukendt land. Vi bygger vejene, mens vi går. Vi er afhængige af, at nogle går i spidsen, og at vi andre tør følge efter. En lærke letted, og tusind fulgte.
 
Det er derfor vi synger og klapper. Fordi vi har brug for at gå sammen gennem ørkenen. Fordi vi er taknemmelige over dem, der giver læ mod vinden og sandet, dem, der tager tjansenerne i sundshedsvæsnet og rundt i alle afkroge af samfundet. Vi synger og klapper som en opmuntring, som en manifestation, som et håb. 
En lærked letted, og tusind fulgte!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 12

 
Så blev det den tolvte dag. 
I går talte statsministeren til os igen. ”Bliv hjemme til efter påske!” Vi havde vel set den komme? Alligevel er det vigtigt at høre det talt og sagt. For det der siges til os, det taler ind i vores liv, det berører os, det gør en forskel. Ja, eller det forlænger den nuværende tilstand et godt stykke endnu. Tyve dage! Og vi er nået til den tolvte.
 
Abraham – Isak – Jakob – Josef. Slægten, der starter med at Abraham får bud fra Gud om at rejse (modvilligt), og hvor oldebarnet Josef modvilligt sendes på rejse af helt andre grunde. Josef var del af en søskendeflok på tolv. Det bliver et nøgletal siden i både Gammel Testamente og i Ny Testamente. De tolv stammer netop med udspring i de tolv søskende som grundlaget for landet Israel, og siden de tolv disciple / apostle som grundlaget for det ’nye’ Israel, Guds udvalgte.
 
Men i dag lidt om Josef. Den irriterende lillebror for de ti ældre brødre, drømmetyderen, den forkælede ’fars dreng’, den arrogante og bedrevidende, ham som i drømme så alle hans brødre bugge dybt for ham. Så irriterende, at brødrene overfalder ham (som Kain med Abel) for at slå ham ihjel. Men Ruben gik i forbøn for Josef og hans liv, og derfor måtte Josef ud på sin rejse. Solgt som slave til handelsrejsende og derfra kender vi historien: Egypten, betroet stilling hos Potifar, uskyldigt anklaget for seksuelt overfald på Potifars hustru, fængslet, drømmetyder i fængslet, tilkaldt til Farao som drømmetyder, indsat som Faraos højre hånd til at opbygge lagre af mad til forebyggelse af kommende hungersnød.
 
Farao så det komme med Josefs hjælp.
 
Så vi Corona komme? 
 
Hørte vi advarslerne fra WHO? Forberedte vi os som Taiwan? Taiwan lærte af sars-udbruddet i 2003. Det er 16 – 17 år siden. Tænkte du ligesom mig: ”det er da lidt i overkanten at gå rundt med masker!” når vi så TV fra Taiwan, Kina, Japan m.fl.?
Sars var ikke det første. I bibelen er det spedalskhed. Og siden har vi været ramt af pest, kolera, kopper, polio, ebola. Med én fællesnævner: KARANTÆNE. Udstødelsen, isolationen, foragten, misttilliden, udelukkelsen, skellet mellem mennesker. 
Fortællingen om Josef er en fortælling om et samfunds måde at håndtere en kommende katastrofe på. Sammenblandet med hans personlige historie om forholdet til brødrene: om Josef vælger at hævne eller tilgive. Fokus i fortællingen bliver, at i tilgivelsens rum åbnes for liv på det personlige plan. I det samfundsmæssige bliver det – udover, at Farao bliver endnu mere rig! – en fortælling om, at det nytter at gøre noget i fællesskab. 
Som teologisk historie lægger Joseffortællingen spor ud til Jesus. Både de ligefremme, at Jesus som barn må flygte i sikkerhed i netop Egypten og de mere grundlæggende: hele Jesu liv er en kamp mod vilkår, der sætter mennesker i karantæne og sender dem væk fra livet og fra det fælles og væk fra Gud – vi hører om det i de mange fortællinger om Jesu møde med mennesker, vi lærer om det i lignelserne. Ja, og i Påsken bliver Jesus selv det menneske, der går hele vejen for at ophæve adskillelsen, karantænen, foragten.
 
Det er en vej, der handler om menneskelighed og medmenneskelighed. Som Guds historie. Og vores. Og hvor redskaber som KARANTÆNE dybest set er og skal være undtagelsen. Overvindelsen af adskillelse og karantæne er vejen tilbage til det fælles. Det er den vej, vi går på nu. Tillige vil det give mening på et tidspunkt at gøre som Josef: forsøge at forebygge næste udbrud.
Da kan vores liv leves på tillid – tilgivelse – håb – omsorg. De fire ord kan dog sagtens finde anvendelse allerede nu!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 11

 
Så blev det den elvte dag.
Er vi nogen, der er ved at synes, at det er lang tid? Underligt, for når vi holder ferie i 3 uger, så synes vi ikke det er specielt lang tid. Men nu her, hvor meget er lukket ned og mange ting er svære, så påvirker det os markant. Det er svært at være i. Og vi må hver især kæmpe med det på vores måde og på vores sted!
 
I går skrev jeg om Abraham. I dag skal det handle om hans barnebarn Jakob. Han har nok arvet lidt af farfars DNA, for også han tager nogle lidt smarte tricks i brug for at sikre sig selv ………….. snyder sin far Isak. På bekostning af hans tvillingebror Esau. Derfor flygter Jakob og efter mange år er han på vej tilbage til familien og til mødet med Esau. Der kæmper Jakob en frygtens kamp med sig selv.
Vi møder Jakob midt om natten. Han er alene. 
 
Sådan som mange af os kan føle det nu. Fanget i mørket og helt alene.  
 
Natten kan give uro og al for god plads til tanker. Ensomhed gør det samme.
 
Derfor kæmper Jakob. Ja rent fysisk kæmper han med en mand, der kommer til ham i mørket og ensomheden. De kæmper og Jakob bliver slået, så hoften går af led. ”Slip mig”, lyder det fra manden, ”det er ved at blive lyst.” Men Jakob svarer: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig! ”Hvad er dit navn?”, lyder det tilbage.  ”Jakob”. Så sagde manden: ”Du skal ikke hedde Jakob, du skal hedde Israel. For du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret”. Så velsignede Gud Jakob. 
 
I Gammel Testamente måtte mennesket ikke se Guds ansigt. Og Gud gav ikke sit navn. Så når mennesket nærmede sig Gud, så var det med helbredet og livet som indsats. Gud giver kun nødtvungent sin velsignelse. Gud er ukendt. Og i mødet med Gud, der får mennesket ar. Jakobs hofte gik af led. 
 
I Ny Testamente kendes Gud på de ar, som vi mennesker tilføjer ham!
Nu er det Gud, der går mennesket i møde, han går ind i verden og tager del i menneskers liv så markant, at det er med helbredet og livet som indsats!
Nu er det Gud, der kæmper for mennesket.
Det betyder, at vi ikke er alene. Hverken i mørket eller i kampen. Det skal fortælles os igen og igen. Derfor holder vi (normalt) gudstjeneste hver søndag. Det er i denne fortællingens univers, søndagens gudstjeneste – her, hvor vi møder Gud på en anden måde end Jakob gjorde – det er i dette møde, at vi får identitet som menneske. Vi er del af Guds fortælling. Vi er velsignet. Vi er ikke alene. Med dette kan vi gøre som Jakob, forsøge at vende tilbage til det svære liv, der, hvor vi svigtede og kom til kort, der hvor det for tiden er så bøvlet at agere. Men der er ikke andre veje ……………….. og disse veje har Gud selv gået.
Lad os ønske for hinanden, at vi går sammen og lader lyset skinne for hinanden på endnu en dag i Coronakrisens tidsalder.
Erik Steen 
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 10

 
”Herren sagde til Abraham: ’Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
……….. I dig skal ALLE JORDENS SLÆGTER velsignes.”
 
Tja, Gud Herren har ikke lige hørt de aktuelle meldinger fra myndighederne: bliv hjemme!
 
Og Abraham hørte heller ikke helt efter Gud: ”forlad din slægt  og din fars hus ……… ” for Abraham tog både slægten og al sin rigdom med sig ……….. man må vel sikre sig! Og når man læser videre om Abrahams historie, så er der en vis træghed over hans indsats. Der er en vis tendens til at vælge løsninger, der er gode for ham selv. 
MEN det er Abraham Gud udvælger som sit redskab: bring alle jordens slægter tilbage til mig = som velsignede! Vi kunne godt tænke, at det er et lidt beskedent redskab, som Gud tager i brug – her i 1. Mosebog kap 12. Det er trods alt opgaven for de næste 1100 sider i bibelen, vi taler om. Et almindeligt menneske ved navn Abraham, en tilfældig bonde nok i den rige ende, et lidt trægt og genstrigt gemyt, en lidt egoistisk tilgang til opgaven. MEN han, Abraham får opgaven: følg Herrens vej og øv ret og retfærdighed. For du skal være en velsignelse!
 
I disse kaotiske dage i Mølholm, i Vejle, i Danmark, i Europa ja i hele verden, der bliver der pålagt opgaver og ansvar på helt konkrete mennesker. Nogen gange nogle mennesker, som vi kender med alle deres begrænsninger og små fejl og alt muligt ………… sådan som det jo er, når vi ”kender” hinanden lidt tættere …. MEN: ”Du SKAL gøre dit bedste for at løse Coronakrisen.” eller ”DU skal ……. ” . Det er dig, vi taler om og taler til. Vi retter vores forventninger og forhåbninger mod helt konkrete mennesker som dig – vi regner med dig! 
Det kan synes urimeligt …… og nogen af os kunne tænke ……..  ”øh …………. det har jeg ikke lige tid til …. ” eller ”nej ……… det tror jeg ikke lige jeg vil udsætte mig selv for ………” eller ”jamen, jeg kan jo blive smittet selv ……………..”. Det er lidt ligesom Abrahams måde at handle på – svare på ……………. og samtidig oplever vi, at konkrete mennesker påtager sig opgaven for det fælles. De ”tager én for holdet”. De bliver til velsignelse!
 
Lad os nævne:   
Statsministeren, Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, rigspolitichef Thorkild Fogde som de mest synlige men ud fra dem er der masser af andre ”Abrahammer”, der rejser sig fra deres sofa og træder i karakter – på sygehuse og i sundhedsvæsnet, i kommunernes beredskab og nødpleje, på plejehjem og i indsatsen for de udsatte, ja eller de mange forretningsdrivende og deres ansatte, der kæmper en stædig og svær kamp for at holde det mest grundlæggende kørende …………. ja og så ud til dig og mig og alle os, der i det helt små bliver kaldt på til opgaver lidt ud over det sædvanlige – med indkøb for naboer eller små hilsener over Facebook, eller hvilken form det nu end tager. 
 
Vi bliver ALLE kaldt ud fra vores land – ud fra vores tryghedsbase ……….. for at blive til VELSIGNELSE for andre. For den indsats, som du yder vil vi sige dig TAK!
Erik Steen   
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 9


Dette er den niende dag efter samfundet lukkede ned p.g.a. Corona. Jeg har skrevet ”Dagens hilsen fra præsten” siden. Og taget udgangspunkt i de 7 skabelsesdage og i går den ottende dag. Skabelsesberetningerne er starten på bibelen og de er del af Urhistorien – d.v.s. de første 11 kapitler i 1. Mosebog. Urhistorien lægger ”plottet” for resten af bibelen. Vi tænker tit, at skabelsens ”gode dage” er plottet. I grunden er det alle de dårlige nyheder, der vælter ind over os mennesker siden, og hvordan vi takler disse.
I Urhistorien er det de fire syndefald. Ikke syndefaldet – nej, de fire syndefald: Først Eva og Adam – dernæst Kain og Abel – så Noas ark og dernæst Babelstårnet. Der er en stigning i antal involveret. Først 2 – så 4 – så næsten alle ved Noas ark og til sidst ved Babelstårnet er det alle.
Det mønster møder vi igen her i Coronatiden. Den ufattelige spredning. Fra 1 til 2 til alle. En enkelt smittebærer kan – hvis der ikke gøres noget – på tre måneder smitte en million mennesker. Fra en til alle. Vi er i afdelingen af det ubegribelige. Måske det også er derfor, at vi har lidt svært ved at gribe budskaberne om det med få mennesker – afstand – hjemme bedst? Det handler kort sagt om, at én ikke skal blive til en million.
 
For Gud er fortællingen, at én netop blev til alle. Først Eva – til sidst Babelstårnet. Og der er et kendetegn ved de fire syndefald: mennesket ville ikke nøjes med at være menneske. I stedet ville mennesket agere og virke som om det var Gud. Dette med at ville være noget andet, end man er – det er dybt …………….. menneskeligt. Underligt i grunden. At vi som mennesker ikke vil nøjes med at være menneske. Hele bibelen handler derfor om dette: hvordan mennesket kom væk fra sig selv og Gud på én og samme tid, OG hvordan vi ad underlige veje kommer ”hjem”. Den historie er lang. Vi får desværre nok masser af dage til at følge den i. 
 
Derfor lidt mere om dette med ”ikke at ville være menneske”. Eller spørgsmålet ”hvad er da et menneske ……… at du tager dig af det?” At være menneske er at være sig selv – altså et individ, med personlighed og karaktertræk og evner. Sådan ser vi gerne på os selv, som lidt unikke, som den, der skal have en god uddannelse, et godt job – klare os godt, fordi det er mig, der agerer. Men så spørger Gud: ”Hvor kommer du fra?” Og svaret er altid: ”Fra mine forældre!” Altså fra to. Og når vi får lidt år på bagen, så opdager vi til vores rædsel (eller glæde?) at jeg har taget en hel del med fra mine forældre, talemåder, måder at gå på, væremåder, holdninger, evner. Taget med. Eller fået med. Det er altså ikke kun syndefaldet, der spreder sig fra en til alle, det er ikke kun Coronavirus, der spreder sig fra én til en million. Vores måde at være menneske på gør det samme. Vi er afhængige, vi er skænkede. Og NÅR vi er det, så er vi i mine øjne også forpligtede på hinanden. På samme måde som mine forældre påtog sig en forpligtelse og et ansvar overfor mig, sådan er jeg sat til at gøre det samme. Og ikke kun overfor de allertætteste. Nej som et vilkår i dette med at være menneske så at være del af ethvert andet menneske i al dets afmagt og ensomhed. Per definition.
Det er den bevægelse, Gud søger frem mod gennem hele bibelen. At mennesket føres tilbage til den, som det er. ”Vær den, som I allerede er!” Vær et menneske overfor og med og omkring og for andre. I samspil. Med blik for. I stedet for at ville dømme (Eva), eller slå ihjel (Kain), eller lade sig føre med i gruppepresset (Noas samtidige) eller ved som lemminger alle at gøre det samme og søge sit eget (Babelstårnet). 
 
Dagens gode nyhed er, at solen skinner på os alle. Lad os nyde dens stråler med blik for andre – så vi passer på hinanden.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 8

 
Den ottende dag er i grunden også den første. I ugens cyklus. I skabelsens univers. Den ottende dag er således den friske start – den nye begyndelse – befrielsens øjeblik – der, hvor vi kan lægge det gamle bag os og se ind i en ny uge, en ny tid.
Vi sletter ikke fortiden. Den bærer vi med os. Vi er ikke fri af det, der gik galt, dem vi sårede, dem vi måske smittede …………………. Men Gud vender os altid udad og fremad. Ikke tilbage og ikke indad. Nej, troens bevægelse er udad – fremad – i bevægelse. Troen er en måde at forholde sig til livet på. En åbenhed for at vi er afhængige, taget af hinandens liv og sat i verden trods al meningsløshed netop for at være der på trods.
I den anden skabelsesberetning (ja, for der er jo to i bibelen!) der knyttes manden og kvinden så tæt sammen som tænkes kan. De er del af fælles kød og ben. Forskellige og dog fælles. Til forundring og berigelse for hinanden. Og begge med rødder i jordens støv og indblæst med livets ånde. 

 
Men der er en slange.
 
Eller en virus. Den går som en snylter ind netop i det helt centrale af vores liv som mennesker. Den spreder sig med vores hilsener og vores ånde (dråber). Vi bliver fristet til at give hånd, give krammer, tage med på stranden, mødes med vennerne. En grundlæggende fristelse: ”hvad er godt for mig” – ”du kan da godt ……. spise det æble ……………….. ” – ”det er da ikke så slemt …………… det der coronacirkus ………”.
 
Den ottende dag rummer mulighederne. Du er sat fri til en frisk. Ja, men du er ikke sat fri fra at være menneske. Du er ikke fritaget for ansvar. For hvad du gør – det hænger sammen med andres liv. Så tæt som Adam og Eva – som kvinden og manden – som dig og mig. Altid dette: individ og fællesskab. Ethvert fællesskab består af individder, der går ud af sig selv og ind i det fælles. Ethvert individ er kun noget i fællesskabets univers. Så grundlæggende er vores liv. Det har rødder langt tilbage i fælles fortid. I fællesskab trækker vi nærring af disse rødder til at agere ind i den fremtid, som vi bygger netop nu. Denne fredag 20. marts 2020 er det stedse mere bøvlet for os alle. Desto mere må vi fastholde håbet for hinanden. 
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 7

 
På den syvende dag hvilede Gud.
Det var før han vidste, hvad der ventede!
Men netop det er jo hvilestundens velsignelse. Bare at turde være i nuet. Og hvile. Slappe af. Lade tankerne flyve ligesom fuglene – sådan lidt hid og lidt did. Tanker er noget underligt noget. Når man hviler sig, slapper af, ja så starter man med at tænke på noget man skal nå. Eller fik sagt forkert. Men inden længe tager tankerne selv over – og fører dig langt hen til steder og hjørner, du ikke lige selv havde bestemt. Og tankerne vender tilbage, som ny inspiration, med nyt indblik, med mod på at rejse dig den ottende dag. Og tage fat på en frisk.
 
Derfor er hvilestunden velsignet. Der fører dig tilbage til livet.
 
Måske det er vigtigt, at også du tager dig en hvilestund i disse dage! En hvilestund fra nyheder og radioaviser og ekstra orienteringsprogrammer, en hvile dag fra håndvaskens ABC og nysningens kunst og ”hold-nu-afstand”s mærkerne i supermarkedet. Måske er det vigtigt, at du tager en velsignet hvilestund – for derefter at vende tilbage til vores fælles indsat igen. Og tager Gud vinkel med dig: ”Gud så, at det var godt!”
Der er altså noget at kæmpe for. Der er noget at være fælles om. Der er noget at spritte hænder for, noget at holde afstand for. Det er IKKE ligemeget! De ANDRE er ikke ligemeget.
Det kan vi hvile i.
Med velsignelse.
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 6

 

Så blev det sjete dag.
”Tankeløst – hensynsløst”.
Løst fra tanke. Omtanke, eftertanke.
Løst fra hensyn.
Glemte Gud at give det med? Eller ligger det i Guds velsignelse til os: ”……. hersk over havets fisk, himlen fugle og alle dyr ……………”
Hersk.
Men gør det med hensyn – gør det med omtanke og i eftertanke.
Skal vi give Gud skylden? Du gjorde det ikke godtnok med os? Eller skal det vendes om. At det er en velsignelse at være det menneske, der kan få lov at leve i et univers af hensyn og omtanke. De andres hensyn og omtanke. Mit hensyn og min omtanke. Ja, er det en ramme for livets videre skabelse – at liv altid og hele tiden er i et skabelsens øjeblik – altid i proces – altid på vej. Er rammen hensyn og omtanke og ind i alt dette, der er jeg sat som mennesket Erik, mennesket Dorte, mennesket Victor, mennesket Susanne.

 

Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”
”Os”
Gud sagde ”os” om sig selv. Nærmest helt royalt. Kongeligt. Dronningeligt. ”Os” betegner noget ophøjet, ja eller noget fælles. Noget fælles, der er ophøjet. Hævet op over det tankeløse – det hensynsløse. Og Dronning Margrethe talte til os: ”Tankeløst – hensynsløst”.
Underforstået ……… eller sagt direkte: ”Kom lad OS hæve os op over dette tankeløse – dette hensynsløse!” Og begive os ind i den fælles livets ramme, hvor vi bliver til liv for hinanden. Der, hvor begrebet ”herske” rummer det allerinderste i en konge eller dronnings kald: at være tjener for folket.
Det er nu, at vi skal være tjener for hinanden. Med omtanke og hensyn. Tjener for hinandens liv.
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 5


Den femte dag handler om liv. Det er som Gud vågnede tidligt denne femte dag og sagde til sig selv: ”Der skal være liv omkring mig.” Og da vi som mennesker pænt har lært at vente – ja, så er det havets fisk og himmelens fugle først. En vrimmel af dyr og alle med Guds velsignelse: ”Bliv frugtbare og talrige.” Se det har de jo så lyttet til – nogle mere end godt er! For evnen til at formere sig, sprede sig, tage andre former, udvikle sig, mutere sig, ja den evne er både udgangspunktet for al liv, og den er grunden til al vores bøvl med Corona lige nu. Tankevækkende at denne evne til formering bærer begge konsekvenser i sig. Det er på én eller anden måde en del af os selv og vores egen verden, der vender sig om mod min eksistens. Ikke noget udefrakommende. Ikke angreb fra en fjern planet. Nej – noget som vi færdes blandt til dagligt. Noget som opfører sig som vi selv gør. Tager udgangspunkt i vores frugtbarhed og bliver talrige. Og sætter os under pres!
 
For konsekvenserne begynder at vise sig. I Fredericia er Teateret gået konkurs - der har vi fulgt Tarzan i jungelen, Den pukkelryggede klokker, Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame og far og søn Seebach og mange andre. Alt sammen historier sat sammen med musik og dans til at bevæge os andre. Få os til at tænke os om – få os til at mærke efter værdier i livet – om det med at aber tager sig af et forældreløst barn, at den pukkelryggede klokker er ham, der kan ranke ryggen i sammenligning med præsten, at Tommy Seebach gav musikalitet videre til Rasmus Seebach og måske kom til kort på andre områder ……………… alt dette vendte sig i hovederne på os – og vi gik hjem som ændrede mennesker. Og handlede anderledes. For vi ville gøre en forskel. 

Det skal vi også nu. Gøre en forskel. Fordi vi igen VÆLGER at gøre det. For nok er verden kompleks og nok er det svært at overskue alt sammen med Corona. MEN det vi VÆLGER at gøre i det, som vi kan …………. dér GØR VI EN FORSKEL! Det lærte de os i Fredericia Teater – TAK til dem for det. Vi bringer fortællingen videre ……. vi er en del af hinandens fortælling! Bliv frugtbare og talrige ……………………. på liv!
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 4


Så blev det den 4. dag. Den kom sådan helt af sig selv. Det er så også godt nok, for ude på gader og stræder kommer der ikke så meget og så mange. Det gjorde der heller ikke til gudstjeneste i går. 
For første gang i 1000 år ………….. !!!!!!! ………. var det ikke muligt at samles til gudstjeneste. Men nu er der ved at komme gang i Facebook. Præster, der holdt gudstjeneste helt alene og streamede det. DR Pigekorets Philip Faber, der satte gang i fællessangen landet over med en morgensang kl. 9.00 og vender tilbage igen i morgen. Han sang for på 749 I østen stiger solen op! 

Her må Gud have lyttet godt efter. Eller været lidt forud for sin tid. For på den fjerde dag satte Gud de to store lys på himmelhvælvingen. Den store til at lyse om dagen – den mindre til et vågeblus om natten. Og Gud så, at det var godt! Lyset var godt til både dagen og natten. Hver sit lys – hver sin stemning – hver sin tid. En tid til at virke – en tid til at sove – en tid til at synge og fælles om håbet. Det er som sangen henter sin kraft i lyset – det er som fællessangen spreder lyset rundt blandt mennesker.
Os, der er blevet isoleret og adskilte ………… nu synger vi SAMMEN – hver for sig. På Facebook – eller ud ad vinduer og fra altaner. Som en steppebrand har fællessangen spredt sig fra Italien. Det land og de mennesker, der er så hårdt ramt – de samler sig nu som adskilte og rækker fællessangens idé videre til os. 

Fællessangen samler mennesker. Som en stædig bevægelse søger vi sammen. Selvom vi ikke må VÆRE sammen – så kan vi godt søge sammen om det fælles. Den bevægelse er der rigtig meget HÅB i. 
Erik Steen
 

Dagens hilsen fra præsten DAG 3

 
Så blev det tredje dag. Man kan ikke sige alle gode x 3. Tredje dag er en hård en af slagsen. Normalt er en stille søndag en god dag. I dag er der unormalt stille. Og det er ikke godt. Nu grænserne trukket. Og lukket. Så må vi håbe, at vi kan bunde – derude på det dybe!
 
Gud sagde: ”Vandet under himlen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne!”
 
Det er bedst at være på det tørre. Ikke kun have sit på det tørre. Nej at være sammen der på det tørre. Men der er ingen sikkerhed for at få lov at være med – netop der. Nogen føler sig udelukket, andre føler sig kastet ud på det dybe. Uden overblik over liv eller økonomi. Måske fordi overblikket mangler, ja slet ikke er muligt. Men selv uden overblik kan vi kaste nogle redningskranse ud til dem på det dybe – plante et træ – så et frø. Måske et livgivende frø. Et frø, der lader nogen beholde deres arbejdsplads – et frø, der lægger sig nu og afventer for så at spire engang, når kaoset driver over, tage af, stilner hen, svækkes. 
 
Sådan er frøets DNA. At ligge og vente. Rumme kimen til liv. Have noget stort i sig. En vilje og evne til at stræbe mod himlen og strække sig mod lyset. Men først må der gå en tid. En udefineret tid. Hvor længe?
Hvor længe skal vi træde vande? Hvornår kan vi bunde? Hvornår er der frugter af frøet?
I ventetiden må vi passe godt på alle de frø, der ligger der. Små og skrøbelige og dog så vores fremtids håb. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 2


Ja, så blev det i sandhed dag 2. Og nogen må have lyttet, for solen er sat på himlen klar og blå, frosten har bidt i kinderne fra morgenen af og skoven omkring Mølholm er tindrende flot og kalder og lokker: kom! Kom ud og mærk livet. Overskrid dine grænser. Ræk ud over dig selv. 
 
Det var vel i grunden også det Gud gjorde? Rakte ud over sig selv. ”Der skal være en himmel, og nedenunder himlen skal der være vand”. Gud rakte ud over sin grænse – ja eller måske rakte han ind i sig selv for dér at finde livets byggesten. Vand og luft. Der skal være en himmel og noget vand. Adskilt. Og dog så tæt forbundet, at der ikke findes en kløft i Stampeskoven, hvor himlen ikke når ned og der findes ikke et bjerg så højt, at det ikke har rødder i det helt nære. Vi lever i adskillelsen og i forbundetheden. Så tæt sammen, at det ikke lader sig registrere og dog så adskilt, at vi straks mærker savnet efter vandet eller luften. 
 
Det er surrealistisk. For noget i vores biologi har ikke hørt efter. De skulle have været medarbejdere på det fælles liv, de skulle have været byggestene ind i vandet og luftens univers. Men nu er det vandet, der er blevet sat til at bære smitte fra den ene til anden. Det vand, som vi er så afhængige af. Det vand, som ingen grænser kendte i februar, det oversvømmede os alle, trængte ind i kældre og haver og byer, bemægtigede sig pladsen i vores sind og vores samtaler. Nu er det der igen. Vandet. Dråberne med smitte. Og som de ingen grænser anerkendte i februar – så gør de det heller ikke nu. 
 
Så er det os mennesker, der skal sætte grænserne.
 
Det har vi som regel dårlige erfaringer med. Men erfaringerne med vandets magt og den grænseløse adfærd har vi endnu dårligere erfaringer med. Så nu lukker vi os inde. Der trækkes grænser. Vi trækker grænser. Vi sætter en hvælving til adskillelse af luft og vand. Og mennesker. Gud satte den første grænse for livets skyld. For at skabe rum for liv. Det lyder bekendt. Lad det være vores trodsige håb, at også dag nr. 2’s grænser har som mål at skabe rum for liv. 
Erik Steen

Dagens hilsen fra præsten DAG 1


Så blev det første dag. I en ny tid. Tiden er ny, vilkårene er ændret. 
Som på den første dag. 
Jorden var dengang tomhed og øde. Og Guds sagde: ”Der skal være lys!”
Der er forskel. Om der tændes et lys i verden – i menneskers liv. Eller om det fælles liv lukkes ned. Fordi vi bliver en fare for hinanden. Fordi jeg kan smitte en anden. 
Gud så, at lyset var godt. Et lys i mørket. Eller måske er det ikke mørket, der rammer os nu. Måske er det usikkerheden. Tør jeg stole på andre. Om de vasker hænder, om de tænker sig om, om de er ligeglade. Tør jeg stole på mig selv. Om jeg er grundig nok. 
 
Hvilket lys skal der til at lyse ind i usikkerheden?
 
Ja, Gud valgte i grunden selv at blive lys også i usikkerhed: ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Sådan sagde Jesus. Han sagde det efter mødet med kvinden, som mændene ville stene. Fordi hun efter mændenes mening bragte smitte ind i deres liv. Til mændene lød spørgsmålet fra Jesus: Den, der aldrig har bragt usikkerhed, kaos, ødelæggelse ind i andres liv, han kan jo kaste den første sten. Og til kvinden lød det: ”Heller ikke jeg fordømmer dig!” 
Og Jesus sendte kvinden ud i livet med liv til andre. Nu blev hun det lys, der skulle sprede mørket midt i usikkerheden. 
Måske er det dig, der skal være med til at tænde et lys i andres usikkerhed. Fortælle, at liv altid er på trods og altid med håb. At vi kun kan leve med hinanden i tillid, ja at vi er udleveret til hinanden.
Erik Steen